B 33 Forslag til folketingsbeslutning om it-rygsække til ordblinde m.fl. forud for start på ungdomsuddannelser.

Udvalg: Uddannelsesudvalget
Samling: 2009-10
Status: Beretning afgivet

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 29-10-2009

Fremsat: 29-10-2009

Fremsat den 29. oktober 2009 af Christine Antorini (S), Kirsten Brosbøl (S), Carsten Hansen (S), Leif Lahn Jensen (S),  Bjarne Laustsen (S), Kim Mortensen (S) og Julie Skovsby (S)

20091_b33_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 29. oktober 2009 af Christine Antorini (S), Kirsten Brosbøl (S), Carsten Hansen (S), Leif Lahn Jensen (S),  Bjarne Laustsen (S), Kim Mortensen (S) og Julie Skovsby (S)

Forslag til folketingsbeslutning

om it-rygsække til ordblinde m.fl. forud for start på ungdomsuddannelser

Folketinget opfordrer undervisningsministeren til at ændre reglerne om bevilling af specialpædagogisk støtte for f.eks. ordblinde på ungdomsuddannelserne i form af en it-rygsæk, således at der sikres et bedre grundlag for, at eleverne, allerede når de starter på uddannelsen, har modtaget en it-rygsæk og nødvendig instruktion i anvendelsen heraf.


Bemærkninger til forslaget

Formål og indhold

Formålet med beslutningsforslaget er at fjerne lovgivningsmæssige hindringer for, at elever allerede i folkeskolens ældste klasser, efterskole, ungdomsskole og lign. kan få bevilget en it-rygsæk, som forberedelse til at kunne starte på en ungdomsuddannelse.


Undervisningsministeren har bekræftet, at der er et hul i lovgivningen, jf. UDU, 2008-09, alm. del - svar på spørgsmål 353-355, så der efter gældende regler ikke er lovgivningsmæssig hjemmel til at bevilge specialpædagogisk støtte (SPS) til elever på ungdomsuddannelser, herunder i form af it-rygsæk, før eleven er optaget på en ungdomsuddannelse.


Det er en helt unødvendig forhindring for at kunne hjælpe børn og unge, der f.eks. er ordblinde, så de er bedst muligt rustede til at kunne gennemføre en ungdomsuddannelse.


Samtidig bevilges der ved starten på en ungdomsuddannelse som standard kun 10 timers indføring i brugen af it-rygsækken. Flere unge har brug for op til 30 timer, og der bør kunne tages individuelt stilling fra starten til den nødvendige introduktion, uden at det kræver flere ansøgningsrunder og dermed afbrud i den nødvendige hjælp til den unge.


It-rygsæk er et begreb, der dækker over, at f.eks. en ordblind har brug for en samlet løsning, som vedkommende kan tage med sig og bruge i forskellige sammenhænge, og som bl.a. kan omfatte computer, mobiltelefon, GPS, håndscanner eller scannerpen, særligt tilrettede undervisningsmaterialer m.m.


Beslutningsforslaget opfordrer undervisningsministeren til at ændre reglerne, således at ansøgning om og bevilling af SPS i form af særlige hjælpemidler, f.eks. it-rygsæk, og instruktion i brugen heraf kan ske allerede fra det tidspunkt, hvor uddannelsesinstitutionen modtager ansøgning om optagelse på uddannelsen.


Elever i grundskolens ældste klasser, som ønsker at påbegynde en ungdomsuddannelse, skal senest den 15. marts udfylde et ansøgningsskema, som af skolen fremsendes til den institution, hvor eleven søger optagelse.


Beslutningsforslaget sikrer således et bedre grundlag for, at elever, som har behov for det, f.eks. ordblinde, kan modtage en it-rygsæk og instruktion i anvendelsen heraf, inden eleven starter på en ungdomsuddannelse.


Økonomi

Det vurderes, at de økonomiske konsekvenser af forslaget er beskedne. De unge skal alligevel have en it-rygsæk, når de starter på en ungdomsuddannelse. Forslaget fremrykker tidspunktet for, hvornår de kan modtage it-rygsækken.


Gældende regler

Specialundervisning i folkeskolen gives til elever, hvis udvikling kræver særlig hensyntagen eller støtte. Dette kan også omfatte en it-rygsæk. Specialundervisningen i folkeskolen er et kommunalt ansvar. Der er intet krav om, at it-rygsækken skal følge eleven i en ungdomsuddannelse.


Det fremgår af lovgivningen om ungdomsuddannelser m.v., bl.a. § 29 i lov om erhvervsuddannelser, at elever, der har behov for det, skal gives specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand, og at undervisningsministeren fastsætter nærmere regler herom.


De nærmere regler er fastsat i bekendtgørelse nr. 873 af 1. september 2008 om særlige tilskud til specialpædagogisk bistand ved ungdomsuddannelser m.v. Her fremgår, at uddannelsesinstitutionerne kan få særlige tilskud til institutionernes udgifter til elever, der skal have tilbud om specialpædagogisk bistand. Styrelsen for Statens Uddannelsesstøtte administrerer de særlige tilskud.


Den specialpædagogiske støtte skal tilrettelægges i samarbejde med eleven på en sådan måde, at eleven kan deltage fuldt ud i den almindelige undervisning og i prøver og eksaminer. SPS kan ydes til forskellige former for støtte, herunder hjælpemidler, f.eks. it-rygsæk, og instruktion i brug heraf.


Uddannelsesinstitutionen kan efter ansøgning få SPS til elever, der er optaget på og gennemgår en uddannelse og er uddannelsesaktive. Det betyder, at uddannelsesinstitutionen ikke kan søge om SPS og Styrelsen for Statens Uddannelsesstøtte ikke kan bevillige tilskuddet, før eleven er optaget på uddannelsen. Det indebærer en risiko for, at nødvendig støtte især i forhold til anvendelsen af hjælpemidler som it-rygsæk ikke er til stede, når eleven starter på uddannelsen.


Skriftlig fremsættelse

Christine Antorini (S):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:


Forslag til folketingsbeslutning om it-rygsække til ordblinde m.fl. forud for start på ungdomsuddannelser.

(Beslutningsforslag nr. B 33).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.