Fremsat den 26. april 2010 af
Peter Skaarup (DF), Pia Adelsteen (DF),
René Christensen (DF),
Kim Christiansen (DF),
Kristian Thulesen Dahl (DF),
Marlene Harpsøe (DF) og Pia Kjærsgaard (DF)
Forslag til folketingsbeslutning
om skærpelse af straffeloven
Folketinget opfordrer regeringen til inden udgangen af
indeværende kalenderår at fremsætte et eller
flere lovforslag, der indeholder følgende initiativer:
- indførelse
af minimumsstraffe for straffelovsovertrædelser, stop for
strafrabat ved flere overtrædelser af straffeloven samt
markant skærpede straffe for gentagne overtrædelser af
straffeloven. I forbindelse med sidstnævnte foreslås,
at mulighed for prøveløsladelse indstilles allerede
anden gang en person overtræder straffeloven, og ved tredje
overtrædelse af straffeloven skal strafferammen udnyttes
fuldt ud.
- ændring af
straffeloven, der får den virkning, at den
omstændighed, at et røveri er begået i et privat
hjem, medfører, at røveriet betragtes som
værende af særlig grov beskaffenhed, og at der
fastsættes en minimumsstraf på f.eks. 4 års
fængsel for denne type røveri.
- udvidelse af
begrebet medvirken, således at hvor det ikke er muligt at
udpege gerningsmanden ved særlig alvorlige
straffelovsovertrædelser, dømmes alle medvirkende for
den konkrete forbrydelse. Subsidiært foreslås, at
justitsministeren lader Straffelovrådet udarbejde et udkast
til en lovændring, som i højere grad end nu gør
det muligt at straffe for medvirken ved
straffelovsovertrædelser.
Ovenstående strafskærpelser skal finde anvendelse
på straffelovsovertrædelser, hvor der i dag er en
strafferamme på seks år eller mere.
Bemærkninger til forslaget
En del af beslutningsforslaget er en delvis
genfremsættelse af et beslutningsforslag nr. B 117,
folketingsåret 2007-08, 2. samling, Folketingstidende
tillæg A side 6340 og 6336, tillæg B side 1283 og
folketingets forhandlinger side 4686 og 6175.
Danmark er et relativt fredeligt og harmonisk samfund, der dog
gennem de senere år er blevet ramt af kriminalitetsformer og
en grænseoverskridende adfærd af en karakter, som vi
ikke har kendt til i tidligere tider. Efter forslagsstillernes
opfattelse afspejler det hidtidige strafniveau i sager om
personfarlig kriminalitet ikke i tilstrækkelig grad den
krænkelse af offeret, der finder sted. Forslagsstillerne
finder ligeledes, at der har udviklet sig et alt for stort
spænd mellem de faktisk udmålte straffe og
strafferammerne for personfarlig kriminalitet. Desuden
idømmes der ofte langt lavere straffe i voldtægtssager
og sager om seksuelle overgreb mod børn, end der gør
i mange sager om ikke-personfarlig kriminalitet. Derfor bør
der indføres minimumsstraffe for visse former for
personfarlig kriminalitet.
Reglerne for prøveløsladelse bør
ændres, således at muligheden for
prøveløsladelse bortfalder ved alvorlig
gentagelseskriminalitet. Tredje gang man overtræder en
straffelovsbestemmelse, der kan give op til 6 år eller mere,
skal strafferammen udnyttes fuldt ud.
Desuden foreslås en udvidelse af straffelovens
bestemmelse om medvirken ved lovovertrædelser, således
at hvor det ikke er muligt at udpege gerningsmanden ved
særligt alvorlige straffelovsovertrædelser,
dømmes alle medvirkende for den konkrete forbrydelse.
Subsidiært kan Straffelovrådet udarbejde et udkast til
en lovændring, der i højere grad gør det muligt
at straffe for medvirken ved overtrædelser af
straffeloven.
