Selv om der ikke er kommet noget særlig nyt frem i forhold til førstebehandlingen, skal jeg da alligevel takke for debatten.
Det er jo et meget vigtigt emne for os her i Folketinget og for alle danskere, hvad enten de nu er her i første eller hundrede generation.
Der er forskellige ting, jeg godt vil kommentere i den rækkefølge, jeg har hørt dem i løbet af dagen.
Der er altså ikke tale om nogen prioritering.
Der er flere, der har spurgt om det her med tidsubestemt opholdstilladelse, om vi så mener, at dem, der ikke kan få en tidsubestemt opholdstilladelse, ikke er værdige til at være her og ikke er værdige til at være integrerede, og hvad man nu ellers kunne finde på at sige.
Der var selvfølgelig et par ordførere fra Venstre og Dansk Folkeparti, der ikke kunne nære sig for noget drilleri, og det blev så til, at nogle syntes, at det var irrelevant.
Det er det jo ikke.
For det er fuldstændig rigtigt, at Socialdemokratiet i disse dage jo efterlader det indtryk, at hvis ikke man vil arbejde 12 minutter mere om dagen, så er man heller ikke værdig.
Tingene må altså på en eller anden måde hænge sammen.
Så det var et helt rimeligt spørgsmål at stille, og man er så ikke værdig, hvis ikke man lever op til det.
Så kan man vel selv høre, at det er pjat.
Mere væsentlige er selvfølgelig de spørgsmål, som specielt De Radikale hele tiden stiller om humanitær opholdstilladelse.
Det er selvfølgelig relevant at få slået fast, hvad det er, der er tale om.
Det har Venstres ordfører gjort udmærket rede for.
Jeg kan sige det endnu klarere:
Der er hverken tale om, at der, som forslaget nu er formuleret, er foretaget en ændring af sygdomskriteriet eller tænkt en ændring af sygdomskriteriet.
Det, der er tale om, er det, som hr.
Karsten Lauritzen så rigtigt har påpeget, og som fru Marianne Jelved jo har kunnet læse i de oversendelser, hvor vi beskriver, hvad det er for nogle sager, vi giver humanitær opholdstilladelse i, og hvor man kan se, at der er rigtig mange fra Balkanlandene.
Det fremgår helt tydeligt.
Og det kan altså ikke være sådan, at borgere fra lande i vores nærområde, lande, som står på vippen til at søge og enten tænker sig at søge ind i EU eller allerede har søgt ind i EU, skal kunne misbruge asylsystemet ved at rejse til Danmark og søge asyl, få afslag og så få humanitær opholdstilladelse.
Det er, som det blev sagt, ikke Danmarks problem, det er de pågældende landes problem.
De vil være med i Det Europæiske Fællesskab, og så må de altså også få slået fast, at de ikke producerer asylsøgere.
Derfor ændres den praksis, som vi har haft.
Vi vil simpelt hen ikke være afhængige af, at vi skal lede med lys og lygte og bruge masser af ressourcer på at finde ud af, hvad medicinen koster i hjemlandet.
Det er ikke rimeligt, at bare fordi man kommer herop fra Europa med en fuldstændig udsigtsløs asylansøgersag, skal man kunne få humanitær opholdstilladelse, fordi sundhedsvæsenet ikke er lige så godt derhjemme.
Det er baggrunden.
Så jeg understreger igen, sygdomskriteriet ændres ikke, og så håber jeg, den sag er på plads.
Og hvis man vil have en optælling, vil jeg sige, at så må man altså gøre det selv, som også hr.
Lauritzen var inde på.
I de sidste 20 år, tror jeg, det er, har vi oversendt hvert eneste kvartal, hvad det er for nogle sager, der bliver givet humanitær opholdstilladelse i, hvad de drejer sig om – de er resumeret i de svar, der er sendt over igennem årene.
Så var hr.
Dam Kristensen inde på, at regeringen skulle have røde ører.
Der blev ikke sagt noget om hvorfor, men det var selvfølgelig noget med det mere generelle udlændingepolitiske, opfattede jeg.
Derfor er det jo relevant, som flere ordførere forsøgte at få fat i i dag, hvad det er, der er Socialdemokratiets udlændingepolitik.
Hvad er det, regeringen skal have røde ører over?
Hvad er det, der præcis bliver ændret?
For som hr.
Martin Henriksen var inde på, så ved vi jo godt, at partiformanden i Socialdemokratiet fik mange klapsalver, da hun sagde om udlændingepolitikken, og nu vil jeg ikke tages i citatfusk, så jeg citerer ikke, men det indtryk, jeg fik, var, at så skulle den altså laves fuldstændig om.
Vi kan også høre, at flere af de andre ordførere, som man vil støtte sig på parlamentarisk, når man regner man med komme i regering, simpelt hen har sagt, at tingene skal rulles tilbage.
Vælgerne har altså krav på at få et klart svar, men jeg må jo kunne forstå det sådan, at når vi skal have valg til næste efterår, ønsker oppositionen, at det her bliver et meget vigtigt spørgsmål.
