Jeg vil gerne sige tak for nogle, synes jeg, gode indlæg, der har været.
Jeg er glad for, at der er den brede opbakning til forslaget, som der er, selv om der naturligvis er ting, vi skal arbejde med under udvalgsbehandlingen.
Der er en overordnet meget positiv opbakning til forslaget, synes jeg, og ikke mindst til intentionerne, nemlig det, at vi skal forbedre muligheden for, at insolvente, men levedygtige virksomheder bliver rekonstrueret i stedet for at gå konkurs.
For det er jo dybest set det, som forslaget drejer sig om.
Lovforslaget bygger som bekendt på en betænkning fra Konkursrådet, og der har i forbindelse med høringen generelt – ikke uden undtagelse, men generelt – været stor tilslutning til Konkursrådets forslag, bl.a.
fra erhvervsorganisationernes side.
Jeg skal sige til fru Lone Dybkjær, at vi ikke havde haft mulighed for at fremsætte dette lovforslag allerede den 1.
oktober, for betænkningen fra Konkursrådet forelå først medio december, og det er så grunden til, at vi ikke har kunnet komme med forslaget meget tidligt på sæsonen.
Men jeg vil da gerne allerede her sige, at jeg også har gjort mig mine overvejelser om fremsættelsen af det her lovforslag så sent på folketingsåret, som tilfældet er, for der
er
mange lovforslag fra Justitsministeriets side på det her tidspunkt.
Min vurdering har været – det kan man så være uenig i – at hvis vi udskød behandlingen af det her forslag, ved at vi udsatte fremsættelsen til oktober i år, ville det jo være mindst et halvt år, vi ville udsætte ikrafttrædelsen af det her forslag, og dermed ville der, ikke mindst på grund af de økonomisk stramme tider, som mange virksomheder er i i øjeblikket, altså være mange virksomheder, som ikke ville kunne drage fordel af den proces, som det her forslag lægger op til.
Og da jeg tror, at det her forslag vil kunne bidrage til at redde virksomheder, ville min bekymring, hvis vi udsatte forslaget, være, at der var virksomheder, som kunne være blevet reddet ved den tilgang, som ligger i det her forslag, men som ikke ville blive reddet.
Det har grundlæggende været årsagen til, at jeg har valgt at fremsætte det her forslag, selv om jeg sådan set er enig i, at det er ret sent i folketingssamlingen, at det bliver fremsat.
Men det må man jo overveje i udvalget.
Jeg er enig med fru Line Barfod, som siger, at vi jo nu grundigt må vurdere det; jeg forstår godt, at man vil vurdere ikke mindst advokaternes synspunkter.
Dem skal jeg lige vende tilbage til om et øjeblik.
For selvfølgelig skal alle de indvendinger, der har været, tages med i betragtning.
Men jeg håber alligevel, det vil lykkes for udvalget at gennemføre en god og ordentlig behandling af forslaget, så vi kan vedtage det inden sommer.
Og ja, der har jo netop fra advokaternes side, fra advokaternes organisationers side, været nogle væsentlige generelle indvendinger mod Konkursrådets forslag.
Dem har jeg naturligvis også overvejet meget, men jeg er kommet frem til, at det rigtige altså er at følge Konkursrådets forslag.
Advokaternes organisationer har jo bl.a.
fremført, at reglerne om virksomhedspant gør det vanskeligt at rekonstruere virksomheder.
Den indvending angår jo i virkeligheden ikke selve Konkursrådets forslag; den vedrører snarere de panteretlige regler, som ligger i virksomhedspanteordningen.
Der er selvfølgelig grund til at overveje, ligesom Konkursrådet også har gjort det, forholdet mellem lovforslaget og reglerne om virksomhedspant.
Men som der er redegjort for i lovforslagets bemærkninger og den kommenterede høringsoversigt, er det jo sådan, at reglerne om virksomhedspant er under lovovervågning, og Justitsministeriet vil afgive en redegørelse til Folketinget senest den 1.
januar 2012 netop om virksomhedspanteordningen.
Vi ved ikke nok i dag om virksomhedspantens betydning for muligheden for at rekonstruere virksomheder, til at vi kan tage stilling til behovet for at ændre på reglerne om virksomhedspant, men efter min opfattelse er det sådan, at det her lovforslag under alle omstændigheder vil forbedre mulighederne for at rekonstruere insolvente, men levedygtige virksomheder.
Så kan det være, at vi på et tidspunkt skal vurdere ændringer i forhold til virksomhedspanteordningen, og det må vi så se på, når vi har redegørelsen, der, som jeg nævnte, kommer senest den 1.
januar 2012.
Lovforslaget giver så som noget væsentligt nyt mulighed for, at skifteretten kan bestemme, at rekonstruktøren skal overtage ledelsen af en insolvent virksomhed.
Forslaget om det gælder dog kun i forhold til selskaber og andre juridiske personer, hvori ingen af deltagerne hæfter personligt.
Der har i nogle af høringssvarene været udtrykt ønske om, at rekonstruktøren også skulle kunne overtage ledelsen af en personligt drevet virksomhed, men det ville efter min opfattelse være et for vidtgående indgreb over for virksomhedens ejer, og derfor giver lovforslaget ikke mulighed for, at rekonstruktøren overtager ledelsen af en personligt drevet virksomhed.
Det er nogle store ændringer, der sker i de gældende regler i konkursloven med det her lovforslag.
Det foreslås at ophæve de gældende regler om betalingsstandsning og tvangsakkord og erstatte dem med et helt nyt samlet regelsæt om rekonstruktionsbehandling.
Derfor er det en væsentlig reform – måske den største reform siden 1984 – der sker med disse forslag, og det indebærer også væsentlige ændringer af skifteretternes arbejde med rekonstruktion af insolvente virksomheder.
Der skal også gennemføres ændringer både af domstolenes og Erhvervs- og Selskabsstyrelsens it-systemer, og derfor vil det kræve nogen forberedelse på det rent praktiske plan, før denne lov kan sættes i kraft.
Forslaget er derfor, også for at sikre en så hurtig ikrafttrædelse som muligt, at justitsministeren skal fastsætte tidspunktet for lovens ikrafttræden.
Dermed sikrer vi, at loven kan træde i kraft, så snart Domstolsstyrelsen og Erhvervs- og Selskabsstyrelsen er færdige med deres forberedelser.
Arbejdet med at forberede lovens ikrafttræden vil blive søgt gennemført hurtigst muligt, og jeg forventer, at loven vil kunne sættes i kraft senest den 1.
marts 2011.
Men altså, tak for en god debat.
Jeg ser frem til en grundig, konstruktiv og forhåbentlig også velvillig behandling i Retsudvalget, hvor jeg selvfølgelig vil besvare de spørgsmål, der måtte være.