De foreslåede strafskærpelser skal finde sted
på overtrædelser af straffeloven, hvor der i dag er
mulighed for at idømme frihedsstraffe på mindst seks
år.
Strafskærpelsen i 2002
I erkendelse af, at der idømtes alt for lave straffe
for personfarlig kriminalitet, satte Venstre, de Konservative og
Dansk Folkeparti med støtte fra andre partier
strafferammerne for disse former for kriminalitet op kort efter
systemskiftet i 2001. I februar 2002 fremsatte justitsministeren L
118 - Forslag til lov om ændring af straffeloven,
retsplejeloven og færdselsloven. Loven, som blev vedtaget i
maj 2002, hævede strafferammerne for voldtægt, vold,
samleje med barn under 15 år, uagtsomt manddrab, uagtsom
betydelig legemsbeskadigelse, forsætlig fareforvoldelse,
biltyveri, grov forstyrrelse af ro og orden, menneskesmugling og
menneskehandel m.v.
Der var i flere tilfælde tale om markante
strafskærpelser. Her følger nogle eksempler på
skærpelser af straffeloven i 2002:
- § 216, stk.
1 (voldtægt) fra 6 år til 8 år
- § 216, stk.
2 (voldtægt af særlig grov karakter) fra 10 år
til 12 år
- § 222, stk.
1 (samleje med barn under 15 år) fra 6 år til 8
år
- § 222, stk.
2 (samleje med barn under 15 år - særlig grov karakter)
fra 10 år til 12 år
- § 244
(simpel vold) fra 1½ år til 3 år
- § 245
(alvorlig vold) fra 4 år til 6 år
- § 246
(særlig alvorlig vold) fra 8 år til 10 år
Udviklingen i den gennemsnitlige længde (antal
måneder) af de ubetingede fængselsstraffe for
voldtægt og samleje med børn fra 2001 til 2008 er
følgende:
| | 2001 | 2002 | 2003 | 2004 | 2005 | 2006 | 2007 | 2008 |
§ 216 | 14,9 | 16,8 | 20,8 | 24,3 | 20,8 | 26,2 | 20,3 | 23,0 |
§ 222, stk. 1 | 15,0 | 13,6 | 21,7 | 17,6 | 9,3 | 10,3 | 12,2 | 11,9 |
§ 222, stk. 2 | 17,7 | 21,0 | 17,1 | 17,4 | 16,1 | 17,9 | 23,5 | 19,3 |
Kilde: Justitsministerens besvarelse af spørgsmål
nr. 5 af 30. april 2007 og spørgsmål nr. 65 af 20.
januar 2010 fra Folketingets Retsudvalg.
Ifølge ovenstående tal er den gennemsnitlige
straflængde for voldtægt steget noget siden
strafskærpelserne i 2002. Dette gør sig tilsyneladende
ikke gældende, når det kommer til seksuelle overgreb
mod børn. Her er der faktisk sket et fald i den
gennemsnitlige straflængde for personer, der er dømt
efter § 222 stk. 1. Straflængden steg fra 15
måneder i 2001 til 21,7 i 2003. Herefter er der sket et
markant fald til blot 11,9 måneder i 2008 på trods af,
at strafferammen er på 8 år. Straflængden for den
hårdere pædofiliparagraf, der kan give op til 12
års fængsel, har svinget betydeligt i den
mellemliggende periode.
Antallet af domme varierer meget år for år, og der
kan være store forskelle på sagerne, som har
indflydelse på varigheden af de idømte domme. Dette
kan forklare en del af variationerne i den gennemsnitlige
straflængde fra år til år. Men det ændrer
ikke ved, at straflængden for voldtægt og seksuelle
overgreb mod børn ligger langt under straffelovens rammer.
Det er dybt beklageligt, at der er sket et decideret fald i
gennemsnitsstraffen for overtrædelse af straffelovens §
222 stk. 1.
