Fremsat den 9. april 2010 af
Christian H. Hansen (UFG)
Forslag til folketingsbeslutning
om forbud mod dyresex
Folketinget pålægger regeringen at fremsætte
lovforslag inden udgangen af indeværende kalenderår,
der indfører forbud mod seksuelt misbrug af dyr (dyresex,
sodomi, zoofili) og dyrepornografi. Overtrædelse skal
straffes på linje med andre overtrædelser af
dyreværnsloven.
Bemærkninger til forslaget
Formålet med forslaget
Formålet med forslaget er, at det ved lov forbydes at
have kønslig omgang med dyr, ligesom enhver anden form for
seksuelt misbrug eller seksuel udnyttelse af dyr forbydes.
Fremstilling og udbredelse af dyrepornografi skal endvidere
forbydes. I bemærkningerne nedenfor er indeholdt konkrete
forslag til lovgivningens indhold og strafsanktioner.
Baggrund for forslaget
Beslutningsforslaget er en delvis genfremsættelse af
beslutningsforslag nr. B 66, folketingsåret 2006-07,
Folketingstidende tillæg A side 3921 og 3925, tillæg B
side 1276 og Folketingets forhandlinger side 4835 og 7926.
Beslutningsforslag nr. B 66 var en delvis genfremsættelse af
beslutningsforslag nr. B 31, folketingsåret 2004-05, 2.
samling, Folketingstidende tillæg A side 5493 og 5489,
tillæg B 1067 og Folketingets forhandlinger side 3299 og
4883.
Efter behandlingen af B 31 bad justitsministeren Det
Dyreetiske Råd om at vurdere, om lovgivningen på
området burde strammes, således at det fremover
forbydes ved lov at dyrke sex med dyr. Den 30. november 2006
offentliggjorde Det Dyreetiske Råd sin udtalelse.
Rådets afgørelse kom som en stor overraskelse, idet
det anbefalede, at der heller ikke fremover bør være
et forbud mod at have kønslig omgang med dyr.
Siden behandlingen af B 31 og Det Dyreetiske Råds
afgørelse er der ellers fremkommet oplysninger om, at
dyresex er langt mere udbredt, end man tidligere har troet.
Gratisavisen 24 Timer har afsløret, at der i Danmark
eksisterer egentlige dyrebordeller, hvor der sælges sex med
dyr, og at folk fra store dele af Europa rejser til Danmark for at
dyrke sex med dyr på disse bordeller.
Uenighed i Det Dyreetiske Råd
Som nævnt besluttede Det Dyreetiske Råd, at det
fortsat skal være lovligt at have sex med dyr. Det var dog
heldigvis ikke hele rådet, der var enig i den beslutning.
Således udtalte administrerende direktør og medlem af
Det Dyreetiske Råd, Peter Mollerup, følgende:
»Menneskelig seksuel omgang med dyr er uacceptabelt, og
derfor må jeg tage afstand fra enhver aktivitet af denne art.
Ud fra en etisk og biologisk betragtning er et sådant forhold
så forkert, at jeg ikke kan forene det med mit personlige
værdigrundlag i øvrigt. Det er samtidig dybt
krænkende for dyrets værdighed og integritet.
Vi mennesker bruger dyrene i mange sammenhænge, ja, vi
tillader os endog af spise dem. Vi tillader os også at
opsamle sæd fra avlshanner og foretage kunstig insemination
af hundyr, men her skelner jeg mellem deciderede nytteformål
og formål, hvor dyret skal tilfredsstille menneskers lyst og
trang til seksuelle lege. Hvad ligeværdige partnere foretager
sig seksuelt, er for mig flintrende ligegyldigt. Voksne mennesker
er ligeværdige partnere i den sammenhæng, men det er
dyr og menneske ikke, og selv om dyret måske ikke opfatter
eller reflekterer over den krænkende situation, så
føler jeg mig forpligtiget til at skride ind på dyrets
vegne. Samfundet har lavet regler for seksuel omgang mellem andre
uligeværdige partnere (barn-voksen, elev-lærer, psykisk
handicappet-pædagog), og samfundet må også
sætte regler for dyr-menneske.
Jeg er vidende om, at der findes et beskedent mindretal af
mennesker, som føler en umættelig og kærlig
trang til at have seksuel kontakt med levende dyr (zoofili), og jeg
ved, at denne minoritet i forvejen lever et liv, hvor
hemmelighedskræmmeri, angst og omgivelsernes manglende accept
i forvejen kan virke ødelæggende. Jeg misunder bestemt
ikke disse menneskers forhold, men i denne sag vejer hensynet til
respektfuld omgang med dyr tungere for mig end hensynet til disse
menneskers mulighed for seksuel omgang med dyr.
