Fremsat den 26. marts 2010 af
Line Barfod (EL), Per Clausen (EL),
Johanne Schmidt-Nielsen (EL) og Frank Aaen (EL)
Forslag til folketingsbeslutning
om ret til et værdigt liv for alle
ældre
Folketinget pålægger regeringen inden udgangen af
2010 at afsætte 35 mio. kr. til igangsættelse af en
5-årig overgangsperiode med det mål at udvikle metoder
til at sikre, at ældreplejen tilrettelægges
således, at alle ældre sikres ret til et værdigt
liv, hvor de selv kan træffe valg med hensyn til bolig, mad,
daglige rutiner m.v., i overensstemmelse med de ti rettigheder, der
er udførligt beskrevet i beslutningsforslagets
bemærkninger.
Bemærkninger til forslaget
Beslutningsforslaget er en uændret genfremsættelse
af beslutningsforslag nr. B 105 fra folketingsåret 2006-07
(se Folketingstidende 2006-07, forhandlingerne side 6805 og
tillæg A side 6344 og 6341). B 105 var en revideret
genfremsættelse af beslutningsforslag nr. B 2 fra
folketingsåret 2004-05, 2. samling (se Folketingstidende
2004-05, 2. samling, forhandlingerne side 2035 og tillæg A
side 4772 og 4775), som var en tidligere genfremsættelse af
beslutningsforslag nr. B 11 fra folketingsåret 2004-05, 1.
samling (se Folketingstidende 2004-05, 1. samling, forhandlingerne
side 811 og tillæg A side 1082 og 1086).
Forslagsstillerne mener, at der er et stort behov for at komme
væk fra minuttyranniet i ældreplejen og i stedet
fokusere på, hvordan ældre sikres et godt og
værdigt liv. Forslagsstillerne er meget inspirerede af det
projekt, FOA - Fag og Arbejde og Dansk Sygeplejeråd (DSR)
satte i værk for nogle år siden, som bl.a. er beskrevet
i rapporten »For meget forlangt?« fra 2001. Som et
resultat af dette arbejde opstillede FOA og DSR følgende ti
rettigheder, som efter forslagsstillernes opfattelse er en god
indgangsvinkel til at ændre fokus og metoder i
ældreplejen.
Ældre mennesker skal have ret til
- at spise den mad,
de kan lide,
- at føle
sig velklædte og soignerede,
- at bestemme egne
tider og rutiner,
- at komme ud,
når de har lyst,
- at træffe
andre mennesker,
- at købe
tøj og ting efter egen smag,
- at komme i deres
sædvanlige dagligvarebutik,
- at udvikles hele
livet igennem,
- at holde deres
minder levende og
- at vælge,
hvordan de vil bo.
De ti rettigheder
Enhedslisten mener, at man i langt højere grad
bør være opmærksom på folks rettigheder, i
det øjeblik de bliver afhængige af andres hjælp
- specielt i en tid, hvor f.eks. ældrepleje udliciteres med
de deraf følgende krav om dokumentation og tidsregistrering.
Det er en farlig tendens, som tingsliggør de mennesker, der
har brug for hjælp.
Dermed forsvinder individualiteten, og den enkelte plejer
på ældreområdet mister retten til selv at
tænke, vurdere og handle, og der er ikke længere nogen
grund til at spørge den ældre, hvad han eller hun
ønsker; bevillingen skal jo overholdes. Og de bedst
uddannede personaleressourcer bruges på at dokumentere og
argumentere skriftligt eller digitalt.
I det følgende konkretiseres intentionerne i hver
enkelt af de ti rettigheder. Samtidig peges på enkelte
metoder, vel vidende at det er borgeren og personalet, der sammen
skal udvikle metoder. Endelig beskrives den følgegruppe, som
skal følge og koordinere indsatsen i den 5-årige
overgangsperiode.
1) At spise den mad, man kan lide
Forslagsstillerne er af den opfattelse, at der kan udvikles
metoder, så det bliver muligt at få
øllebrød, selv om man er blevet ældre, og selv
om man ikke kan tilberede den selv, også uden at det
vælter kommunernes budgetter.
Projektet skal afdække metoder til at nå
målet, men en løsningsmodel kunne være, at
social- og sundhedshjælperen og den ældre kunne lave
mad sammen, eller der kunne gives madbilletter til den lokale kro,
vel at mærke med en sikring af, at den ældre
hjælpes til at klare transporten, hvis det er
nødvendigt.
