Fremsat den 23. marts 2010 af
Ida Auken (SF),
Pia Olsen Dyhr (SF) og Ole Sohn (SF)
Forslag til folketingsbeslutning
om fuld dækning af udgifter i kommunerne
til oprydning efter olieforurening fra olietanke
Folketinget pålægger regeringen at tage initiativ
til at ændre love og forskrifter, således at alle
omkostninger til fuldstændig oprensning efter forurening fra
olietanke dækkes af Oliebranchens Miljøpulje.
Bemærkninger til forslaget
Det foreslås, at kommunerne holdes skadesløse for
udgifter til oprensning af olieforurening. I dag skal kommunerne
betale for omkostninger, der overstiger 1,6 mio. kr. (2 mio. kr.
inkl. moms). Oliebranchens Miljøpulje betaler de
første 1,6 mio. kr., og kommunerne er forpligtet til at
betale alle beløb derover.
Det foreslås, at Oliebranchens Miljøpulje betaler
hele oprensningen, og at forsikringspræmien pr. liter olie
hæves. En forhøjelse af det præmiebeløb,
olieselskaberne skal betale pr. husstand fra 200 kr. til ca. 230
kr. eller 240 kr., vil betyde, at Oliebranchens Miljøpulje
kan dække hele beløbet, og kommunernes økonomi
vil ikke blive belastet.
Samtidig foreslås som en konsekvens heraf, at
beløbsgrænsen på 2 mio. kr. i
forsikringsordningen ophæves.
En opgørelse foretaget af de kommunale
miljøchefer i Region Sjælland i 2009 dokumenterer, at
kommunerne har en betragtelig økonomi i klemme.
Opgørelsen viser, at kommunerne i Region Sjælland set
som et øjebliksbillede i efteråret 2008 hænger
på udgifter i størrelsesordenen 27 mio. kr. Er
billedet fra Region Sjælland repræsentativt for
situationen på landsplan, er der tale om et væsentligt
beløb. Udgifter, som ikke var kendte, da loven blev
vedtaget, og som kommunerne ikke kompenseres for over den statslige
udligning.
Ifølge § 49 i lov om forurenet jord, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1427 af 4. december 2009, har ejere af
olietanke, der kan meddeles påbud efter lovens
§ 48, stk. 1, pligt til at være omfattet af en
forsikring, der dækker udgifterne til
miljømyndighedernes krav om undersøgelser og
oprydning efter bestemmelsen i § 48.
Den 1. marts 2000 oprettede olieselskaberne i Danmark og
Topdanmark Forsikring A/S i fællesskab en forsikringsordning
til dækning af oliekunders forsikringsforpligtelse i henhold
til lov om forurenet jord, jf. § 48 og § 49. Denne lov
medførte en tvungen pligt til at være forsikret mod
forurening ved et eventuelt olieudslip fra en utæt olietank.
Forsikringsordningen dækker maksimalt 2 mio. kr. inkl. moms
for en enkelt sag.
Beløbsgrænsen blev fastsat i
jordforureningsloven, men da beløbet blev fastlagt, kendte
man ikke til sager, hvor den samlede oprydningsudgift oversteg
dette beløb. Udviklingen i sagerne har overhalet både
loven og den faste beløbsgrænse, som ikke er
pristalsreguleret siden lovens vedtagelse.
Udviklingen har den konsekvens, at kommunerne
pålægges store udgifter, som er uforudsete, og som skal
dækkes ind ved at skære i andre områder.
Skriftlig fremsættelse
Ida Auken
(SF):
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig
herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om fuld
dækning af udgifter i kommunerne til oprydning efter
olieforurening fra olietanke.
(Beslutningsforslag nr. B 160).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der
ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige
behandling.