Fremsat den 17. marts 2010 af
Bente Dahl (RV),
Anne Marie Geisler Andersen (RV) Marianne Jelved (RV) og Margrethe Vestager (RV)
Forslag til folketingsbeslutning
om at styrke det lokale samspil mellem det
frivillige foreningsliv og kommunerne og erhvervslivet
Folketinget pålægger regeringen at fremsætte
lovforslag om rammerne for et nationalt charter for samarbejdet
mellem civilsamfundet, den offentlige sektor og det private
erhvervsliv, der har til hensigt at styrke samspillet mellem det
frivillige foreningsliv, kommunerne og erhvervslivet.
Bemærkninger til forslaget
Det overordnede formål med sammenhængende,
koordinerede frivilligpolitikker er at bringe forskellige
aktører sammen om at udvikle social trivsel og kulturel
sammenhængskraft lokalt. Selv om der er mange forskellige
aktører på banen, er det social, kulturel udvikling og
samspil, der er i fokus.
Det Radikale Venstre forestiller sig, at regeringen
pålægger at etablere rammerne for mødesteder
mellem det frivillige foreningsliv, kommunerne og
erhvervslivet.
Der satses på et ligeværdigt samarbejde mellem
sektorerne: kommunen, erhvervslivet og det frivillige arbejde. Det
sikres bl.a. gennem tilslutning til et nationalt
»charter« og udvikling af lokale spilleregler, der
danner fundamentet for det ligeværdige samarbejde
lokalt.
Den frivillige sociale og kulturelle sektor skal
kapacitetsudvikles med respekt for dens særlige metode- og
værdimæssige udgangspunkt.
Et nationalt charter
Der udvikles et nationalt charter for samarbejdet mellem den
offentlige sektor, det private erhvervsliv og civilsamfundet.
Charteret skal fastlægge en række grundantagelser om,
hvordan og på hvilke præmisser et
tværgående samarbejde bør udvikles. Det fungerer
som et fælles nationalt grundlag, som ethvert
frivilligråd opfordres til at tilslutte sig - og bruge som
konkret udgangspunkt for arbejdet med lokale spilleregler.
En lokal organisatorisk ramme
Der skabes en organisatorisk ramme i kommunerne med
eksempelvis følgende indhold:
- Et bredt
sammensat frivilligråd,
- et
frivilligcenter,
- en lokal
mødeplatform/mødested og
- udvikling af
lokale spilleregler, der udmønter det nationale charter i en
lokal sammenhæng.
Uddybende om de fire områder foreslås:
Bredt sammensat frivilligråd
Blandt de frivillige organisationer i kommunen vælges
repræsentanter til et socialt frivilligråd.
I rådet sidder endvidere kommunale politikere og
embedsmænd og repræsentanter fra det lokale
erhvervsliv.
Rådet mødes mindst to gange om året og
planlægger samarbejdet mellem kommunen, de frivillige
organisationer og erhvervslivet - i relation til det sociale
område.
Rådet er ansvarligt for, at der udformes et sæt
spilleregler til sikring af et godt samarbejde mellem kommunen og
det frivillige arbejde. Det bygger endvidere på en
række fælles antagelser fra det nationale charter som
fælles »gods«.
Rådet kan have sekretariat i kommunens frivilligcenter
for at sikre sammenhængen mellem interessenterne.
Frivilligcenteret
Frivilligcentrene i Danmark har besluttet en fælles
mission: »at fremme lokal frivillighed - og bidrage til
social forandring og sammenhængskraft ved at samle
foreninger, borgere, kommune og virksomheder om aktuelle sociale
udfordringer. Vi ved, at frivillighed skaber velfærd og
mening for den enkelte og for samfundet. Og vi er
agtpågivende og debatterende overfor, hvordan krav og
forventninger til frivilligheden udvikler sig«.
Frivilligcenteret optræder derfor naturligt som
bindeleddet mellem de frivillige organisationer, kommunen og det
lokale erhvervsliv. Frivilligcenterets opgave er at hente
størst mulig synergi ud af dette samarbejde med henblik
på det sociale område.
Platform for lokale mødesteder
Relevante lokale aktører mødes jævnligt.
Kommunen deltager hver gang. Ud over kommunen kan andre
aktører som foreninger, erhvervsfolk, borgere m.fl.
deltage.
Udvikling af lokale spilleregler
De lokale spilleregler udvikles af alle interessenter og
godkendes af kommunen og de frivillige foreninger.
Frivilligrådet er initiativtager til og tovholder i
processen.
Der Radikale Venstre ser et stort behov for at få det
potentiale, der er i krydsfeltet mellem de tre sektorer, udviklet.
Det er et uudnyttet potentiale, der går upåagtet hen,
idet det ikke har rum for udvikling. Med beslutningsforslaget vil
Det Radikale Venstre tage området alvorligt, give det rammer
og rum, så det kan udvikle dets fulde potentiale.
Skriftlig fremsættelse
Bente Dahl
(RV):
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig
herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om at
styrke det lokale samspil mellem det frivillige foreningsliv og
kommunerne og erhvervslivet.
(Beslutningsforslag nr. B 157).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der
ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige
behandling.