2) At føle sig velklædt og soigneret
Når en ældre kvinde på 87 år har
fået et bad, kan det ikke nytte, at den ansatte i
ældreplejen ikke har tid til at tørre tæer eller
hjælpe med at få sat frisuren. En mand på 89
år bør have ret til at have fuldskæg, men for at
være velsoigneret kræver det måske, at han efter
maden får hjælp til at vaske sit skæg, der ellers
vil blive fedtet og ulækkert.
3) At bestemme egne tider og rutiner
Det er alarmerende forkert, når en 75-årig kvinde,
der er et såkaldt B-menneske, bliver lagt i seng kl. 20.30,
fordi det passer bedst på hjemmehjælpens rute.
4) At komme ud, når man har lyst
En 78-årig mand, der hele sit liv som gartner har
været vant til at være ude, skal ikke miste sin ret til
et aktivt udeliv. Han skal kunne gå ud, når han
ønsker det, også selv om han har brug for
støtte. Det kunne f.eks. løses med fleksibilitet i
arbejdstidstilrettelæggelsen blandt de ansatte i
ældreplejen, udvidede ledsageordninger, eller hvad projektet
måtte vise nødvendigt.
5) At træffe andre mennesker
For at opretholde en venne- og bekendtskabskreds er det
nødvendigt, at man selv kan være udfarende, og det kan
betyde, at man har brug for hjælp fra en ledsager. En
91-årig mand, der ikke møder andre, forværrer
sit fysiske og psykiske velvære.
6) At købe tøj og ting efter egen smag
En 83-årig kvinde, der i hele sit liv har købt
møbler ud fra sin særlige livsstil, skal ikke tvinges
til at ændre smag, bare fordi hun er blevet ældre, og
fordi hjemmet bliver omdannet til en arbejdsplads for de ansatte i
ældreplejen. Tid til dialog om også dette emne mellem
den ældre og den ansatte kan være udviklende for begge
parter.
7) At komme i sin sædvanlige dagligvarebutik
En 77-årig, der ikke længere magter at bære
indkøbskurven, skal have hjælp. Men hun skal ikke
fratages muligheden for selv at vælge, hvilke varer der
kommer i køleskabet. Ej heller skal hun tvinges til at
handle i den dyre kiosk nede på hjørnet.
Det kan godt være, at det tager lidt længere tid
at gå til den vanlige butik, men der ligger også en
stor social gevinst i at gå på indkøb
dér, hvor man kender de ansatte og de andre handlende.
8) At udvikles livet igennem
»At leve er at lære«, mener nogle. Det
stopper ikke, bare fordi man er en 74-årig svagsynet kvinde.
Kunst, musik, bøger, uddannelse eller udstillinger
bør være tilgængeligt for alle. Man kunne f.eks.
tænke sig ledsagehjælp til ældres aktiviteter.
Det kunne også være vigtigt for den ældre at
få læst højt fra sin avis.
9) At holde sine minder levende
En 93-årig enkemand, der har været vant til
samtale og til at fortælle historier, og som har levet et
begivenhedsrigt liv, har brug for fortsat at fortælle om det.
Men hvis venner og pårørende er væk og den
ansatte i ældreplejen ikke har fået tildelt tid til
dette, sygner minderne og den ældre væk. Der skal
være tid til også at have hjemmehjælperen som
samtaleven.
10) At vælge bolig
En 86-årig kvinde vil gerne bevare minderne gennem sine
ting, men hun har måske ikke længere kræfter til
at passe sit hjem med de tunge møbler. Det bliver et
problem, hvis der ikke tildeles den nødvendige tid til
rengøring, der jo vil tage længere tid hos denne
ældre.
Beskrivelse af fremgangsmåde og følgegruppe
Formålet med forslaget er, at der udvikles metoder,
så ældre kan få opfyldt deres behov og
ønsker med udgangspunkt i de rettigheder, som er formuleret
af FOA - Fag og Arbejde og Dansk Sygeplejeråd (DSR).
Borgere og ansatte i ældreplejen skal i fællesskab
udvikle metoderne, der skal sikre kvalitet i mødet mellem
borger og ansat. Det er ofte mennesker tæt på
problemerne, som også er tæt på
løsningerne.
