Fremsat den 26. marts 2010 af
Rasmus Prehn (S), Yildiz Akdogan (S),
Lennart Damsbo-Andersen (S), Vibeke Grave (S),
Magnus Heunicke (S), Thomas Jensen (S),
Maja Panduro (S) og Julie Skovsby (S)
Forslag til folketingsbeslutning
om indførelse af mulighed for digitale
valg
Folketinget pålægger regeringen at gøre det
muligt for kommunerne at gennemføre valghandlinger til
folkevalgte forsamlinger som digitale fremmødevalg. Der skal
dog i en overgangsperiode stadig være mulighed for at afgive
sin stemme på en almindelig stemmeseddel.
Bemærkninger til forslaget
Digitale valg kan fremme en mere sikker og brugervenlig
valghandling - og et hurtigere valgresultat. En digital
valghandling åbner mulighed for brug af kandidatfotos,
partilogo og højtlæsning af stemmesedlen. Det vil
øge brugervenligheden og være til fordel for borgere
med særlige behov eller problemer med at orientere sig
på normale stemmesedler. En digital valghandling vil
endvidere kunne sikre, at valgresultatet bliver langt hurtigere
tilgængeligt. Samtidig vil de mindskede omkostninger ved
optælling og fintælling af stemmesedler på sigt
give en besparelse. Det foreslås derfor, at kommunerne
får mulighed for at gennemføre valghandlinger som
digitale fremmødevalg, hvor man møder op på et
valgsted, men afgiver sin stemme i en elektronisk stemmeboks. Den
elektroniske stemmeboks kan være en computerskærm i
stemmerummet, hvor man vælger kandidat, liste eller parti,
hvorefter stemmen registreres elektronisk.
Folkelig kontrol
Det er afgørende, at den digitale valghandling
foregår på en måde, hvor den folkelige kontrol af
valghandlingen bibeholdes. Dette skal gøres, ved at der
printes en kvittering ud ved computeren, når man har afgivet
sin stemme. På kvitteringen fremgår valg af kandidat,
liste eller parti. Kvitteringen placeres i en stemmeurne. Hvis der
skulle opstå tvivl om valgresultatet, kan disse kvitteringer
optælles, ligesom stemmesedler bliver i dag. Der må
ikke foretages foreløbige opgørelser over
stemmefordelingen under valghandlingen. Først efter
valghandlingen er afsluttet, må valgresultatet opgøres
og offentliggøres.
Overgangsordning
Det er ligeledes helt afgørende, at muligheden for at
stemme på en klassisk stemmeseddel bibeholdes i en
overgangsperiode, indtil alle er trygge ved den nye
afstemningsform.
Skriftlig fremsættelse
Rasmus Prehn
(S):
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig
herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
indførelse af mulighed for digitale valg.
(Beslutningsforslag nr. B 174).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der
ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige
behandling.