Fremsat den 17. december 2009 af
Pernille Vigsø Bagge (SF), Eigil Andersen
(SF) og Ole Sohn (SF)
Forslag til folketingsbeslutning
om lige ret til orlov for begge forældre i
tilfælde af spædbarnsdød
Folketinget pålægger regeringen hurtigst muligt og
senest den 1. april 2010 at fremsætte lovforslag til
ændring af lov om barsel, således at faderen får
samme ret til orlov som moderen i tilfælde af
spædbarnsdød.
Bemærkninger til forslaget
Beslutningsforslaget er en uændret genfremsættelse
af beslutningsforslag nr. B 82, folketingsåret 2006-07, jf.
Folketingstidende 2006-07, forhandlingerne side 5571 ff og
tillæg A side 4843 og 4846. I løbet af de sidste 30-40
år er der sket meget med hensyn til fødsler. Hvor
fødslen tidligere blev betragtet som kvindens sag alene, er
fødslen i dag et anliggende for begge parter. De fleste
mænd deltager aktivt i fødslen som støtte for
den fødende kvinde, og mange par er fælles om omsorgen
for barnet efter fødslen. De nye diagnostiske
hjælpemidler bevirker også, at parret langt tidligere
end før knytter sig til barnet. Nakkefoldsscanning,
hjertelyd via doptone hos jordemoderen og ultralydsscanning giver
forældrene stærke sanselige indtryk af
barnet/børnene og medvirker til, at forældre opfatter
sig som forældre - ofte før kvinden har mærket
liv.
Når forældre mister spædbørn i dag,
betragtes det af sundhedspersonalet som en afgørende
begivenhed. Forældrene opmuntres til at tage det døde
spædbarn til sig og at tage afsked med det efter deres
individuelle ønsker og behov. Forældrene lærer
derigennem, hvad det vil sige for dem at være forældre
til deres døde spædbarn. Når forældrene
forholder sig sådan til deres døde spædbarn,
udgør tabet af spædbarnet ikke nogen trussel imod
kvindens psykiske helse.
Det er dokumenteret i en medicinsk doktorafhandling: Ingela
Rådestad. Att föda ett dött barn. Vården vid
förlossningen och kvinnans situation tre år efter
barnets död. Stockholm 1998.
Omgivelsernes reaktioner, herunder samfundets regler og
procedurer, er medbestemmende for forældrenes muligheder for
at være forældre til deres døde spædbarn.
Det afgørende er, at omgivelserne anerkender
forældrenes oplevelse af tab og sorg. Sker det ikke, bliver
forældrene dobbelttraumatiserede. De skal bære
både sorgen over deres døde spædbarn og
omgivelsernes mangel på forståelse.
Det er udmærket dokumenteret i en sociologisk
doktorafhandling.: Lars Rönnmark. Fallna löv. Om coping
vid förlust av små barn. Göteborg 1999.
Omgivelsernes holdning til forældrene er ofte bestemt af
forestillingen om, at sorg er noget, man kommer over - og at det
helst skal ske i højt tempo. Medvirkende til at opretholde
den forestilling, der ofte har sin basis i menneskers første
reaktion på det truende og ubehagelige i form af
fornægtelse og flugt, har været populære
fremstillinger af sorg og krise. Der har været tale om
gengivelse af teorier, der benævnes som
sorgarbejdshypotesen.
En oversigt over den omfattende sorgteoridannelse findes i:
Kari E. Bugge, Hilde Eriksen og Oddbjørn Sandvik (red.)
Sorg. Bergen 2003. Fagbokforlaget. Med støtte i
sådanne fremstillinger har lægfolk tit krævet af
forældrene, at de kommer videre, bliver sig selv igen og
får et erstatningsbarn.En glimrende gengivelse af
omgivelsernes forventninger findes hos: Louise Raaschou. I kan jo
altid få en ny. Om spædbarnsdød.
København 2002 Lindhardt og Ringhoff.
Det at være forældre til et dødt
spædbarn er en livsproces.
Susanne Østergaard. At miste et barn er en livsproces -
en bog om at være mor til et dødt spædbarn.
København 2005, Frydenlund. Sorgen er der altid. Den
forandrer karakter under de rette omstændigheder, så
den bliver til at leve godt med. Men det kræver tid og rum.
Her giver den nuværende lovgivning forældrene
forskellige vilkår og stiller sig derved hindrende i vejen
for, at forældrene sammen tager ansvar for denne
livsproces.
Ved spædbarnsdød har kvinden en reduceret
barselorlov, mens manden kun har 14 dages omsorgsorlov i
forbindelse med barslen. Moderen har i henhold til barsellovens
§ 13 ret til fravær i 14 uger, hvis barnet er
dødfødt eller dør inden den 32. uge efter
fødslen. Det indebærer, at kvinden får et vist
rum til at fordybe sig i sorgen. Manden derimod kommer efter 14
dage, der oftest er brugt til begravelsen og en række andre
praktiske ting, tilbage på arbejdspladsen, hvor der tit
stilles krav om 100 pct. effektivitet til ham. Han tvinges dermed
hurtigt videre.
Når han kommer hjem, mødes han ofte af kvinden,
der helt naturligt er ked af det. Jævnligt reagerer han med
at projicere det krav, han selv møder f.eks. på
arbejdspladsen til sig selv, over på kvinden. Han beskylder
hende for at dyrke sorgen, og meget ofte opfatter hun ham som
unødig kold og ufølsom.
Havde begge forældre ret til en orlov af samme
længde, ville forældrene, hvis de ønskede det,
sammen kunne bearbejde sorgen. Det ville give dem det bedste
udgangspunkt for et fortsat samliv. Desværre er det ikke
ualmindeligt, at forældre til et dødt spædbarn
opløser parforholdet, fordi de i sorgen glider fra hinanden.
Derfor bør forældre, som oplever
spædbarnsdød, tildeles de samme rettigheder til
barsel, så de kan støtte op om hinanden i den
svære periode, der automatisk opstår, når man
oplever spædbarnsdød.
Skriftlig fremsættelse
Pernille Vigsø
Bagge (SF):
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig
herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om lige
ret til orlov for begge forældre i tilfælde af
spædbarnsdød.
(Beslutningsforslag nr. B 97).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der
ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige
behandling.