Fremsat den 26. marts 2010 af
Rasmus Prehn (S), Lennart Damsbo-Andersen (S),
Vibeke Grave (S), Magnus Heunicke (S),
Thomas Jensen (S), Maja Panduro (S),
Julie Skovsby (S) og Flemming Bonne (SF)
Forslag til folketingsbeslutning
om, at stemmesedler ved valg skal
påføres partilogoer og billeder af opstillede
kandidater
Folketinget pålægger regeringen at fremsætte
lovforslag om, at der skal påføres partilogoer og
billeder af kandidaterne på stemmesedlerne (eventuelt i
elektronisk form) ved valg i Danmark til folkevalgte forsamlinger:
kommunalbestyrelser, regionsråd, Folketinget og
Europa-Parlamentet. Forslaget skal gøre det lettere for folk
med læsevanskeligheder at orientere sig om de opstillede
partier/lister og kandidater på stemmesedlerne.
Bemærkninger til forslaget
For folk med læsevanskeligheder, herunder ordblinde, kan
det være svært at læse en stemmeseddel, hvor der
nemt kan være over 100 kandidatnavne. Det vil være en
fordel for de mange med læsevanskeligheder, at stemmesedlerne
gøres mere overskuelige ved at påføre partilogo
samt foto af opstillede kandidater på stemmesedlen.
Dette ses allerede i dag i Irland, hvor man har billeder af
kandidaterne, og i Spanien, hvor man har partilogoer på
stemmesedlerne.
Man kan frygte, at folk med læsevanskeligheder i dag
bliver skræmt af ikke at kunne orientere sig på en
stemmeseddel og derfor helt undlader at stemme. I forvejen oplever
vi i Danmark en faldende valgdeltagelse til kommunalvalgene, hvor
stemmeprocenten ved det seneste valg i efteråret 2009 var den
laveste i 35 år.
For Socialdemokratiet er det vigtigt, at alle har lige adgang
til at deltage i valg til folkevalgte forsamlinger. Derfor
bør der fokuseres på at fjerne de utilsigtede
barrierer, der kan være ved den måde, som
stemmeafgivelsen foregår på i dag. Socialdemokratiet
ønsker at se på alle former for initiativer, der kan
bidrage til at hæve valgdeltagelsen og øge
tilgængeligheden for alle grupper ved stemmeafgivelsen.
Billeder og partilogoer på stemmesedlerne kan eventuelt
indføres ved overgang til digitale valg, hvor man afgiver
sin stemme i en elektronisk stemmeboks ved hjælp af en
computerskærm på et valgsted.
Skriftlig fremsættelse
Rasmus Prehn
(S):
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig
herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om, at
stemmesedler ved valg skal påføres partilogoer og
billeder af opstillede kandidater.
(Beslutningsforslag nr. B 181).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der
ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige
behandling.