Beretning afgivet af Miljø- og
Planlægningsudvalget den 21. april 2010
1. Udvalgsarbejdet
Beslutningsforslaget blev fremsat den 5. november 2009 og var
til 1. behandling den 3. december 2010. Beslutningsforslaget blev
efter 1. behandling henvist til behandling i Miljø- og
Planlægningsudvalget.
Møder
Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i 5
møder.
Spørgsmål
Udvalget har stillet 1 spørgsmål til
miljøministeren til skriftlig besvarelse, som denne har
besvaret.
2. Tilkendegivelse fra
miljøministeren
Miljøministeren har over for
udvalget tilkendegivet følgende:
»En lang række stoffer er mistænkt for at
have hormonforstyrrende effekter, og forskningsresultater viser, at
der bør tages hensyn til de såkaldte cocktaileffekter
for hormonforstyrrende stoffer, fordi både voksne og
børn bliver udsat for stoffer, der er mistænkt for at
være hormonforstyrrende fra en lang række kilder.
Miljøstyrelsen offentliggjorde i efteråret 2009 en
rapport, hvor 2-åriges udsættelse for udvalgte stoffer,
der er mistænkt for at være hormonforstyrrende, blev
undersøgt.
Parabener er effektive konserveringsmidler, men nogle af
parabenerne mistænkes dog for at være
hormonforstyrrende. EU's videnskabelige komite for
forbrugersikkerhed har vurderet, at brugen af methyl- og
ethylparaben er sikker i kosmetiske produkter, men for to andre
parabener, propyl- og butylparaben, har kommissionen længe
ventet på yderligere data fra industrien, før de kunne
foretage en endelig vurdering af sikkerheden af anvendelsen.
Propyl- og butylparaben var med i Miljøstyrelsens
undersøgelse af 2-åriges udsættelse for kemiske
stoffer, som viste, at der kan være en risiko, når
børn på 2 år anvender creme med disse to
parabener. Undersøgelsens resultater er baseret på de
studier, der viser de stærkeste hormonforstyrrende effekter
samt ekspertvurderinger på foreliggende data omkring
hudoptag. På baggrund af disse resultater valgte
Miljøministeren derfor, ud fra en forsigtig tilgang, at
anbefale, at 2-årige skal undgå propyl- og
butylparaben.
Ifølge oplysninger fra Europa-Kommissionen har
industrien primo januar 2010 afleveret nye data til
Kommissionen.
Beskyttelsen af både voksne og børn i forhold til
hormonforstyrrende stoffer er en topprioritet hos
miljøministeren.
For så vidt angår cocktaileffekterne har
regeringen været drivende kraft for, at det nu er lykkedes at
få EU til at fokusere på kombinationseffekter. Danmark
vil fortsætte arbejdet for, at kombinationseffekter kommer
til at indgå i relevante EU-reguleringer.
Der forventes en vurdering af propyl- og butylparabens
sikkerhed fra EU's videnskabelige komite for forbrugersikkerhed i
løbet af 2010. Fra dansk side vil de nye data blive
vurderet, så snart vurderingen offentliggøres af EU,
hvorefter udvalget vil blive inddraget.
Miljøministeren vil arbejde for, at Kommissionen
fremsætter det nødvendige forslag til regulering,
såfremt EU's videnskabelige komite for forbrugersikkerhed
vurderer, at propyl- og butylparaben udgør en risiko, og
vil, når vurderingen af de nye data foreligger, tage stilling
til, om der er grundlag for national regulering.
Hvis industrien ikke leverer fyldestgørende
dokumentation, der gør EU's videnskabelige komite for
forbrugersikkerhed i stand til at vurdere propyl- og butylparaben,
vil miljøministeren undersøge mulighederne for
nationale tiltag, herunder med opmærksomhed på, at de
alternative konserveringsmidler oftest er mere allergifremkaldende
end parabenerne.
Miljøministeren udarbejder beslutningsgrundlag
vedrørende regulering af propyl- og butylparaben i
løbet af 2010.«
3. Politiske bemærkninger
Et flertal i udvalget (udvalget
med undtagelse af V og KF) finder, at en lang række stoffer
er mistænkt for at have hormonforstyrrende effekter, og
forskningsresultater viser, at der bør tages hensyn til de
såkaldte cocktaileffekter for hormonforstyrrende stoffer,
fordi både voksne og børn bliver udsat for stoffer,
der er hormonforstyrrende, fra en lang række kilder.
Flertallet fremhæver den vigtige rolle, Center for
Hormonforstyrrende Stoffer spiller ved at igangsætte og
koordinere undersøgelser vedrørende
hormonforstyrrende stoffer. Centeret indsamler og opbygger ny viden
om hormonforstyrrende stoffer med særligt fokus på
danske forhold, som er målrettet myndighedernes forebyggende
arbejde. I den sammenhæng finder partierne det
væsentligt, at der også i fremtiden lægges stor
vægt på det oplysende arbejde. Miljøstyrelsen
offentliggjorde i efteråret 2009 en rapport, hvor
2-åriges udsættelse for udvalgte stoffer, der er
hormonforstyrrende, blev undersøgt.
