B 9 Forslag til folketingsbeslutning om ændring af våbenlovens regler om besiddelse af kniv på offentligt tilgængelige steder m.v.

Udvalg: Retsudvalget
Samling: 2009-10
Status: Forkastet

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 08-10-2009

Fremsat: 08-10-2009

Fremsat den 8. oktober 2009 af Lone Dybkjær (RV), Margrethe Vestager (RV) og Morten Østergaard (RV)

20091_b9_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 8. oktober 2009 af Lone Dybkjær (RV), Margrethe Vestager (RV) og Morten Østergaard (RV)

Forslag til folketingsbeslutning

om ændring af våbenlovens regler om besiddelse af kniv på offentligt tilgængelige steder m.v.

Folketinget pålægger regeringen i indeværende folketingssamling at fremsætte de nødvendige lovforslag og foretage andre fornødne administrative ændringer, der skal sikre ophævelse af den nuværende ordlyd og tilsigtede skærpelse i våbenlovens § 10, stk. 2, og samtidig genindføre en lovgivning, som svarer til bestemmelserne i våbenlovens § 10, stk. 3, som indført ved lov nr. 217 af 31. marts 2004.


Endvidere slettes ordet »besidde« i den nugældende våbenlovs § 4, stk. 1, og ordlyden i § 4, stk. 1, som indført ved lov nr. 217 af 31. marts 2004 genindføres.


Bemærkninger til forslaget

Ved lov nr. 217 af 31. marts 2004 indførtes i våbenlovens § 10, stk. 3, en straffebestemmelse, såfremt man overtrådte forbuddet i § 4, stk. 1, mod at bære kniv eller dolk, hvilket medførte, at man som udgangspunkt straffedes med bøde, og hvis man tidligere var straffet, kunne straffen stige til fængsel i 2 år.


Ved Lov nr. 500 af 17. juni 2008 blev straffebestemmelsen skærpet, så det nu i våbenlovens § 10, stk. 2, hedder: »Overtrædelse af § 4, stk. 1, straffes med fængsel indtil 2 år, under særlig formildende omstændigheder dog med bøde.«


Efter den nugældende lovs forarbejder er der med ændringen tilsigtet en skærpelse af straffen, så der i førstegangstilfælde af overtrædelse af § 4, stk. 1, som altovervejende hovedregel fastsættes en kort ubetinget frihedsstraf på 7 dages fængsel.


Forslagsstillerne ønsker at genindføre de tidligere straffebestemmelser, så udgangspunktet igen er, at overtrædelse af det såkaldte knivforbud medfører en bødestraf og ikke som nu en ubetinget fængselsstraf.


Forslagsstillerne anerkender fuldt ud, at det ikke skal være tilladt at bære kniv, medmindre det har et anerkendelsesværdigt formål, som beskrevet i lovteksten, men bøde bør være udgangspunktet for at overtræde forbuddet, ikke fængselsstraf.


Ved lov nr. 55 af 24. juni 2005 indførtes i våbenlovens § 4, stk. 1, ordet »besidde« for at præcisere, at besiddelse af kniv eller dolk i f.eks. en bil på offentligt tilgængelige steder også er omfattet af forbuddet.


Forslagsstillerne ønsker ordet »besidde« slettet af lovteksten og en tekst som i § 4, stk. 1, som indført ved lov nr. 217 af 31. marts 2004 genindført.


§ 4, stk. 1, affattedes i 2004-loven således: »På offentligt tilgængelige steder, uddannelsessteder, i ungdomsklubber, fritidsordninger og lignende er det forbudt at bære kniv eller dolk, medmindre det sker som led i erhvervsudøvelse, til brug ved jagt, lystfiskeri eller sportsudøvelse eller har et andet lignende anerkendelsesværdigt formål. Forbuddet omfatter dog ikke foldeknive med en klinge på højst 7 cm, der ikke kan fastlåses i udfoldet position.«


Den sidste tids domme efter den nugældende våbenlovs bestemmelser har med al tydelighed vist, hvor uhensigtsmæssige de skærpede regler er. En glemt hobbykniv i en bil medfører 7 dage i fængsel. En simpel forglemmelse medfører en ubetinget fængselsstraf for en førstegangsforseelse for borgere, der aldrig tidligere har været i berøring med straffesystemet. Forslagsstillerne ønsker ikke, at gældende ret i Danmark skal være udformet, så sådanne afgørelser kan forekomme.


Skriftlig fremsættelse

Lone Dybkjær (RV):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:


Forslag til folketingsbeslutning om ændring af våbenlovens regler om besiddelse af kniv på offentligt tilgængelige steder m.v.

(Beslutningsforslag nr. B 9).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.