B 248 Forslag til folketingsbeslutning i henhold til grundlovens § 47 med hensyn til Statsregnskabet for finansåret 2008

Af: Finansudvalget (FIU)
Udvalg: Finansudvalget
Samling: 2009-10
Status: Vedtaget

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 20-05-2010

Fremsat: 20-05-2010

Betænkning afgivet af Finansudvalget den 20. maj 2010

20091_b248_som_fremsat.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Finansudvalget den 20. maj 2010

Betænkning og indstilling

vedrørende

den af statsrevisorerne afgivne betænkning over statsregnskabet for finansåret 2008

1. Udvalgsarbejdet

Statsrevisorerne afgav den 18. marts 2010 den endelige betænkning over statsregnskabet for finansåret 2008 og foretog i overensstemmelse med grundlovens § 47, stk. 3, indstilling til Folketingets beslutning med hensyn til statsregnskabet for finansåret 2008. Statsrevisorerne indstillede i lighed med tidligere år, at statsregnskabet godkendes.


Møder

Finansudvalget påbegyndte behandlingen af endelig betænkning den 22. april 2010 og har behandlet betænkningen samt de af statsrevisorerne afgivne beretninger i 6 møder.


Spørgsmål

Udvalget har løbende behandlet statsrevisorernes beretninger og de rigsrevisorrapporter, der ligger til grund for disse, efterhånden som de har foreligget. Udvalget har herudover i forbindelse med gennemgangen af de årlige bevillingsforslag stillet spørgsmål til eller anmodet om samråd med ministre, hvor der har været anledning hertil.


Bilag

Oversigt over bilag til betænkning og indstilling over den af statsrevisorerne afgivne betænkning over statsregnskabet for finansåret 2008.


2. Politiske bemærkninger

Finansudvalget har i 2008 anmodet statsrevisorerne om at foranledige, at Rigsrevisionen undersøgte to konkrete sager:


a) TV 2/Danmark A/S' økonomi

Kulturministeren oversendte den 10. juni 2008 fortroligt aktstykke Q, hvori ministeren anmodede om tilslutning til genudlån af statslån til TV 2/Danmark A/S. Finansudvalget afholdt samråd den 23. juni med kulturministeren og tiltrådte herefter aktstykket. Finansudvalget rettede herefter henvendelse til statsrevisorerne med anmodning om, at statsrevisorerne foranledigede en revisionsmæssig undersøgelse og bedømmelse af TV 2/Danmark A/S' økonomi i overensstemmelse med § 3 i lovbekendtgørelse nr. 3 af 7. januar 1997 om revisionen af statens regnskaber. Statsrevisorernes beretning om sagen - nr. 13/08 - blev afgivet den 20. maj 2009. Beretningen viste, at TV 2's økonomiske problemer primært skyldtes dårlig ledelse og utilfredsstillende økonomistyring hos den tidligere direktion og bestyrelse samt utilstrækkelig revision. Kulturministeren blev herudover kritiseret for at være for passiv i rollen som ejer af TV 2. Finansudvalget drøftede beretningen på et møde den 28. maj 2009. Der var enighed om, at Rigsrevisionens undersøgelse havde været nyttig og nødvendig. Finansudvalget fandt herudover, at der var behov for en videre opfølgning på beretning 13/08, og at denne bedst blev sikret, ved at sagen blev behandlet som en revisionssag efter den i rigsrevisorlovens § 18 foreskrevne procedure. Denne sag er på indeværende tidspunkt ikke afsluttet. Finansudvalget vil følge udviklingen i revisionssagen nøje. Finansudvalget afholdt som opfølgning på beretning 13/08 den 23. juni 2009 samråd med kulturministeren og finansministeren. Beretningen gav kulturministeren anledning til en række tiltag, herunder iværksættelse af en granskningsundersøgelse af TV 2. Finansudvalget havde den 20. august 2009 samråd med kulturministeren om kommissoriet for undersøgelsen. Granskningen blev herefter gennemført, og rapporten herom fra december 2009 vurderede, at visse forhold var ansvarspådragende for den daværende konstituerede direktør og den daværende bestyrelse, men at der ikke var grundlag for at rejse et erstatningskrav. Et eksternt, uafhængigt revisionsfirma har i samarbejde med kammeradvokaten vurderet, at TV 2 ikke har lidt et økonomisk tab. Finansudvalget havde den 28. januar 2010 på ny samråd med kulturministeren om granskningsundersøgelsen. Ud over ovennævnte samråd har Finansudvalget løbende stillet en lang række spørgsmål til skriftlig besvarelse til kulturministeren om sagen vedrørende TV 2's økonomi.