Udviklingen i længden af ubetingede
fængselsstraffe for vold (antal dage) 2001, 2004 og 2008 er
følgende:
| | 2001 | 2004 | 2008 |
§ 244 | 69 | 81 | 81 |
§ 245 | 188 | 219 | 228 |
§ 246 | 1521 | 1839 | 1440 |
Kilde: Justitsministeriets Forskningsenhed juni 2009
Det fremgår, at den gennemsnitlige længde af de
ubetingede frihedsstraffe for vold steg efter
strafskærpelserne i 2002. Men den seneste tendens, jf. de
seneste tal fra Justitsministeriets Forskningsenhed, kunne tyde
på, at vi igen er på vej i den forkerte retning.
Ovenstående tabel viser i hvert, fald at den gennemsnitlige
straflængde for straffelovens § 246 er faldende, og at
straflængden for overtrædelse af § 245 kun er
steget meget svagt. Netop disse to straffelovsparagraffer er
omfattet af indeværende beslutningsforslag.
Under alle omstændigheder er de faktisk udmålte
straffe i forbindelse med overtrædelser af straffeloven alt
for lave. Det skyldes, at domstolene slet ikke udnytter
strafferammernes muligheder, hvilket fremgår meget tydeligt
af ovenstående. Straffeloven giver mulighed for at
idømme pædofile helt op til 12 års fængsel
i særlig grove tilfælde, men den gennemsnitlige
fængselsstraf har svinget omkring 1½ år siden
2001. Alvorlig vold (§ 245), som kan give op til 6 års
fængsel, giver i gennemsnit langt under 1 år.
Eksempler på domme
De lave straffe for personfarlig kriminalitet sættes
yderligere i perspektiv, når der sammenlignes med domme for
lovovertrædelser af ikke-personfarlig kriminalitet.
Eksempler på straffe for voldtægt og samleje med
børn (Kilde: Rigsadvokaten Informerer Nr. 17/2007).
- En 40-årig
mand idømmes 6 måneders fængsel for anden
kønslig omgang end samleje med sin 4-årige datter,
idet han fik hende til at sutte på hans lem (Dom 18 - Nyborg
Rets dom af 21. september 2006).
- Fængselsdom
i 1 år og 9 måneder for seksuelle overgreb mod to
brødre på henholdsvis 10-11 år og 6 år.
Den dømte havde ved flere lejligheder seksuelt samkvem med
drengene - herunder to tilfælde af analt samleje (Dom 50 -
Højesterets dom af 26. oktober 2006 (U2007.258H).
- En mand i
fyrrerne idømmes 2 år og 6 måneders
fængsel for i mindst tre tilfælde at have haft samleje
med sin datter, fra hun var 9-13 år samt flere tilfælde
af anden kønslig omgang end samleje (Dom 31 - Østre
Landsrets ankedom af 21. september 2006).
- I 2006
dømtes en 46-årig mand 3 år og 9 måneders
fængsel for bl.a. mindst 50 gange at have haft samleje med
sin datter da hun var i alderen 11-15 år (Dom 35 - Vestre
Landsrets ankedom af 12. december 2006 (TfK2007.211V).
- En mand i
fyrrerne idømmes 6 års fængsel for seksuelt
misbrug af sin steddatter. Den dømte havde talrige gange
samleje med sin steddatter, da hun var i aldersgruppen 9-15
år (Dom 36 - Østre Landsrets nævningedom af 20.
september 2006 (TfK2006.786Ø).
- 2 års
fængsel for overfaldsvoldtægt. En 34-årig
buschauffør tvang en blot 15-årig pige til oral- og
analsex (Dom 4 - Østre Landsrets ankedom af 22. marts
2007).
- 3 års
fængsel for gruppevoldtægt. Tre personer på
henholdsvis 18 år, 26 år og 41 år passede en
kvinde op på gaden og slæbte hende ind i et buskads,
hvorefter mindst to af de tre voldtog hende på skift, mens de
andre holdt hende (Dom 8 - Østre Landsrets ankedom af 14.
november 2006).