Et samfund skal gennem lovgivning signalere, hvad der er
rigtigt, og hvad der er forkert. Specielt over for den opvoksende
generation er denne signalværdi vigtig og med til at danne de
unge. Man siger godt nok, at det forbudte opfordrer til at blive
afprøvet. Måske første gang, men på
længere sigt virker et forbud hæmmende. En lovgivning,
som forbyder sex med dyr, og som bakkes op af forældre,
pædagoger og andre voksne med relation til de unge, vil efter
min mening have en dæmpende virkning på ungdommens
trang til at eksperimentere seksuelt med dyr.
Når det gælder seksuel omgang med dyr, hvor dyret
i denne forbindelse lider overlast, er jeg enig med rådets
øvrige medlemmer i, at de eksisterende lovparagraffer i
dyreværnsloven er fuldt ud dækkende, men at der
må lovgives specielt, når det gælder
dyrepornografi, dyresex-shows og dyrebordeller«, jf. Bilag 1
til Det Dyreetiske Råd, »Udtalelse om menneskers
seksuelle omgang med dyr«, november 2006.
Forslagsstilleren tilslutter sig mindretalsudtalelsen fra
Peter Mollerup.
Dyrlægerne ønsker et forbud mod sex med dyr
Den Danske Dyrlægeforening er officielt imod, at
mennesker har sex med dyr. Således vedtog man på et
hovedbestyrelsesmøde den 6. oktober 2005: »Den Danske
Dyrlægeforening finder, at menneskers kønslige omgang
med dyr (sodomi) ikke alene er uetisk, men også er i strid
med dyreværnslovens bestemmelser«. Heldigvis bakker en
lang række dyrlæger op om foreningens holdning.
Således udtaler dyrlæge Lene Kattrup, at hun er meget
skuffet over rådets meget »slappe holdning«, og
hun fortsætter: »Vi ved fra undersøgelser, at
mange dyr skades alvorligt ved seksuel anvendelse, men at det ikke
bliver opdaget, fordi dyrene ikke bringes til
dyrlæge.«
Forholdene i Sverige og Norge
I Sverige udsendte Djurskyddsmyndigheten et stort antal
spørgeskemaer til kommuner, dyrlæger,
politimyndigheder m.v. Den totale svarfrekvens var 67 pct. og
viste, at der i årene 2000-2004 var 119 formodede
tilfælde af skader på dyr i forbindelse med sex. Mest
udsatte var heste, men også hunde, katte og kvæg var
repræsenteret i stort tal. I 102 af disse tilfælde blev
der foretaget politianmeldelse.
I Norge fik 652 dyrlæger lignende
spørgsmål. Her svarede 329 dyrlæger, og 22 pct.
af disse havde haft mistanke om eller vished om, at dyr bragt til
deres konsultation havde været udsat for seksuelt misbrug.
Med hensyn til arten af skader var det hyppigst skader på
ydre kønsorganer og endetarmsåbning på dyret,
men også skader som sår, rifter, blødninger og
hævelser nævnes. Hertil skal så lægges de
psykiske skader, som dyrlægen ikke direkte kan registrere, og
som sandsynligvis optræder i langt større antal.
I begyndelsen af foråret 2010 foretages en gennemgang af
reglerne om dyrebeskyttelse. I regeringens overvejelser
indgår bl.a., om dyreværnsloven behøver at blive
ændret med henblik på at tydeliggøre og
forstærke beskyttelsen af dyr mod at blive anvendt til
seksuelle formål. Jordbruksverket vurderer, at udnyttelse af
dyr i seksuelle sammenhænge indebærer en uacceptabel
krænkelse af dyret, og ser frem til undersøgelsens
resultat. Meddelelsen er oversat af forslagsstilleren.
I Norge kørte debatten i mange år som i Danmark,
hvor man mente, at dyreværnslovens bestemmelser om ikke at
udsætte dyr for lidelser var tilstrækkeligt til at
beskytte dyrene mod seksuelle overgreb. Men den 1. januar 2010
vedtog Norge en lov, hvor der bl.a. står, at det er
forbudt.
Rejs til Danmark og få dyresex
Det norske forbud mod sex med dyr kan betyde, at
nordmænd tager til Danmark for at få deres lyst styret.
Det frygter Live Kleveland, som er juridisk rådgiver for
Dyrevernsalliansen i Norge. Man straffes efter de love, som
gælder i det land hvor man opholder sig, hvorfor der er
risiko for, at Danmark bliver Nordens eldorado for dyresex.
