Fremsat den 26. marts 2010 af
Marlene Harpsøe (DF),
Pia Adelsteen (DF),
René Christensen (DF),
Kim Christiansen (DF),
Kristian Thulesen Dahl (DF),
Pia Kjærsgaard (DF) og Peter Skaarup (DF)
Forslag til folketingsbeslutning
om automatisk frakendelse af retten til at have
med dyr at gøre i sager om dyremishandling og grovere
uforsvarlig behandling af dyr
Folketinget pålægger regeringen inden udgangen af
dette kalenderår at fremsætte et lovforslag, der
får den virkning, at personer, der dømmes for
dyremishandling eller grovere uforsvarlig behandling af dyr, f.eks.
ved vanrøgt, automatisk mister retten til at have med dyr at
gøre for bestandig.
Bemærkninger til forslaget
Der følger et stort ansvar med, når man ejer
eller passer dyr. Forslagsstillerne ønsker, at respekten for
dyr som levende væsener skal indtænkes i de forhold, vi
byder de dyr, som udgør en ressource for menneskeheden. Hvad
enten det gælder landbruget, pelsindustrien eller
lægemiddelindustrien, er det altafgørende, at dyrene
behandles ordentligt ud fra deres naturlige behov, og at eventuelle
gener holdes på et absolut minimum.
Dyremishandling er desværre stadig væk en del af
dagligdagen i Danmark, og myndighederne har ikke taget det
alvorligt nok. Det skal der ændres på. Vedtages
indeværende beslutningsforslag, vil personer, der én
gang er dømt for at have mishandlet dyr eller på anden
vis har handlet groft uansvarligt over for et dyr, få
vanskeligere ved at gentage deres handlinger. Forslaget skal
således sikre, at der bliver udstedt forbud mod at have med
dyr at gøre, hvis man bliver dømt for at have
mishandlet eller vanrøgtet dyr.
Af dyreværnsloven § 29 om frakendelse af retten til
at have med dyr at gøre fremgår: »Den, der ved
dom findes skyldig i mishandling eller grovere uforsvarlig
behandling af dyr, kan ved dommen for bestandig eller for et
nærmere fastsat tidsrum frakendes retten til at eje, bruge,
passe eller slagte eller i det hele beskæftige sig personligt
med dyr. Det samme gælder den, der efter tidligere at have
gjort sig skyldig i uforsvarlig behandling af dyr på ny
findes skyldig i sådan overtrædelse. Forbuddet kan
begrænses til at angå bestemte arter af dyr.
Overtrædelse af forbuddet straffes med bøde eller
fængsel indtil 6 måneder.«
Hvis man én gang er blevet dømt for grov
dyremishandling eller anden grovere uforsvarlig behandling af dyr,
som f.eks. grov vanrøgt, så har man en gang for alle
vist sig uegnet til at have med dyr at gøre. Det er
således forslagsstillernes holdning, at uanset om man vil
have med dyr at gøre som beskæftigelse eller have dem
som kæledyr, bør man ikke have ret til dette, hvis man
er dømt for grov dyremishandling eller grov
vanrøgt.
Forslaget vil ramme alle, der dømmes for grov
dyremishandling og anden grovere uforsvarlig behandling af dyr,
f.eks. grov vanrøgt. Det betyder bl.a., at en person, der
beskæftiger sig med dyr ved selvstændig virksomhed, og
som begår grov dyremishandling, vil miste retten til at have
med dyr at gøre og dermed muligheden for at have den
pågældende virksomhed. Forslaget vil således
også ramme personer, som ønsker at passe venners dyr,
når vennerne er på ferie, samt mange andre
tænkelige eksempler.
Skriftlig fremsættelse
Marlene
Harpsøe (DF):
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig
herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
automatisk frakendelse af retten til at have med dyr at gøre
i sager om grov dyremishandling og grovere uforsvarlig behandling
af dyr.
(Beslutningsforslag nr. B 177).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der
ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige
behandling.