Fremsat den 24. marts 2010 af
Pia Olsen Dyhr (SF), Steen Gade (SF),
Karsten Hønge (SF) og Ole Sohn (SF)
Forslag til folketingsbeslutning
om åbenhed i pensionssektoren
Folketinget pålægger regeringen at udarbejde et
lovforslag, der sikrer åbenhed i pensionssektoren. Forslaget
skal indeholde følgende elementer:
- Der skal
indføres oplysningspligt om simple nøgletal for
prisen på at spare op til pension.
-
Nøgletallene skal defineres ud fra direkte og indirekte
omkostninger.
- Der skal anvendes
en ensartet beregningsmetode, hvilket vil sikre fair konkurrence
på området.
- Prisen skal
oplyses, når pensionen tegnes.
Bemærkninger til forslaget
Pensionssystemet i Danmark hviler på tre
søjler:
- Offentlig
pension, især folkepension.
-
Arbejdsmarkedspension og ATP.
- Privat
supplerende pension.
Danskerne sparer mere og mere op til pension, og en stadig
større del af pensionen kommer i dag fra privat opsparing.
Herved bliver det lettere for staten at overkomme de fremtidige
pensionsudgifter til det stigende antal ældre. Til
gengæld bør staten sikre, at borgerne har de
nødvendige redskaber, når de skal vælge, hvordan
de bedst sparer op til pensionen. Men der mangler i dag information
om prisen på at spare op.
Den samlede pensionsformue er i dag 2.600 mia. kr., og
pensionsformuen er i gennemsnit 650.000 kr. pr. person. Den
årlige opsparing er i gennemsnit 30.000 kr. pr. person.
Frie valg af pensionstype og investering stiller store krav
til viden, især om omkostninger og konsekvenserne af at
investere med højere eller lavere risiko. Forkerte valg
får store konsekvenser for den enkelte, der kan risikere ikke
at få pension nok.
Der er store forskelle på prisen på
pensionsopsparing, og prisen har stor betydning for den fremtidige
levestandard.
Der udbydes især to private pensionsprodukter:
- Traditionel
pension kaldet garanteret ydelse.
-
Markedsrentepension og unit-link.
Prisen varierer med over 100 pct., hvilket fremgår af
Danica's pensionsmåler.
(Kilde: www.danicapension.dk, 1. februar 2010.)
Brancheløsning
Forsikring & Pension har lavet en plan for større
åbenhed om prisen på at spare op. Planen er et godt
skridt fremad, men vil samtidig ikke bringe sagen i mål. Det
skyldes følgende:
- Det er frivilligt
at følge de retningslinjer, som foreslås.
- Planen indeholder
ikke en fælles metode til at beregne omkostninger. Hvert
selskab udvikler selv en metode.
- Det er
frivilligt, hvordan der gives oplysninger.
- Oplysninger om
udgifter og udbytte foreligger ikke ved aftaleindgåelse om
pensionsordning.
De to største aktører på markedet, Danica
Pension og PFA, har modeller klar (foråret 2010), som viser
ÅOK/ÅOP (Årlige Omkostninger i Kroner/Procent).
Det er altså muligt at vise alle omkostninger.
Virkelighedens verden
Forbrugerrådets pengeblad, Tænk Penge,
undersøgte i juni 2009 pensionsomkostninger for ratepension.
Undersøgelsen viste udbredt frygt blandt pensionsselskaberne
for at vise egne omkostninger, som andre ikke viste. Et
pensionsselskab afslog at deltage i undersøgelsen, medmindre
det kunne garanteres, at alle andre viste alle omkostninger.
Ligeledes undersøger Tænk Penge i marts 2010
pensionsomkostninger for livrenter. Trods stor vilje til
åbenhed var det ikke muligt at opgøre omkostninger.
Der findes ganske enkelt ingen fælles metode.
Markedspladsen
Pensionsopsparing kan i dag ske såvel i regi af et
pensionsselskab som via en bank. Størstedelen af
pensionsformuen i bankregi er placeret i
investeringsforeninger. Mange af disse investeringsforeninger
anvendes tillige af pensionssektoren. For disse er der for
længst etableret et fælles offentligt
ÅOP-nøgletal, som beregnes ens: www.ifr.dk
Det er hensigtsmæssigt at have ensartede regler.
Teknisk løsning - ÅOK/ÅOP
Den løsning, som vælges, skal være enkel og
let at anvende for forbrugere og samtidig retvisende. Det vil
være naturligt at bygge videre på branchens forarbejde
og dertil sammenholde med metoden for investeringsforeninger og
metoden fra kreditaftaleloven.
Det er afgørende, at alle omkostninger medtages, uanset
hvilken betegnelse sektoren har givet dem. Det vil sige alle
fradrag, som sker fra bruttoinvesteringsafkastet:
administrations-, investerings- eller
rådgivningsomkostninger.
Skriftlig fremsættelse
Pia Olsen Dyhr
(SF):
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig
herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
åbenhed i pensionssektoren.
(Beslutningsforslag nr. B 166).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der
ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige
behandling.