Nu vil jeg selvfølgelig meget nødig ødelægge den gode stemning, så jeg skal bestræbe mig på at have en positiv tilgang til det her lovforslag.
Det kan heller ikke udelukkes, at Enhedslisten vil stemme for, vil jeg sige.
Men altså, udgangspunktet for hele det her lovforslag, nemlig de regler, som EU har fastlagt, og som har betydet en øget tilgang af private operatører i jernbanetrafikken, er faktisk ikke noget, som vi synes er fornuftigt eller hensigtsmæssigt.
Efter vores opfattelse burde togtrafik, anlæg og vedligehold af infrastrukturen være samlet og være et offentligt anliggende.
Vi synes sådan set, at hvis vi kigger på de udbud, der har været nu, senest med Kystbanen, så er det svært at se den store positive effekt af det, for nu at udtrykke sig på forsigtigt jysk.
Men det er klart, at når man så har valgt bl.a.
efter påbud fra EU at sende togtrafikken i udbud, er der selvfølgelig en vis logik i, at der etableres en overvågningsfunktion, der kan se til, at regler og bestemmelser overholdes, og at operatørerne opfylder de kontrakter, de har indgået.
Det, som vi også synes kunne være interessant at man brugte sådan et nævn til at se på, var, at infrastrukturforvalterne ikke modarbejder operatører, der vil køre på strækninger, hvor DSB eller andre ikke ønsker at drive togtrafik, som det f.eks.
er tilfældet med Tønder-Tinglev-banen.
Her har flere operatører i årenes løb forsøgt at igangsætte godskørsel, men er blevet mødt med allehånde forhindringer, angiveligt fordi staten ikke vil investere i en genopretning af banen.
Vi har da også en forventning om, at Jernbanenævnet kan blive inddraget i at se på Kystbanen og Øresundstrafikken.
Så synes vi – det fremgår også af høringssvarene – at der er en lille smule diskussion om, hvordan man sikrer, at Jernbanenævnet får uafhængighed i forhold til Trafikstyrelsen.
Efter vores opfattelse opnås en sådan uafhængighed bedst, hvis nævnet får sit eget sekretariat, og ikke, som det fremgår af høringsnotatet, skal have adresse hos Trafikstyrelsen.
Vi mener sådan set, at uafhængighed i den her sammenhæng er en vigtig ting.
Men vi vil indgå konstruktivt og positivt i udvalgsarbejdet, og jeg har da faktisk en forventning om, at vi afslutningsvis godt kan stemme for det her lovforslag, i hvert fald særlig hvis vi kan få en lidt klarere afklaring af Jernbanenævnets uafhængighed i forhold til Trafikstyrelsen og ministeriet.