Til sammenligning kan nævnes, at Vestre Landsret
idømte den tidligere Tvind-talsmand Poul Jørgensen
2½ års ubetinget fængsel den 20. januar 2009 for
medvirken til underslæb for omkring 15 mio. kr. og skattesvig
for omkring 21 mio. kr. Endvidere kan nævnes, at Klaus
Riskær Pedersen i juni 2008 blev idømt 6 års
ubetinget fængsel for bl.a. bedrageri og mandatsvig.
Entreprenør Kurt Thorsen blev i 2002 idømt 6
års fængsel for dokumentfalsk og bedrageri, og
direktør i PFA Byg, Rasmus Trads, blev i 2002 idømt 4
års fængsel for dokumentfalsk og bedrageri.
Minimumsstraffe, stop for strafrabat og skærpede
straffe
Efter systemskiftet i 2001 gennemførtes en
skærpelse af lovgivningen med henblik på at øge
straffen for personfarlig kriminalitet. Denne skærpelse var
en nødvendighed efter mange år med en slap retspolitik
og eftergivenhed over for hårdkogte kriminelle.
På trods af strafskærpelsen er der stadig tale om
forholdsvis korte straffe. Dette står meget tydeligt,
når man sammenligner nogle specifikke domme for nogle af de
allerværste former for personfarlig kriminalitet - seksuelle
overgreb og voldtægt - med nogle af de fængselsdomme,
der idømmes folk, der har begået økonomisk
relateret kriminalitet. En form for kriminalitet, der alt andet
lige må betegnes som ikke-personfarlig.
Kurt Thorsen og Klaus Riskær blev begge idømt
seks års fængsel. Er deres forbrydelser virkelig lige
så alvorlig, som den stedfar der talrige gange havde
voldtaget sin 6-årige steddatter? Eller hvad med
ovennævnte gruppevoldtægt - er det rimeligt, at de tre
voldtægtsforbrydere får en lavere straf end Rasmus
Trads?
Strafferammerne er hævet for personfarlig kriminalitet.
Men disse rammer udnyttes sjældent af dommerne. Folketinget
kan ikke længere nøjes med at sende et signal til
domstolene om, at der ønskes højere straffe, for der
lyttes ikke særlig meget til disse signaler. Det giver ingen
mening, at der er en strafferamme på 6 års ubetinget
fængsel for grov vold (§ 245), når den
gennemsnitlige straflængde er 228 dage, svarende til en
udnyttelse af strafferammen på 10,4 pct. Strafferammen for
den hårde pædofilibestemmelse, jf. straffelovens §
222, stk. 2, kan give op til 12 års fængsel. Men
gennemsnittet i 2008 var på 19,3 måneder, eller 1,61
år. Det svarer til en udnyttelse af strafferammen på
13,4 pct. For den milde pædofilibestemmelse, § 222, stk.
1, i straffeloven, som kan give op til 8 års fængsel,
gives i gennemsnit straffe på 11,9 måneder svarende til
en udnyttelse af strafferammen på 12,4 pct.
Forslagsstillerne mener derfor, at der bør
indføres minimumsstraffe for visse former for personfarlig
kriminalitet. Det foreslås, at brugen af minimumsstraffe skal
gælde for overtrædelser af straffeloven, hvor der i dag
er en strafferamme på seks år eller mere. På den
måde inkluderes alle sager om grov vold, røverier i
private hjem, voldtægt og seksuelle overgreb mod børn
og lignende sager, mens mindre alvorlige sager som f.eks. simpel
vold, jf. straffelovens § 244, er undtaget fra
indeværende beslutningsforslags bestemmelser.
Forslagsstillerne er villige til at drøfte varigheden
af minimumsstraffen for overtrædelse af de forskellige
bestemmelser i straffeloven med Folketingets øvrige partier.