Således skriver Flensborg Avis februar 2010, at
sexbutikker i Kruså kun har kunnet overleve konkurrencen fra
det tyske sexmarked, fordi tyskerne »kommer, køber og
ser dyresexfilm«.
Talskvinde Gabriele Frey fra den tyske dyreretsorganisation
»Menschen für Tierrechte« udtaler: »Vi
hører om tyskere, der tager til Danmark for at »hygge
sig« på visse bondegårde, men miljøet er
meget undergrundsagtigt og derfor ikke til at komme i
nærheden af.« (24 Timer, »Udlændinge
udnytter det danske frisind«, 13. september 2006).
Ifølge 24 Timers oplysninger kommer der også folk fra
Sverige, Norge og Holland til Danmark for at besøge
dyrebordellerne. En hesteavler har ifølge avisen udtalt:
»Vi er selv meget overraskede over, at folk gider rejse
så langt, men de forklarer os, at det er langt nemmere at
få fat på dyresex i Danmark end i deres egne
lande.«
Det fremgår ligeledes af 24 Timers oplysninger, at
annoncer om dyresex forefindes på en lang række
hjemmesider i Danmark, og at prisen svinger mellem 500 kr. og 1.000
kr.
Dyrenes Venners kampagne
I januar 2010 indledte Dyrenes Venner en større
kampagne, hvis mål er, at der snarest muligt bliver lovgivet
således, at der bliver et forbud i Danmark mod menneskers
seksuelle omgang med dyr. Kampagnen bliver støttet af
DyreværnsOrganisationernes Samarbejdsorganisations (DOSO's)
16 medlemmer, som tilsammen repræsenterer mere end 100.000
medlemmer. Kampagnens argumentation for, at dyreværnsloven
ikke er dækkende, er lovens forebyggende effekt, de etiske
aspekter og legal mulighed for udbredelse af dyrepornografi.
Argumenterne er således:
1) Seksuelle
aktiviteter foregår i det skjulte, og det er derfor meget
vanskeligt at afsløre, når dyret udsættes for
skader og lidelser. En lov vil under alle omstændigheder have
en præventiv effekt og nedsætte antallet af disse
skjulte aktiviteter.
2) Menneskers
seksuelle overgreb på dyr er en krænkelse af dyrets
værdighed og integritet. Dyret er overladt til menneskets
nåde eller unåde og har ikke mulighed for at sige fra,
når det nedværdiges gennem de menneskelige lyster.
3) Når sex
med dyr er tilladt, så er det også tilladt at
fotografere eller filme de seksuelle aktiviteter. Udbredelsen af
dyrepornografi er enorm, og arten af pornografien har en tendens
til at blive mere og mere ekstrem for til sidst at gå over i
det totalt perverse.
»Dyreelskerne«
Det er ikke muligt at fremskaffe præcise oplysninger om
udbredelsen af dyresex. Forfatteren Erik Bork skriver om emnet, jf.
»Danmark under dynen: fra bryllup til bunkepul« jf. 1.
udgave, 1. oplag, København, People's Press 2003:
»Der er ingen, der ved, hvor mange
»dyresexelskere« der findes i Danmark, men en af de
centrale personer i kredsen af dyresexelskere er en yngre mand fra
Nordjylland, der har stor erfaring med de fleste danske husdyr, og
som gerne hjælper til, når dyr og mennesker
første gang skal parres. Den nordjyske mand har tidligere
overvejet at starte et blad for danske dyresexelskere, men han
forklarer, at han har været bange for folks reaktioner, samt
at internettet i dag løser en stor del af de opgaver, som et
dyresexblad ville kunne løse. Det er også via
internettet, at den nordjyske mand kommer i kontakt med andre
dyresexelskere, og via arrangerede sammenkomster deler han ud af
sin viden om det specielle emne. Den viden omfatter blandt andet et
stort billedarkiv på hans bærbare computere, hvor alt
fra næsehorn til zebraer, hunde og grise parrer sig eller er
foreviget af kameraet med et stort erigeret lem.
»For mig er sex mellem mennesker og dyr naturligt, og
jeg fornemmer, at flere og flere er begyndt at indrømme, at
de også gør det«, siger den nordjyske
mand.«
Nogle eksempler
For nylig blev et føl på 1½ år
seksuelt misbrugt af et menneske. Føllet var trukket ud af
sin boks og bundet, og en stol var stillet op bag dyret. En
dyrlæge undersøgte føllet og konkluderede, at
dyret med stor sandsynlighed havde været udsat for seksuelt
misbrug. Finder man gerningsmanden, vil han blive straffet efter
dyreværnsloven, såfremt føllet har lidt skade. I
modsat fald går han fri, for det er ikke forbudt i Danmark
for mennesker at have sex med dyr.
