Folketinget pålægger regeringen at ophæve kommunernes forpligtelse til at konkurrenceudsætte en bestemt procentdel af deres opgaver.

I de seneste års aftaler mellem regeringen og KL (Kommunernes Landsforening) er det blevet besluttet, at kommunerne skal konkurrenceudsætte en bestemt procentdel af deres opgaver. Kommunerne konkurrenceudsatte 23,7 pct. og 24,8 pct. af de kommunale opgaver i henholdsvis 2007 og 2008, og i 2010 er kravet 26,5 pct. (»Aftale om kommunernes økonomi for 2010«. Regeringen og KL, 2009). Hertil kommer, at regeringens mål i det nye regeringsprogram er, at kommunerne år for år udvider den andel af de kommunale opgaver, der udsættes for konkurrence, så den kommer op på mindst 31,5 pct. i 2015 for kommunerne under ét. Det svarer til et løft på yderligere 1 procentpoint pr. år. (»2020 viden>vækst>velstand>velfærd«, regeringens 10-punkts-arbejdsprogram af 24. januar 2010). Tidligere har Det Konservative Folkeparti foreslået, at udbuddet af kommunale opgaver skal hæves til 36,5 pct. over fem år, og Venstres erhvervsordfører har i juni 2008 fået opbakning til et erhvervsoplæg, hvor der lægges op til, at alle offentlige opgaver skal i udbud.

Med en konkurrenceudsættelsesgrad på 26,5 pct. og derover vil man være oppe på et niveau, hvor egentlige velfærdsopgaver også vil komme i betragtning til at blive konkurrenceudsat og måske udliciteret. Det er problematisk, fordi vi mangler fundamental viden om konsekvenserne af konkurrenceudsættelse og udlicitering af velfærdsopgaver. Langt de fleste studier af konsekvenserne af konkurrenceudsættelse og udlicitering omhandler områder med enkle, målbare opgaver som eksempelvis snerydning. Resultaterne af disse undersøgelser siger derfor ikke meget om, hvilke konsekvenser konkurrenceudsættelse og udlicitering vil have for kvaliteten af velfærdsopgaver (»Konkurrence og offentlig servicelevering«. Carsten Greve, FTF Dokumentation, 2008, 8). Professor Carsten Greve finder også, at meget væsentlige forøgelser af kommunernes konkurrenceudsættelse: »fx (kan) betyde en radikal omfortolkning af det kommunale selvstyre og retten til at prioritere politisk«.

Denne mangel på viden om kvaliteten af udliciterede velfærdsopgaver betyder, at konkurrenceudsættelse og udlicitering af disse opgaver kan få karakter af rene eksperimenter. Det forekommer derfor uansvarligt at fastsætte et bestemt niveau for konkurrenceudsættelse, som kan føre til udlicitering af opgaver, der påvirker borgernes livskvalitet.

Konkurrenceudsættelse og deraf øget udlicitering indeholder en række problematikker, der i hvert enkelt tilfælde bør overvejes nøje, før der træffes beslutninger om konkurrenceudsættelse m.v.

Disse problematikker handler bl.a. om, at det kan være svært for borgerne at gennemskue, hvem der er ansvarlig for den konkrete opgave (»Modernising Government: The Way Forward«, OECD, 2005), samt at medarbejderne ofte oplever dårligere arbejdsvilkår som følge af udlicitering. Derudover er de økonomiske gevinster ofte også tvivlsomme, pga. høje transaktionsomkostninger ved udbud og udlicitering. Selv på de områder, som normalt er blevet udliciteret og konkurrenceudsat, eksempelvis rengøring og køkkenfunktioner, har der været rejst tvivl om det gavnlige i forhold til pris og kvalitet i udlicitering og konkurrenceudsættelse. Årsagen er bl.a., at kommunerne rent faktisk er meget effektive i deres opgaveløsning.

Forslagsstillerne finder på den baggrund, at det er uansvarligt at forlange af kommunerne, at de partout skal konkurrenceudsætte en bestemt andel af deres opgaver. Det skal være frivilligt for kommunerne, om de ønsker at konkurrenceudsætte velfærdsopgaver. Alt andet kan vi ikke være bekendt over for de mange borgere, der er afhængige af og nyder godt af kommunernes velfærdsydelser.

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.