Det her lovforslag er blevet nødvendigt først og fremmest af én grund, og den grund er, at man har en klar målsætning om, at der skal udvindes så meget olie som muligt fra Nordsøen, og at det helst skal ske så hurtigt som muligt.
Det er et synspunkt, man har, på trods af at det sådan set er en almindelig erkendelse i den klimapolitiske debat, at en stor del af den olie og gas, som er i undergrunden, bør blive der.
Man kan så sige, at der i Danmark er politisk enighed om, at det i hvert fald ikke skal være den, der er inden for den danske sokkel i Nordsøen.
Enhedslisten synes, at det er uklogt at satse på en hurtig udvinding af olie fra Nordsøen.
Vi mener, at vi af miljø- og klimamæssige grunde skal tage det roligt, men vi synes også, det er relativt risikofrit.
Jeg har endnu ikke hørt nogen, som har haft det synspunkt, at olien skulle blive mindre værd i de kommende år.
Det er den første grund.
Vi er sådan set ikke særlig enige i den grundlæggende præmis for at fremsætte det her forslag og altså i det at have behov for at lave de her separationsfaciliteter.
Så det vil vi i hvert fald bore lidt i i udvalgsarbejdet.
Det andet er afskaffelsen af den her 5-procents-afgift, som man må få indtryk af aldrig har været brugt.
Man vil afskaffe den, lidt fordi den aldrig har været brugt, og lidt fordi den strider imod EU-reglerne.
Det sidste må jeg sige vi synes er et usædvanlig dårligt argument.
Det er heller ikke belyst sådan særlig grundigt, og man får indtryk af, at der er gjort nogle overvejelser om, at det
måske
er sådan.
Det synes vi ikke er nogen særlig grund til at afskaffe den her 5-procents-afgift.
Så kan vi i hvert fald konstatere, at DONG mener, at ud over den del, som kunne risikere at komme i statskassen, kunne de faktisk også risikere at gå glip af nogle indtægter af det her.
Det er ikke, fordi man skal bruge hele sit liv og megen energi på at forsvare DONG's økonomiske interesser, på trods af at det dog er staten, der ejer en ikke uvæsentlig andel af DONG, men et eller andet sted synes vi, at den her afgift på transit fjernes, uden at der bliver argumenteret særlig grundigt for det.
Så vores grundholdning til det her lovforslag er negativ.