For nogle år siden trængte en mand ind i en
hestefold og voldtog en hoppe. Manden blev straffet for ulovlig
indtrængning på anden mands ejendom, men ikke for at
have voldtaget hoppen, for det er ikke forbudt i Danmark for
mennesker at have sex med dyr.
Sådanne begivenheder aktualiserer forståelsen for,
at vi mennesker må påtage os et ansvar for at passe
på dyrene og værne dem mod udnyttelse og misbrug -
også seksuelt. En af de måder, vi kan vise denne omsorg
på, er ved at indføre straffebestemmelser.
Begrundelse for indførelse af forbud og straf
Forslagsstilleren finder det ganske uacceptabelt, at dyr
udnyttes og lider og i nogle tilfælde dør som
følge af menneskers seksuelle udnyttelse. Det er rystende,
at der i et udviklet samfund som det danske findes mennesker, der
opdrager deres dyr til at fungere som seksuelle objekter, der skal
tilfredsstille deres ejers specielle seksuelle præferencer.
Det er ydmygende for dyrene, og det er moralsk forkasteligt, at der
er mennesker, der bruger dyr til at få afløb for deres
personlige seksuelle frustrationer.
Om muligt endnu mere utiltalende er det, at der er borgere her
i landet, der skaffer sig økonomisk profit på
filmoptagelser af dyrenes lidelser under det seksuelle samkvem med
mennesker. Det er stødende, at internettet er
oversvømmet af danske hjemmesider med billeder og film af
dyr, der lider under seksuelle overgreb. Det er decideret skadeligt
for Danmarks renommé, og det har intet med seksuelt frisind
at gøre at tillade den slags.
En lovgivning som den, der foreslås her, kan ikke i sig
selv standse lidelserne, men ved at lovgive skaffer vi hjemmel til,
at myndighederne kan gribe ind med det nødvendige
politimæssige opklaringsarbejde og efterfølgende
straffesager ved domstolene. Det vil være et vigtigt signal
om, at samfundet ikke er ligeglad. Det bør være almen
viden her i landet, at det vil få alvorlige
straffemæssige konsekvenser, hvis man dyrker kønslig
omgang med dyr eller fremstiller, sælger eller distribuerer
fotos og film med seksuelt samkvem mellem mennesker og dyr.
Nogle har peget på, at der allerede i dag burde
foregå retsforfølgning og afsiges straffedomme i sager
om seksuelle overgreb mod dyr på baggrund af den hjemmel, der
findes i §§ 1 og 2 i dyreværnsloven.
Anklagemyndighedens behandling af sager om dyremishandling og
domstolspraksis giver imidlertid ikke indtryk af, at disse
bestemmelser kan bruges i nævneværdigt omfang. Hvis man
ikke ændrer loven, vil det derfor kun være i ganske
få og usædvanlige tilfælde, at der kan straffes i
sager om dyresex, nemlig hvis der kan føres bevis for dyrets
lidelse, angst, varige men eller væsentlige ulempe.
En kommende lovgivning bør derfor fastslå, at al
kønslig omgang med dyr er ulovlig. Forbuddet skal ikke kun
omfatte samleje, men enhver form for kønsligt samkvem mellem
mennesker og dyr, herunder enhver form for seksuelt misbrug eller
seksuel udnyttelse af dyr. Det samme bør gælde for
fremstilling, forevisning og enhver form for salg og udbredelse af
billeder og film med mennesker i kønslig omgang med
dyr.
I forbindelse med forberedelse af lovgivningen bør det
inddrages i overvejelserne, hvordan det bedst sikres, at der
påhviler dyrlæger en pligt til at underrette politiet
eller andre myndigheder om seksuelt misbrug af dyr. Ligeledes
bør det indgå i overvejelserne, om den blotte
besiddelse af billeder og film med mennesker i kønslig
omgang med dyr skal være strafbar.
Det skal i loven fastslås, at strafsanktionen er
bøde eller fængsel. Strafudmålingen vil selvsagt
afhænge af forbrydelsens grovhed. Behandlingsdomme vil kunne
forekomme, når domstolene anser det for mest
hensigtsmæssigt.
Strafferammen bør være den samme som i
dyreværnslovens § 28, dvs. bøde eller
fængsel indtil 1 år, i gentagelsestilfælde op til
2 år. Det vil formentlig være mest
hensigtsmæssigt at indarbejde den kommende lovgivning som en
ændring i dyreværnsloven.
Skriftlig fremsættelse
Christian H.
Hansen (UFG):
Som ordfører tillader jeg mig herved at
fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om forbud
mod dyresex.
(Beslutningsforslag nr. B 213).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der
ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige
behandling.