Det er normal praksis at give forbrydere rabat, hvis de har
begået flere lovovertrædelser. Sådan er det i en
række lande. Rabatordningen gælder dog ikke alle
lovovertrædelser. Hvis man f.eks. kører for
stærkt og samtidig kører uden sikkerhedssele,
får man fuld bøde for begge overtrædelser. I
dette tilfælde er der tale om absolut akkumulation. Omvendt
forholder det sig, hvis man begår personfarlig kriminalitet.
En sexforbryder som f.eks. har begået tre overgreb mod en
lille pige, vil typisk kun få en straf, der svarer til to
overgreb.
Som hovedregel bør det være således, at
sanktioner ved overtrædelse af straffeloven skærpes
markant i gentagelsestilfælde. Der er intet nyt i, at
førstegangsovertrædere straffes mindre hårdt end
vaneforbrydere. Forslagsstillerne ønsker dog, at der
strammes op, således at straffen skærpes markant
allerede anden gang en person overtræder straffeloven. Det
foreslås således, at muligheden for
prøveløsladelse indstilles allerede anden gang, en
person overtræder straffeloven, og ved tredje
overtrædelse skal strafferammen udnyttes fuldt ud.
Røverier i private hjem
Der har i de senere år været en foruroligende og
aldeles uacceptabel eskalering i omfanget af røverier, som
finder sted i private hjem. Pr. 1. oktober 2008 var der forekommet
mindst 39 røverier i private hjem, som har været
omtalt i medierne. (Berlingske Tidende, Stor stigning i antallet af
hjemmerøverier, 2. oktober 2008). Samtlige af disse
røverier er omtalt i den nævnte artikel i Berlingske
Tidende. I 2007 forekom der 23 tilfælde af denne type
forbrydelser i Danmark. I artiklen: »Hjemmerøverier
stiger kraftigt« i B.T. den 18. oktober 2009 omtales en
opgørelse fra Berlingske Tidendes Research, som på
dette tidspunkt havde registreret 92 tilfælde af
hjemmerøverier i 2009 mod »blot« 56 på
samme tidspunkt et år tidligere. Det svarer til en stigning
på 64 pct. Det er således åbenlyst, at der er
tale om en meget dramatisk og voldsomt eskalerende udvikling, som
kræver en hurtig og håndfast politisk indsats.
Ved hjemmerøverier er der ofte tale om ganske voldsomme
forbrydelser. At blive overfaldet af bevæbnede, maskerede
mænd i sit eget hjem, som det ofte er tilfældet i disse
sager, er i sagens natur en meget voldsom og potentielt dybt
traumatiserende oplevelse. Disse alt for hyppigt forekommende
overgreb medvirker til at skabe angst og usikkerhed rundt omkring i
de danske hjem.
Tidligere justitsminister Lene Espersen har i et svar til
Folketingets Retsudvalg udtrykt sig ganske præcist herom:
»Røverier i private hjem hører efter min
opfattelse til blandt de meget grove former for kriminalitet. Det
er meget, meget ubehageligt at blive udsat for en sådan
oplevelse, og derfor skal vi som samfund gøre, hvad der er
muligt for at forhindre, at det sker. […] Vores hjem er
vores helle, og derfor skal røverier i private hjem straffes
hårdt.« (Citat fra ministerens svar af 8. februar 2008
på udvalgsspørgsmål nr. 71, Alm. del,
Folketingets Retsudvalg).
Forslagsstillerne kan fuldstændig tilslutte sig den
tidligere ministers formuleringer og finder, at de foreslåede
strafskærpelser indeholdt i nærværende
beslutningsforslag vil være den rigtige politiske reaktion
på de seneste års dramatiske udvikling.