For det er jo klart, at når man vil gemme overraskelserne til valgkampen, er man selvfølgelig helt sikker på, at det, der virkelig bliver et af topspørgsmålene i valgkampen, er udlændingepolitikken, og det skal jeg garantere for at den også bliver, hvis ikke man inden vil sige, hvad det går ud på.
Men jeg kan jo svare.
For vi ved jo her i Folketinget, hvordan det er gået i hvert fald i løbet af den tid, jeg har været minister.
Det er jo gået sådan, at Socialdemokratiet har stemt for masser af forslagene.
De kan have haft nogle andre grunde til det end os, der har fremsat forslagene.
Og sådan er det jo i politik, det er helt legitimt.
Men vi ved jo, at specielt De Radikale og Enhedslisten er gået fuldstændig ud ad en tangent og deres egen vej, så man overhovedet ikke kan kende dem.
Så det er jo dokumenteret herinde – gang på gang – at de fire oppositionspartier i hvert fald hidtil ikke har kunnet finde sammen.
Og hvis de kan finde sammen, kan vi jo hvert fald høre, at det bliver på fru Schmidt-Nielsens præmisser, og det skal vi selvfølgelig nok se at få frem, så befolkningen i hvert fald inden næste valg får at vide, hvad det egentlig er for en politik, man vil have.
Vi kan jo læse fru Marianne Jelveds program, og jeg ville godt vide, om det er Socialdemokratiets program, for hvordan vil man ellers danne en regering med parlamentarisk opbakning?
Så er der en anden vigtig ting, fru Astrid Krag gentagne gange har rejst, som jeg også synes påkalder sig svar, og som jeg godt kan forstå at fru Astrid Krag rejser.
Det er et spørgsmål, jeg ikke kan lide, hvis ikke det var, fordi jeg virkelig kunne sige, at spørgsmålet er forkert stillet.
Det er det der spørgsmål om, om man tilskynder unge mennesker til ikke at tage en uddannelse og kun tage et arbejde.
Det er selvfølgelig ikke rigtigt, for hvis det var rigtigt, skulle det selvfølgelig laves om.
Man kan jo sige, at hvis der sidder folk med en god pære, der gerne vil have en akademisk embedseksamen, er det selvfølgelig ikke den tidsubestemte opholdstilladelse 2½ år før eller siden, der overhovedet tæller.
Det kan man jo bare spørge sine egne akademiske venner om; det er jo slet ikke det, man ser på.
Og det er vigtigt at tænke på det, for man skal jo huske, at mange af dem, man nu prøver sådan at holde foran sig som skjold, ikke er mennesker, der ville kunne få en højere uddannelse.
Men dem, der kan få en højere uddannelse, kan så få point, og der har vi jo altså netop ikke bare taget akademisk embedseksamen med, men lavet det i respekt for en lang række andre udmærkede uddannelser, herunder håndværkeruddannelser; de er taget med og giver ekstra point.
Men det er fuldstændig rigtigt, at det ikke giver det hele, og at det ikke er gjort til et ultimativt krav.
Men så har vi jo gjort det, at vi også har indført, at de unge kan få tidsubestemt opholdstilladelse for sig selv – det bliver et selvstændigt objekt, kan man sige, eller subjekt, hedder det vist, så de kan få en permanent opholdstilladelse, når de er 18 år.
Så er der jo en lang række mennesker, der kommer ind; det er dem, vi søger i jobplanen, nemlig de højtuddannede, og de kommer netop for at arbejde, så det kan heller ikke være dem, man tænker på.
Så er der selvfølgelig en række af dem, der ikke kan få en høj uddannelse, som jo netop søger ind i arbejde uden at få de højere uddannelser, men der er jeg bare nødt til at sige, at man må være opmærksom på, at de i hvert fald skal have ekstra sprogundervisning.
Så at tro, at der skulle være en kæmpe gruppe tilbage, som vil foretrække et usselt arbejde i stedet for at tage en højere uddannelse, er efter min mening at mene, at indvandrerne er dummere end vi andre.
Og det kan jeg tilbagevise:
Det er de ikke.
Men jeg synes, det er godt, at fru Astrid Krag stædigt rejser det, men når hun nu kommer op og siger, at jeg ikke har ret, må jeg bare sige, at vi er dybt uenige, for det er sådan, vi har tænkt, og jeg har faktisk gjort mig umage med at tænke situationen igennem, siden fru Astrid Krag sagde det under førstebehandlingen.
For jeg hører altid efter, hvad fru Astrid Krag siger, for hun rejser nogle væsentlige spørgsmål, men her mener jeg altså, at det er fuldstændig forkert, når vi går ud i det virkelige liv og prøver at gennemtænke, hvad det er for nogle situationer, vi står over for.
Hr.
Naser Khader fremhævede jo grundholdningerne i forslaget og var netop også inde på, at forslaget afspejler, at det er en anden tid, at det er en anden situation.
Integrationen er blevet mere vidtgående.