Af samme grund kan der ikke på forhånd peges
på, præcis hvilke metoder der skal afprøves,
eller præcis hvilke konkrete mål der skal stiles mod.
De vil i sagens natur være forskellige fra den ene borger til
den anden og fra kommune til kommune. Det er netop forskelligheden
og mangfoldigheden, som skal hjælpes frem af de metoder, som
borgeren og personalet peger på.
Mødet mellem borger og ansat er i centrum - et
møde, hvor det faglige skøn og borgerens behov
sættes højere end minuttyranni og manglende
fleksibilitet i arbejdstilrettelæggelsen.
Målet er
- at den
ældre oplever kvalitet, indflydelse og plads til selv at
prioritere blandt sine »ti rettigheder«,
- at den ansatte
oplever større arbejdsglæde og finder det fagligt
udfordrende at være ansat i hjemmeplejen,
- at den udviklede
viden løbende integreres i de relevante uddannelser,
- at
lokalpolitikerne i kommunerne oplever sammenhæng mellem
kommunens ældrepolitik, værdier og mål og de
faktisk producerede ydelser,
- at der
tilvejebringes komparativ forskning, der kan konkludere, hvilken
betydning det forskellige metodevalg har for kvaliteten i
ældreplejen, og
- at
lovgivningsmæssige, administrative og praktiske barrierer for
den foreslåede metodeudvikling kortlægges.
Forslagsstillerne finder det afgørende, at der oprettes
en forskningsenhed til støtte for overgangsperioden.
Forskningsenheden skal varetage projektstyringen med alt, hvad
dette indebærer, hvilket er yderligere beskrevet i afsnittet
om økonomi og ansvar. Særlig vigtigt er,
at forskningsenheden sikrer, at den erhvervede viden
løbende integreres i undervisningen af sygeplejersker,
social- og sundhedshjælpere og -assistenter, ergoterapeuter
og andre relevante faggrupper i forbindelse
med ældreplejen. Derfor er det nødvendigt, at
enheden er tilknyttet en uddannelsesinstitution.
Forskningsenheden arbejder uafhængigt under en
følgegruppe og tilknyttes en relevant
uddannelsesinstitution.
Følgegruppen sammensættes af i alt 5
medlemmer:
En tillidsvalgt repræsentant for hver af to forskellige
relevante ældreorganisationer.
En tillidsvalgt repræsentant for FOA - Fag og
Arbejde.
En tillidsvalgt repræsentant for Dansk
Sygeplejeråd (DSR).
Et tillidsvalgt medlem af Kommunernes Landsforening.
Formanden vælges blandt følgegruppens
medlemmer.
Følgegruppen har det overordnede ansvar for projektet,
f.eks. i forbindelse med den årlige journalistiske
afrapportering. Uoverensstemmelser i følgegruppen
afgøres ved flertalsafstemning.
Økonomi og ansvar
Der afsættes 35 mio. kr., som skal dække
udgifterne henholdsvis i kommunerne og til forskningsenheden
tilknyttet en uddannelsesinstitution i de 5 år, som
overgangsperioden løber i. Udgifter i forbindelse med
følgegruppens møder skal også dækkes
heraf.
Kommunerne vil få midler til ansættelse af
projektmedarbejdere, til efteruddannelse af det eksisterende
personale og til sikring af, at det er borgerens behov og
ønsker, der er i fokus.
Forskningsenheden vil få midler til og ansvar for
- den overordnede
projektstyring,
- at arrangere
konference for alle implicerede parter, både borgere, ansatte
og de relevante politikere og den tilknyttede
uddannelsesinstitution,
- en gang
årligt at lave journalistisk afrapportering, der har fokus
på de metoder og ændringer, som borgerne og personalet
foreslår,
- at sikre den
nødvendige støtte til, at personalet kan bevare et
fokus på borgernes behov og ønsker, og støtte
til, at borgerne får mulighed for at fremsætte deres
ønsker og behov, og
-
tilrettelæggelse af efteruddannelse i samarbejde med den
tilknyttede uddannelsesinstitution og at sikre implementering af
den genererede viden i uddannelsesinstitutioner.
Skriftlig fremsættelse
Line Barfod
(EL):
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig
herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om ret
til et værdigt liv for alle ældre.
(Beslutningsforslag nr. B 197).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der
ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige
behandling.