Af straffelovens § 288 fremgår det, at
strafferammen for røveri er fængsel indtil 6 år
med mulighed for fængsel indtil 10 år, når
særlig skærpende omstændigheder foreligger. Det,
der er behov for at sikre, er først og fremmest, at
strafferammen udnyttes tilstrækkeligt ved forbrydelser af
denne art. Dette kan bedst sikres ved, at man i straffeloven
indsætter de fornødne bestemmelser, som har den
effekt, at den omstændighed, at et røveri finder sted
i et privat hjem, medfører, at røveriet betragtes som
værende af særlig grov beskaffenhed og således
kan straffes med op til 10 års fængsel. Derudover
foreslås, at man i straffeloven indsætter bestemmelser,
som har den effekt, at minimumsstraffen for røveri i private
hjem fastsættes til f.eks. 4 års fængsel eller en
tilsvarende nedre grænse for udnyttelse af
strafferammen.
Disse strafskærpelser afspejler forbrydelsernes
voldsomhed og kan samtidig forventes at have en præventiv
virkning over for den bølge af røverier i private
hjem, som vi har været vidner til. Strafskærpelserne
vil være et stærkt politisk signal om, at disse grove
forbrydelser er totalt uacceptable, og vil give politi og domstole
bedre redskaber på hånden til at håndtere
dem.
Straf for medvirken ved lovovertrædelser
Bestemmelsen vedrørende medvirken ved
straffelovsovertrædelser fremgår af straffelovens
§ 23. Bestemmelsen har følgende ordlyd: »Den for
en lovovertrædelse givne straffebestemmelse omfatter alle,
der ved tilskyndelse, råd eller dåd har medvirket til
gerningen. Straffen kan nedsættes for den, der kun har villet
yde en mindre væsentlig bistand eller styrke et allerede
fattet forsæt, samt når forbrydelsen ikke er fuldbyrdet
eller en tilsigtet medvirken er mislykkedes.
Stk. 2. Straffen kan ligeledes nedsættes for den,
der medvirker til krænkelse af et særligt pligtforhold,
men selv står uden for dette.
Stk. 3. For så vidt ikke andet er bestemt, kan straf for
medvirken ved lovovertrædelser, der ikke straffes med
højere straf end fængsel i 4 måneder, bortfalde,
når den medvirkende kun har villet yde en mindre
væsentlig bistand eller styrke et fattet forsæt samt
hvis medvirken skyldes uagtsomhed«.
Forslagsstillerne finder det vigtigt, at straffen kan
nedsættes for medvirken ved lovovertrædelser. Det siger
sig selv, at en person, som måske blot har holdt udkig i
forbindelse med et tyveri eller røveri, ikke bør
straffes lige så hårdt, som den eller de personer, der
har deltaget i selve røveriet. Ligesom en person, som har
været med til et overfald, men ikke direkte har deltaget,
heller ikke skal straffes lige så hårdt som de
personer, der har ført an i den pågældende
lovovertrædelse. Bestemmelserne i straffeloven dækker
alle disse formildende omstændigheder, der måtte
være i forbindelse med medvirken ved lovovertrædelser.
På den anden side kan der opstå særlige
tilfælde, hvor der ikke bør være formildende
omstændigheder. Her tænkes der på tilfælde,
hvor der begås en meget alvorlig overtrædelse af
straffelovens bestemmelse vedrørende personfarlig
kriminalitet, og hvor det efterfølgende ikke er muligt at
udpege den egentlige gerningsmand. Eksempelvis kan nævnes en
sag om et drab begået i Amager Bio i København i maj
2008. Her blev en 16-arig dreng dræbt med en kniv. Fire
mænd på 22, 23, 25 og 26 år var involveret, men
anklagemyndigheden kunne ikke bevise, hvem der havde ført
kniven. I stedet blev de tiltalt for grov vold, da de også
havde slået og sparket den 16-årige. Den 25-årige
blev frikendt, mens de andre hver blev idømt seks
måneders fængsel. (Københavns Byrets dom af 11.
februar 2010).
