Fremsat den 26. marts 2010 af
Frank Aaen (EL), Line Barfod (EL),
Per Clausen (EL) og
Johanne Schmidt-Nielsen (EL)
Forslag til folketingsbeslutning
om, at pensioner, dagpenge og kontanthjælp
m.v. skal følge indkomstudviklingen
Folketinget pålægger regeringen
inden udgangen af 2010 at
fremsætte lovforslag, der sikrer,
- at pensioner,
dagpenge til arbejdsløse og syge, førtidspension,
efterløn, kontanthjælp og lignende ydelser
følger indkomstudviklingen i samfundet, og
- at det fradrag
i disse ydelser, der i dag sker på grund af satspuljen,
skal ophøre, ligesom projekter, der i dag finansieres af
satspuljen, fremover skal finansieres over finansloven.
Bemærkninger til forslaget
Efter beslutningsforslaget skal regeringen inden udgangen
af 2010 fremsætte lovforslag, der sikrer, at
pensioner, dagpenge til arbejdsløse og syge,
førtidspension, efterløn, kontanthjælp og
lignende ydelser følger indkomstudviklingen i samfundet.
Forslaget skal endvidere sikre, at det fradrag i disse
ydelser, der i dag sker på grund af satspuljen, skal
ophøre. Projekter, der i dag finansieres af satspuljen, skal
fremover finansieres over finansloven.
Beslutningsforslaget er en delvis genfremsættelse
af beslutningsforslag nr. B 32 fra folketingsåret
2006-07, jf. Folketingstidende 2006-07, forhandlingerne side 3493
og tillæg A side 2431 og 2433.
Skriftlig fremsættelse
Frank Aaen
(EL):
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig
herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om, at
pensioner, dagpenge og kontanthjælp m.v. skal følge
indkomstudviklingen.
(Beslutningsforslag nr. B 187).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der
ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige
behandling.