Fremsat den 10. november 2009 af
Per Clausen (EL), Line Barfod (EL),
Johanne Schmidt-Nielsen (EL) og Frank Aaen (EL).
Forslag til folketingsbeslutning
om en valgkampsperiode på minimum 3
måneder op til en eventuel forbeholdsafstemning
Folketinget beslutter, at der skal foreligge en
valgkampsperiode på minimum 3 måneder, fra Folketinget
har vedtaget, at der skal udskrives folkeafstemning om afskaffelse
af EU-forbeholdene, til selve afstemningen finder sted.
Bemærkninger til forslaget
Befolkningen skal have en rimelig chance for at sætte
sig ind i emnet og deltage i en demokratisk debat forud for
afstemningen. En meget hurtig afstemning med en valgkampsperiode
på under 3 måneder kan hindre denne debat. Efter de
seneste års demokratiske krise i EU er det endnu mere
presserende, at der sikres tilstrækkelig tid omkring
afstemningerne.
Skriftlig fremsættelse
Per Clausen
(EL):
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig
herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om en
valgkampsperiode på minimum 3 måneder op til en
eventuel forbeholdsafstemning.
(Beslutningsforslag nr. B 49).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der
ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige
behandling.