b) Finanstilsynets aktiviteter i forhold til Roskilde Bank A/S

Finansudvalget modtog den 23. juli 2008 fra økonomi- og erhvervsministeren akt 199 om tilslutning til at yde statsgaranti til dækning af Danmarks Nationalbanks eventuelle tab på den likviditetstilførsel, som Nationalbanken ydede ekstraordinært til Roskilde Bank A/S. Udvalget afholdt på baggrund heraf to samråd med økonomi- og erhvervsministeren den 21. august og den 4. september 2008. Finansudvalget tiltrådte aktstykket den 4. september og rettede herefter henvendelse til statsrevisorerne, med henblik på at disse foranledigede en undersøgelse af Finanstilsynets virksomhed generelt og specifikt, for så vidt angik sagerne vedrørende Roskilde Bank og Bank Trelleborg. Statsrevisorernes beretning om sagen - nr. 14/08 - blev afgivet den 17. juni 2009. Den viste, at Finanstilsynet havde ført tilsyn med Roskilde Bank A/S i overensstemmelse med tilsynets daværende retningslinier, og at man var opmærksom på bankens problemer. Statsrevisorerne fandt det dog særdeles kritisabelt, at Finanstilsynet ikke havde fastholdt sine skøn over bankens solvensbehov og ikke systematisk havde fulgt op på bankens opfølgning på tilsynets påbud og risikooplysninger. Finansudvalget drøftede herefter på et møde den 25. juni 2009 beretningen. Finansudvalget fandt, at der var behov for en videre revisionsmæssig opfølgning på beretning 14/08, og at denne bedst blev sikret, ved at sagen blev behandlet efter den i Rigsrevisorlovens § 18 foreskrevne procedure. Økonomi- og erhvervsministeren har som opfølgning på beretningen, bl.a. ved lov nr. 67 af 3. februar 2009 om statsligt kapitalindskud i kreditinstitutter, skabt mulighed for, at borgere og virksomheder kan få bedre indsigt i penge- og realkreditinstitutternes solvens og eventuelle påbud fra Finanstilsynet. Revisionssagen er på indeværende tidspunkt ikke afsluttet, og statsrevisorerne og Finansudvalget vil nøje følge sagen, herunder styrkelsen af Finanstilsynet og afviklingen af Roskilde Bank A/S. Finansudvalget har herudover den 12. august 2009 haft samråd med økonomi- og erhvervsministeren om konsekvenserne af den kritik af Finanstilsynets virksomhed, som blev fremført i beretning 14/08. På samrådet oplyste ministeren, at hun ville bede en uvildig advokat vurdere, hvorvidt der burde indledes en egentlig undersøgelse af, om der kunne placeres et tjenstligt ansvar i Finanstilsynet. Efter afholdelse af samråd herom den 20. november 2009 har et flertal i udvalget den 3. december 2009 tiltrådt ministerens udkast til kommissorium. Ud over ovennævnte samråd har Finansudvalget løbende stillet en lang række spørgsmål til skriftlig besvarelse til kulturministeren om sagen vedrørende Finanstilsynet.


Finansudvalget finder det herudover positivt, at Rigsrevisionens erklæring om revisionen af EU-midler i 2008 og fremover afgives i en særlig beretning. Beretning nr. 18/2008 om revisionen af EU-midler i Danmark i 2008 kan således være et bidrag til arbejdet med at forbedre administrationen og kontrollen med EU-midler.


Finansudvalget forudsætter, at ovennævnte bemærkninger og den i de øvrige beretninger afgivet af statsrevisorerne samt i endelig betænkning herudover rejste kritik allerede har givet de berørte ministerier og styrelser anledning til dybtgående overvejelser om en forbedring på de punkter, som omfattes af kritikken.


3. Indstillinger

Udvalget indstiller herefter i overensstemmelse med statsrevisorerne følgende:


Forslag til folketingsbeslutning


i henhold til grundlovens § 47 med hensyn til


Statsregnskabet for finansåret 2008


Statsregnskabet for finansåret 2008 godkendes.


En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.


Torsten Schack Pedersen V Flemming Damgaard Larsen V nfmd. Karsten Lauritzen V Kim Andersen V Jacob Jensen V Kristian Thulesen Dahl DF fmd. Tina Petersen DF Mike Legarth KF Jakob Axel Nielsen KF Morten Bødskov S Klaus Hækkerup S Jens Peter Vernersen S Ole Sohn SF Nick Hækkerup S Jesper Petersen SF Morten Østergaard RV Frank Aaen EL

Liberal Alliance, Inuit Ataqatigiit, Siumut, Tjóðveldisflokkurin og Sambandsflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Folketingets sammensætning
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)
47
 
Liberal Alliance (LA)
3
Socialdemokratiet (S)
45
 
Inuit Ataqatigiit (IA)
1
Dansk Folkeparti (DF)
24
 
Siumut (SIU)
1
Socialistisk Folkeparti (SF)
23
 
Tjóðveldisflokkurin (TF)
1
Det Konservative Folkeparti (KF)
17
 
Sambandsflokkurin (SP)
1
Det Radikale Venstre (RV)
9
 
Uden for folketingsgrupperne
3
Enhedslisten (EL)
4
 
(UFG)
 


 

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende B 248


Bilagsnr.


Titel


§ 7 - 19
Finansudvalgets behandling af statsrevisorernes endelige betænkning over statsregnskabet for 2008
§ 7 - 22
1. Udkast til betænkning og indstilling