Betænkning afgivet af Retsudvalget
den 20. maj 2010
1. Udvalgsarbejdet
Beslutningsforslag nr. 7 blev fremsat den 7. oktober 2010 og
beslutningsforslag nr. 9 blev fremsat den 8. oktober 2010. Begge
forslag var til 1. behandling den 20. november 2010.
Beslutningsforslagene blev efter 1. behandling henvist til
behandling i Retsudvalget.
Møder
Udvalget har behandlet beslutningsforslagene i 3
møder.
Skriftlige henvendelser
Udvalget har i forbindelse med udvalgsarbejdet modtaget 1
skriftlig henvendelse fra Andreas Dahms.
Justitsministeren har over for udvalget kommenteret
henvendelsen.
Spørgsmål
Udvalget har stillet 4 spørgsmål til
justitsministeren til skriftlig besvarelse, som denne har
besvaret.
2. Indstillinger og politiske
bemærkninger
Et flertal i udvalget (V, S, DF og
KF) indstiller beslutningsforslagene til forkastelse.
Venstres, Socialdemokratiets, Dansk Folkepartis og Det
Konservative Folkepartis medlemmer af udvalget konstaterer, at der
efter Højesterets domme af 15. december 2009 skal foretages
en samlet konkret vurdering af omstændighederne i den enkelte
sag om besiddelse af kniv på offentligt tilgængeligt
sted, jf. våbenlovens § 4, stk. 1, med henblik på
at vurdere, om en frihedsstraf i et
førstegangstilfælde vil være urimelig i den
pågældende situation. Dette flertal har samtidig
noteret sig, at Rigsadvokaten, som beskrevet i justitsministerens
svar på spørgsmål 1 til B 9 på baggrund af
Højesterets domme ved Rigsadvokaten Informerer nr. 3/2010,
har udstedt nye retningslinjer for anklage-myndighedens behandling
af sådanne sager. Flertallet finder herefter ikke anledning
til at ændre våbenlovens regler på
området.
Et mindretal i udvalget (SF og
Christian H. Hansen (UFG)) vil stemme hverken for eller imod
beslutningsforslagene.
Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget ser med
beklagelse på den nugældende våbenlov, hvori der
står, at en overtrædelse af forbuddet mod at bære
kniv i det offentlige rum som altovervejende hovedregelskal
udløse 7 dages fængsel i
førstegangstilfælde. SF stemte imod loven på det
pågældende tidspunkt, da vi frygtede, at det ville
give anledning, til at tilfældige mennesker ville blive ramt
af loven, idet knive er husholdning- og arbejdsredskaber, der
medbringes på offentlige steder i hverdagen. Frygten
blev til virkelighed, da pressen kunne berette om mange sager med
personer, der kom i klemme og fik tildelt en
fængselsstraf. Dette førte imidlertid til, at
Højesteret fastlagde, at de undskyldelige
tilfælde skulle udløse bødestraf. SF er dog
ikke overbevist om, at vi ikke i fremtiden kan se uheldige sager
med fængselsstraf, og vi finder det rigtigst, at det lades op
til domstolene at udmåle straffen. Vores forslag er derfor,
at ændre lovbemærkningerne om, at »der som altovervejende
hovedregel skal gives en kort ubetinget frihedsstraf på
7 dages fængsel i førstegangstilfælde«
til, at »der kan idømmes en kort ubetinget
frihedsstraf på 7 dages fængsel i
førstegangstilfælde«, men at den konkrete
fastsættelse af straffen fortsat er op til en
konkretafgørelse hos domstolene, således at
domstolene har mulighed for det konkrete skøn i hver
enkelt sag.
Et andet mindretal i udvalget (RV,
EL og LA) indstiller beslutningsforslagene til vedtagelse uændret.
