Fremsat 07-10-2009
1. behandlet / henvist til udvalg 22-10-2009
Betænkning afgivet 01-12-2009
2. behandlet/direkte til 3. behandling 10-12-2009
3. behandlet, vedtaget 17-12-2009
Ministerområde:
Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration
Loven har to overordnede formål: For det første indeholder loven ændringer af udlændingeloven, med henblik på at Danmark kan gennemføre en forordning om en fællesskabskodeks for visa (visumkodeks). Med visumkodeksen sammenskrives de allerede gældende visumregler i ét dokument, der gælder for alle Schengenlandene. Det betyder, at der indføres ensartede regler for behandlingen af visumansøgninger i hele Schengenområdet, bl.a. fælles regler for sagsbehandlingstiden. For det andet indsættes der med loven en bemyndigelsesbestemmelse i udlændingeloven, som betyder, at integrationsministeren kan fastsætte nærmere regler om studieaktivitet for de studerende, der har fået opholdstilladelse for at kunne tage en professionsbachelor- eller en erhvervsakademiuddannelse. Bemyndigelsen vil bl.a. kunne anvendes til at fastsætte regler om fravær hos de udenlandske studerende.
Lovforslaget vedtaget med 101 stemmer (V, S, DF, SF, KF, RV og LA) mod 1 (EL).