Fremsat den 20. april 2010 af
Benny Engelbrecht (S) og Bjarne Laustsen (S)
Forslag til folketingsbeslutning
om indførelse af øvre grænser
for injiceret væske i fersk kød
Folketinget pålægger regeringen at ændre den
gældende bekendtgørelse om kød,
således
- at det forbydes
at anvende betegnelsen neutralmarineret kød om kød,
der er injiceret med lage,
- at der udarbejdes
en alternativ og mere retvisende betegnelse for kød
injiceret med lage,
- at der udarbejdes
nye retningslinjer for brugen af det såkaldt
neutralmarinerede ferske kød, og
- at der
nedsættes en arbejdsgruppe, som skal udarbejde forslag til en
øvre grænse for mængden af tilsat marinade i
alle typer kødprodukter.
Bemærkninger til forslaget
Der er blandt forbrugerne skabt stor usikkerhed om
grænserne for indhold af den såkaldte neutralmarinade i
kødprodukter efter ophævelsen af
kødproduktbekendtgørelsen.
»Neutralmarineret« er en gængs
producentbetegnelse for kødprodukter, der er tilsat vand,
salt og sukker samt eventuelt andre ingredienser, som
indføres i kødet på forskellig vis for at give
indtryk af, at kødet er mere saftigt og mørt end i
ubehandlet tilstand. Neutralmarinering af kyllinge-, svine-,
kalkun- og oksekød er de mest fremherskende eksempler
på denne teknologi.
Der anvendes også tilsvarende lager i forædlede
produkter som bacon og hamburgerryg. Det vil være naturligt,
i forbindelse med gennemførelsen af grænser for fersk
kød, ligeledes at genindføre en øvre
grænse for vandindholdet i disse produkttyper.
Socialdemokratiet anerkender de ændringer, der er blevet
indført som led i fødevareaftalen fra maj 2007, og de
12 forenklingsinitiativer på fødevareområdet,
som regeringspartierne (Venstre og Det Konservative Folkeparti),
Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Det
Radikale Venstre, Enhedslisten og Liberal Alliance var enige om at
iværksætte, med henblik på at sikre fortsat
høj fødevaresikkerhed og en bedre udnyttelse af
fødevarevirksomhedernes ressourcer.
Det har dog været forslagsstillernes forventning efter
indgåelse af den nye fødevareaftale fra november 2008,
som er blevet omsat i ændringer af de gældende regler,
at fødevarekvaliteten og -sikkerheden ville få et
løft. Forslagsstillerne mener, at bortfaldet af
kødproduktbekendtgørelsen ikke bare har haft positive
virkninger for producenternes muligheder for at fremstille
kulinariske fornyelser, det har også medført frit slag
for producenterne til at tilsætte kødprodukter helt
unødvendige mængder af vand, som f.eks. i
tilfældet »neutralmarinering«.
Kontrolundersøgelser af neutralmarineret kyllingefilet
har tidligere vist, at produktet kan indeholde helt op til 40 pct.
vand, da den lage, der anvendes til injicering, via tilsat protein
er i stand til at binde store mængder væske i
produktet. Forbrugerne bliver derfor tvunget til at betale
både for en vare, hvis kødstruktur er ødelagt,
og for det postevand, produktet er blevet tilsat. Producenterne
må i princippet tilsætte vand ad libitum, blot det
fremgår af varedeklarationen. Der har dog været et
større antal tilfælde, hvor deklarationens
procentangivelse har været langt mindre end det reelle
vandindhold.
I Sverige må kyllingekød kun tilsættes 15
pct. vand, mens vi ikke i Danmark har et tilsvarende loft.
I en interviewundersøgelse forfattet af Nina Konstantin
Nissen, Lotte Holm og Peter Sandøe Center for Bioetik og
Risikovurdering, Københavns Universitet, peges der på
en række problemer med begrebet neutralmarinering:
- Betegnelsen er
problematisk, fordi der savnes en præcis forklaring på,
hvorfor og hvilke typer kød, der neutralmarineres.
- Forbrugerne
mangler information om processen.
- Forbrugerne
mangler oplysninger om eventuelle helserisici ved brugen af
neutralmarinerede kødprodukter.
- De
neutralmarinerede produkters status er tvetydig; forbrugerne kan
ikke gennemskue, om det handler om »gourmetmad« eller
»discountmad«.
- Opfattelsen af
neutralmarinering afhænger af social sammenhæng,
altså om produktet skal bruges til hverdagskost eller
festlige middage.
Rapporten anbefaler også, at der anvendes en anden og
mere retvisende betegnelse for det injicerede kød.
Efter forslaget skal en arbejdsgruppe bestående af
repræsentanter for erhvervsorganisationer,
forbrugerinteresser, producenter og faglige eksperter, samt
øvrige relevante deltagere udarbejde de konkrete øvre
grænser for de enkelte kødprodukter og anbefale
ministeren en mere retvisende betegnelse for det neutralmarinerede
kød.
Forslagsstillerne kan anbefale en betegnelse, der både
dækker den mekaniske proces og det faktum, at produktet
indeholder tilsat væske. Dette kunne være betegnelser
som »maskinelt pumpet kød«, »maskinelt
injiceret kød« eller »vandpumpet
kød«.
Skriftlig fremsættelse
Benny Engelbrecht
(S):
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig
herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
indførelse af øvre grænser for injiceret
væske i fersk kød.
(Beslutningsforslag nr. B 235).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der
ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige
behandling.