Parabener er et konserveringsmiddel og hører til blandt
de hyppigst anvendte konserveringsmidler. De bruges i en lang
række fødevarer, i medicinske produkter og i kosmetik.
Parabeners funktion er at dræbe et stort antal bakterier og
gær- og mugsvampe og således sikre holdbarheden af
produktet. De seks hyppigst anvendte parabener betegnes
methylparaben, ethylparaben, propylparaben, isopropylparaben,
butylparaben og isobutylparaben. Parabenerne er optaget på
EU's prioriteringsliste over mulige hormonforstyrrende stoffer i
kategori 1, hvilket betyder, at de har vist klare tegn i
dyreforsøg for hormonforstyrrende egenskaber. Eksponering
for parabener kan derfor betyde misdannede kønsorganer og
dårlig sædkvalitet for drenges vedkommende, og piger
kan få bryster for tidligt og få svært ved
få børn.
Det er især kombinationseffekterne ved flere forskellige
kemikalier, som forskerne er bekymrede for. Forskerne mener, at
parabener, ftalater og pesticider er de tre hovedgrupper af
kemikalier, som er medvirkende til, at danske børn kommer
tidligere i puberteten, end deres forældre gjorde. På
Rigshospitalet oplever man i disse år en kraftig stigning i
antallet af børn, som skal behandles, fordi de kommer i
puberteten flere år før gennemsnittet. Nogle af de
skader, der sker, varer hele livet.
Børn har lettere ved at optage visse stoffer i kroppen,
da de har en anden adfærd og et andet aktivitetsniveau end
voksne. Et foster og et spædbarn har et mere følsomt
nervesystem, immunforsvar og forplantningssystem og tåler
derfor ikke de samme mængder som voksne.
Miljøstyrelsen gennemførte i perioden fra juli 2008
til september 2009 en undersøgelse af 2-åriges
udsættelse for kemiske stoffer via kontakt med
forbrugerprodukter. Undersøgelsen konkluderede bl.a., at de
bidrag, 2-årige modtager fra parabener - især propyl-
og butylparaben - udgør en risiko for forstyrrelser af
hormonsystemet. Børnenes eksponering for propyl- og
butylparaben kommer overvejende fra kosmetiske produkter.
Kosmetiske produkter er produkter som fugtighedscremer,
solcremer, shampoo, badeartikler, tandpasta og sæbe.
Derudover dækker kosmetik sminke til børn
(øjenskygge, lipgloss og læbestift), ansigtsmaling og
fastelavnssminke. Det er i dag tilladt og meget udbredt, at der
tilsættes parabener i kosmetikprodukter til børn,
på trods af at der findes ufarlige alternativer. De ufarlige
alternativer findes i dag i de miljømærkede
produkter.
Partierne opfordrer på den baggrund ministeren til at
arbejde for, at der i EU indføres et totalt stop for brug og
salg af kosmetik til børn, der indeholder parabener. I den
forbindelse opfordrer partierne ministeren til at tage kontakt med
de enkelte medlemslande og Europa-Kommissionen med henblik på
at sikre opbakning til et forbud i flest mulige lande og med
henblik på at få Europa-Kommissionen til at
fremlægge et forslag om forbud på EU-niveau.
Medmindre industrien inden den 1. oktober 2010
fremlægger dokumentation for, at disse stoffer er ufarlige,
suppleres bestræbelserne for at få indført et
forbud i EU med gennemførelsen af særregler i Danmark
for at sikre et nationalt forbud, indtil de skærpede regler
er indført i EU.
Et mindretal i udvalget (V og KF)
er enige i miljøministerens tilkendegivelse og
anfører herudover, at partiernes medlemmer af udvalget,
såfremt industrien ikke den 1. oktober 2010 har fremlagt
dokumentation for, at disse stoffer er ufarlige, vil sikre, at der
vil ske en drøftelse i udvalget om, hvilken regulering der
skal anvendes i Danmark, indtil de skærpede regler er
indført i EU.
P. u. v.Ida AukenFormand
Bilag 1
Oversigt over
bilag vedrørende B 46
Bilagsnr.
| Titel
|
---|
1 | Tidsplan for udvalgets behandling af
beslutningsforslaget |
2 | Miljøministerens
beretningsbidrag |
3 | 1. udkast til beretning |
4 | 2. udkast til beretning |
Oversigt over
spørgsmål og svar vedrørende B 46
Spm.nr. | Titel |
1 | Spm. om, hvad status er for den videre
afklaring, som ministeren ville foretage, jf. debatten under 1.
behandling, til miljøministeren, og ministerens svar
herpå |