Det er et godt forslag, det er et rigtigt forslag, og det er dejligt at se, at det er et, tror jeg, fuldstændig enigt Folketing, der tilslutter sig forslaget.
Et meget moderne udtryk i de senere år, og også et meget berettiget udtryk, er jo respekt.
Man hører det normalt i forbindelse med de danske soldaters indsats rundtomkring i verden, specielt i Afghanistan, og det her drejer sig også om respekt – respekt for nogle mennesker, der godt nok for lang tid siden, som Venstres ordfører sagde, gjorde en fantastisk indsats.
Men det er jo ikke længere siden, end at vi er en del – jeg kan se udenrigsministeren, og jeg kan se mig selv – som er født under besættelsen, og der er stadig væk medlemmer her i Folketinget, som er født før besættelsen, og for hvem det var en helt særlig epoke i danmarkshistorien.
De personer, hvis hædersgaver vi her forhøjer, var frihedskæmpere, modstandsfolk, og det var dem, der kom i koncentrationslejr.
Men det var også, hvad der er nogle, der tit glemmer, de 5.000-6.000 danske søfolk, der straks og umiddelbart den 9.
april, da tyskerne besatte Danmark, gik i allieret tjeneste, vendte deres skibe og sejlede til England eller til neutral havn i Amerika eller andre steder.
Der var altså mange, der ydede en kæmpeindsats, dem er der stadig væk nogle tilbage af, og derfor er det jo rigtigt, at de får den hædersgave, og at vi forøger den.
Der er nogle, der kan sige:
Jamen 16.100 kr., er det så nok?
Det er jo netop en hædersgave, og hæder kan ikke gøres op i penge.
Man kan sige, at om vi så forhøjede den 10 eller 20 gange, var det jo ikke nok for den risiko og for den indsats, de unge mænd og kvinder ydede dengang.
Et par hundrede af dem ligger begravet ude i Ryvangen, nemlig de, der blev henrettet af tyskerne og derfor ikke overlevede, men blev torteret, dømt og siden skudt.
Det er et godt lovforslag, og jeg synes, det er vigtigt, at vi stadig væk mindes og tænker på dem, der ydede en kæmpeindsats dengang, og som fortjener respekt, ligesom andre unge danskere gør i dag.