Det Radikale Venstres og Enhedslistens medlemmer af udvalget
vil gerne understrege, at uanset de to højesteretsdomme fra
december 2009 om fortolkningen af den seneste stramning af
våbenloven er der fortsat sket en utilstedelig
opstramning af området. Lovbemærkningerne er ikke
ændret, og den alt overvejende hovedregel er fortsat de 7
dages ubetinget fængsel for overtrædelse af
bestemmelserne om at bære kniv. RV og EL mener, at loven
derfor skyder med spredehagl for at ramme en lille del af
befolkningen, der udøver farlig vold ved brug af kniv i det
offentlige rum. Derfor er det ren og skær sund fornuft
at føre retstilstanden tilbage til loven fra 2004, da
stramningen efter det oplyste ikke har haft den nødvendige
effekt, men har dømt danskere til fængselsstraf, der
oprindelig blot skulle bruge kniven til at skære frugt
på en skovtur med familien. Dette viser den seneste
dom fra Østre Landsret, hvor den dømte fik en
bøde på 3.000 kr. Man kan spørge sig
selv, om det er det, politiet og domstolene skal bruge deres
ressourcer på eller de skal koncentrere sig om de alvorlige
sager og lade familiefædre på skovture i fred.
Derudover kan man endvidere diskutere konsekvenserne af
at fastsætte en minimumsstraf af den karakter i
lovbemærkninger, for sagerne viser med al tydelighed, at
selve systemet holder op med at tænke,
når domstolene i første omgang giver 7 dages
ubetinget fængsel i f.eks. ovennævnte sag.
Den automatisering af brugen af fængselsstraf i sig
selv underminerer folks tro på retssikkerhed og
retsstaten, og den sunde fornuft sættes over styr.
Inuit Ataqatigiit, Siumut, Tjóðveldisflokkurin og
Sambandsflokkurin var på tidspunktet for betænkningens
afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og
havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller
politiske udtalelser i betænkningen.
En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i
betænkningen.
Kim Andersen V
Kristian Pihl Lorentzen V Karsten Nonbo V
Peter Skaarup DF fmd.
Marlene Harpsøe DF Pia Adelsteen DF
Tom Behnke KF Christian H. Hansen UFG
Simon Emil Ammitzbøll LA Karen Hækkerup
S Maja Panduro S Mogens Jensen S Julie Skovsby S
Anne Baastrup SF nfmd.
Karina Lorentzen Dehnhardt SF Lone Dybkjær RV
Line Barfod EL
Inuit Ataqatigiit, Siumut,
Tjóðveldisflokkurin og Sambandsflokkurin havde ikke
medlemmer i udvalget.
Folketingets sammensætning |
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 47 | | Liberal Alliance (LA) | 3 |
Socialdemokratiet (S) | 45 | | Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 |
Dansk Folkeparti (DF) | 24 | | Siumut (SIU) | 1 |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 23 | | Tjóðveldisflokkurin (TF) | 1 |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 17 | | Sambandsflokkurin (SP) | 1 |
Det Radikale Venstre (RV) | 9 | | Uden for folketingsgrupperne | 3 |
Enhedslisten (EL) | 4 | | (UFG) | |
Bilag 1
Oversigt over
bilag vedrørende B 7
Bilagsnr.
| Titel
|
---|
1 | Orientering om domme afsagt i
Højesteret om knivsager |
2 | Udskrift af Østre Landsrets dombog
- dom afsagt den 26. april 2010 |
3 | 1. udkast til betænkning |
Oversigt over
spørgsmål og svar vedrørende B 7
Spm.nr. | Titel |
1 | Spm. om, i hvilket omfang
bødestraffe, som dem Højesteret nu har fastlagt vil
være hovedreglen i langt de fleste knivsager, kommer på
straffeattesten, til justitsministeren, og ministerens svar
herpå |
2 | Spm. om, hvis en offentligt ansat
får en bøde for overtrædelse af knivforbuddet,
som den Højesteret har fastsat, og det kommer på straffeattesten, vil det
så føre til, at den pågældende bliver
fyret, til justitsministeren, og ministerens svar herpå |
3 | Spm. om bøder for
overtrædelse af knivforbuddet, der blev givet før
skærpelsen af loven med minimumsstraf, kommer på
straffeattesten, til justitsministeren, og ministerens svar
herpå |
Oversigt over
bilag vedrørende B 9
Bilagsnr.
| Titel
|
---|
1 | Orientering om domme afsagt i
Højesteret om knivsager |
2 | Henvendelse af 3/2-10 fra Andreas
Dahms |
3 | 1. udkast til beretning |
4 | 1. udkast til betænkning |
Oversigt over
spørgsmål og svar vedrørende B 9
Spm.nr. | Titel |
1 | Spm. om kommentar til henvendelse af
3/2-10 fra Andreas Dahms, til justitsministeren, og ministerens
svar herpå |