Folketinget har ved tidligere lejligheder behandlet denne
problematik. Forslagsstillerne fremsatte i 1996 B 14, Forslag til
folketingsbeslutning om indførelse af kollektiv straf, og
Det Konservative Folkeparti fremsatte i 1998-1999 B 51, Forslag til
folketingsbeslutning om mulighed for straf for kollektiv deltagelse
i lovovertrædelser. Begge gange blev forslagene forkastet af
et bredt flertal. Forslagsstillernes forslag var motiveret af den
tiltagende rockerkriminalitet. Det Konservative Folkepartis forslag
var først og fremmest motiveret af, at ingen af medlemmerne
i Blekingegadebanden blev dømt for drabet på en ung
politimand (de blev dømt for røveri). I retssagen mod
medlemmerne af Blekingegadebanden stod det klart, at det kunne lade
sig gøre at gå fri for den mest alvorlige forbrydelse,
man kan begå - at tage et andet menneskes liv - fordi det
ikke med sikkerhed kunne fastslås, hvem af de involverede der
begik forbrydelsen. Havde dette røveri fundet sted i USA,
var hele banden blevet dømt for både røveri og
drab, idet et røveri i USA, der ender med et drab,
automatisk udløser en drabsdom for alle, der deltager i
røveriet.
Det er dybt krænkende for retsbevidstheden, at personer,
der har begået meget grov kriminalitet eller endda mord, kan
gå fri, fordi man står i den situation, at ingen af de
deltagende kriminelle vil fortælle noget. I sådanne
tilfælde bør man ramme alle de, som har deltaget i den
kriminelle handling, fordi de ved, hvem der har begået
forbrydelsen. Vil de ikke sige noget, må de alle tage
ansvaret. Det bør således indføres en
bestemmelse herom i straffeloven. Der er ikke nogen, der
ønsker, at domstolene skal dømme efter en sådan
bestemmelse ret ofte, men i alvorlige tilfælde, hvor de
kriminelle ikke vil ud med sproget, vil en sådan bestemmelse
være et uvurderligt redskab, da det vil lette politiets og
anklagemyndighedens arbejde, idet deltagerne i en given kriminel
handling nok vil være mere interesseret i at pege på
den skyldige.
Bandekriminalitet er alvorligere for samfundet end
enkeltmandsforbrydelser af flere grunde. Sandsynligheden for
opklaring reduceres for hver yderligere deltager i forbrydelsen, og
ustraffet kriminalitet svækker respekten for retssystemet og
går ud over befolkningens retsbevidsthed. Kriminelle bander
skaber øget frygt i befolkningen. Medlemskab af kriminelle
bander får i sig selv medlemmer til at begå
kriminalitet, som enkelte personer ikke ville have begået.
Kriminelle bander har ingen respekt for samfundets regler, og deres
virke er stærkt medvirkende til at øge kriminaliteten
i samfundet.
Afsluttende bemærkninger
Forslagsstillerne er klar over, at flere af de
foreslåede initiativer kan virke voldsomme, og nogen vil
endda mene at visse af forslagene bryder med dansk retstradition.
Den omfattende bandekriminalitet, bandeopgør og næsten
daglige skyderier med skarpladte våben i de større
danske byer og det eskalerende antal hjemmerøverier
nødvendiggør dog, at der fremover tages hårdere
metoder i brug for at beskytte den offentlige orden.
Ovenstående forslag om minimumsstraffe, stop for
prøveløsladelser, bedre udnyttelse af strafferammen
osv. vil i virkeligheden kun finde anvendelse på relativt
få personer. Disse bestemmelser skal således kun
benyttes i sager vedrørende særlig grove
straffelovsovertrædelser med en strafferamme på minimum
seks år.
Skriftlig fremsættelse
Peter Skaarup
(DF):
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig
herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
skærpelse af straffeloven.
(Beslutningsforslag nr. B 240).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der
ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige
behandling.