Som fru Marianne Jelved kvitterede for, bliver det altså også nu selvforsørgende kvinder, som kommunerne
skal
give et tilbud – dem vil vi jo morderlig gerne have fat i, fordi de er meget betydningsfulde for, hvor godt børnene bliver integreret.
Men så er der, som hr.
Naser Khader var inde på, de højtkvalificerede.
Vi er på vej ud af krisen, og vi vil stadig væk få brug for højt kvalificeret arbejdskraft, også fra udlandet, og det er derfor, at integrationsloven nu understreger, at vi forventer noget af alle, og at vi meget klart nu i vores daglige integrationsarbejde i ministeriet kører ad de to spor:
det ene, at vi har nogle i Danmark, mest efterkommere, som skal integreres, og hvor det går bedre og bedre, specielt med pigerne, og det andet spor, at vi skal tiltrække de højtuddannede.
Så er det klart, at de i oppositionen – og med rette, det forstår jeg godt – selvfølgelig er kede af, at det forslag om valgret står i integrationsloven.
Man har prøvet at åle hr.
Naser Khader, og man kan også åle mig, for det er jo, som hr.
Naser Khader har sagt – og det ved jo alle, ikke mindst hr.
Dam Kristensen – at det her er et resultat af en aftale.
Der var noget, vi gerne ville have igennem, og det forelagde vi for Dansk Folkeparti.
Så sagde de:
Ja, men det koster selvfølgelig noget.
Og så har vi forhandlet om at få det bedst mulige resultat.
Alt er en afvejning, i forhold til hvordan man selv opnår det resultat, man selv ønsker.
Sådan er politik, det er der ikke noget mærkeligt i.
Men jeg vil bare understrege i forhold til fru Marianne Jelveds tale om diskrimination, at konventionerne siger, at vi kan kræve 5 års ophold, før vi giver valgret.
Jeg vil godt spørge fru Marianne Jelved direkte:
Jamen hvornår er det så ikke diskrimination?
Skal de have valgret, lige så snart de kommer ind ad døren, efter 1 år, efter 2 år?
Jeg har ikke hørt fru Marianne Jelved kalde 3 år for diskrimination.
Selvfølgelig er der en forskelsbehandling på danske statsborgere og udenlandske statsborgere, specielt når det drejer sig om valgret.
Det siger da sig selv.
Så hvad er det helt præcis for et forslag, fru Marianne Jelved kunne acceptere?
Og hvorfor er 3 år, som fru Marianne Jelved jo nu har accepteret i årevis og stadig væk accepterer, så ikke diskrimination, hvis 4 år er diskrimination?
Det er sådan nogle udtryk, der er fuldstændig ødelæggende for integrationsdebatten.
Jeg kan jo også høre, at det er, som om man forudsætter, at hvis ikke man får tidsubestemt opholdstilladelse, bliver man smidt ud.
Sådan er det jo ikke.
Så må man jo bare søge nogle flere gange, og der er nogle forskellige retsvirkninger knyttet til den manglende tidsubestemte opholdstilladelse, men man bliver jo ikke bare smidt ud.
Det er ikke en menneskeret at få en tidsubestemt opholdstilladelse.
Det er jeg altså nødt til at understrege.
Formålet med forslaget at stille nogle betingelser for at animere nogle flere til at få tidsubestemt opholdstilladelse hurtigere, mens andre må vente og nogle måske aldrig kan få det.
Det er der også nogle der mener er diskrimination.
Så må jeg bare spørge:
Er det også diskrimination, at der f.eks.
stilles krav til studentereksamen?
Er det diskrimination, at der er nogle, der er født mindre kloge end andre?
Er det diskrimination, at vi ikke er kunstnere alle sammen osv.
osv.?
Altså, den debat er efter min mening både skadelig og forvrænget.
Fru Marianne Jelved spørger, om det er den type samfund, som vi virkelig ønsker, og som hun redegør for her i anledning af valgret og tidsubestemt opholdstilladelse.
Derfor vil jeg spørge fru Marianne Jelved direkte, for danske vælgere er enormt interesseret i at vide det:
Hvad er det, der sker efter næste valg?
Og derfor synes jeg, nu hvor vi har den her store debat – det drejer sig trods alt om tre lovforslag med væsentlige ændringer – at vi kan få at vide, hvad det lige er for et samfund, fru Marianne Jelved vil have, når det drejer sig om udlændingepolitik.
Ja, så kan jeg læse partiprogrammet, men er det en betingelse for at gå i regeringssamarbejde med Socialdemokratiet?
Er det en betingelse for at være parlamentarisk grundlag for en socialdemokratisk regering eller en S-SF-regering?
Er det fru Marianne Jelveds krav, at man følger De Radikales partiprogram?
Jeg synes, at debatten i dag – også sidste gang, men meget tydeligt i dag – har tilkendegivet, at ingen af de fire oppositionspartier tør sige, hvor de egentlig står i udlændingedebatten.
Det synes jeg man skylder det samarbejdende folkestyre et svar på og også os andre, så vi har noget at forholde os til at diskutere, og ikke mindst vælgerne.
Jeg tror faktisk, at jeg selv mener hermed at have svaret på det, som jeg har noteret ned.