Fremsat den 24. februar 2010 af
Ida Auken (SF), Steen Gade (SF),
Anne Grete Holmsgaard (SF) og Ole Sohn (SF)
Forslag til folketingsbeslutning
om at give vandværkerne mulighed for at
fjerne kalk fra drikkevandet
Folketinget opfordrer regeringen til at ændre
gældende regler og praksis, således at større
vandværker, der ønsker det, kan få tilladelse
til at fjerne kalk fra drikkevandet ned til en hårdhedsgrad
på 5°dH.
Bemærkninger til forslaget
Kalk i drikkevandet betyder - alt andet lige - større
energiforbrug og CO2-udslip. Dels
på grund af større energiforbrug i f.eks.
vaskemaskiner og varmtvandsbeholdere og dels på grund af
øget forbrug af vaskepulver, kortere levetid for tøj
osv. Kalk medfører samtidig betydelige udgifter til
afkalkning samt reparation eller tidlig udskiftning af diverse
apparater, der bruges til opvarmning af vand. Samlet set er der
store privat- og samfundsøkonomiske omkostninger forbundet
med kalkholdigt drikkevand. Omkostninger, der mange steder langt
overstiger de omkostninger, der er forbundet med at rense
drikkevandet delvis for kalk.
Det kræver i dag kommunal tilladelse, hvis
vandværkerne skal fjerne kalk fra drikkevandet, selv om der
ikke er et eksplicit forbud mod fjernelse af kalk.
På trods af de betydelige fordele forbundet med
fjernelse af kalk er det i dag meget vanskeligt for
vandværkerne at få tilladelse til helt eller delvis at
fjerne kalk fra drikkevandet. F.eks. har et stort selskab som
Odense Vandselskab for nogle år tilbage fået afslag
på en ansøgning om tilladelse til at fjerne
kalk.
Det skyldes formentlig traditionen for, at drikkevandet skal
være så naturligt som muligt. Den tradition er
fornuftig i mange sammenhænge - f.eks. er det bedre at sikre
sig imod, at der kommer pesticider i grundvandet, end at rense
drikkevandet for pesticider. Men i tilfældet med kalk har man
ikke den valgmulighed at forhindre, at der kommer kalk i
grundvandet. Kalken stammer nemlig fra naturlige forekomster af
kalk. Valget står altså mellem at nedbringe
kalkindholdet - eller lade være.
Forslagsstillerne mener som beskrevet, at der er stærke
argumenter for at nedbringe kalkindholdet i drikkevandet. Det skal
ske efter en konkret, lokal vurdering fra vandselskabets side. Ikke
mindst de klimamæssige fordele ved at fjerne kalk vejer tungt
i den sammenhæng.
Beslutningen bør træffes ud fra en lokal
vurdering, dels fordi konsekvenserne er lokale - de vedrører
kun vandværkets brugere - dels fordi kalkholdigheden af
drikkevandet er meget forskellig fra landsdel til landsdel. Nogle
steder er det så lavt, at det er meningsløst at
reducere indholdet yderligere.
Den væsentligste betænkelighed ved at give
tilladelse til at fjerne kalk er, at det komplicerer
vandbehandlingen, hvilket øger risikoen for fejl. Risikoen
må antages at være størst for de små
vandværker, hvor vandbehandlingen i dag er meget simpel og
nogle steder kun består i at føre vandet gennem et
grusfilter. Forslaget retter sig derfor kun mod de større
vandværker, jf. størrelseskriteriet i den nye vandlov
(L 150 (2008-09) om vandsektorens organisering og økonomiske
forhold).
Der skal gives mulighed for at indregne omkostningerne ved
fjernelse af kalk fra drikkevandet i vandprisen. Denne ekstraudgift
vil blive mere end opvejet af de økonomiske gevinster,
vandbrugerne opnår gennem f.eks. lavere el- og
sæbeforbrug og ved de lavere udgifter til vedligeholdelse af
vandinstallationer.
I dag er der en minimumsværdi for hårdheden af
drikkevand på 5°dH. Kalk indgår i dette
hårdhedsmål, som foreslås bevaret. Baggrunden er,
at vandet ellers bliver syrligt og kan ætse rør og
installationer.
I rapporten »Udredning om fysisk vandbehandling for
løsning af kalkproblemer i vandinstallationer«,
Teknologisk Institut februar 1999, understreges bl.a., at
udfældning af kalk resulterer i følgende
problemer:
- Belægninger
i rør førende til lavere vandføringskapacitet
og større pumpeydelse.
- Belægninger
på hedeflader førende til energitab og
ødelæggelse af installationer (det kan f.eks.
være varmelegemer i vandvarmere, vaskemaskiner,
opvaskemaskiner og elkedler).
- Belægninger
på haner, ventiler, brusehoveder og dyser førende til
ødelæggelse af disse.
- Belægninger
på fliser og brugsgenstande førende til lavere
brugsværdi.
- Belægninger
på tekstilfibre førende til lavere
brugsværdi.
-
Belægninger, som danner base for bakterier førende til
bakterievækst (biofouling).
Eksempelvis henvises der i rapporten til mejeribranchen, hvor
det menes, at alene afsyring af beholdere, rør og
varmevekslere koster branchen 10 mio. kr. årligt. I en anden
virksomhed, som har installeret fem køletårne, bruges
der ca. 200.000 kr. årligt alene til kemikalier til afsyring
af kalk. Der er altså også store erhvervsmæssige
omkostninger forbundet med kalkholdigt vand.
En faglig tommelfingerregel siger, at 1 mm kalk på et
varmelegeme koster 10 pct. ekstra i strømforbrug.
Vaskemaskiner og opvaskemaskiner er blandt de store
strømforbrugere i en husholdning, så lavere
kalkindhold i vandet vil give store muligheder for, at
husholdningerne kan spare energi.
Til rengøring af sanitetsgenstande og fliser og
afkalkning af udstyr bruges kemikalier, som ofte ikke er
miljøvenlige. Disse forhold giver brugeren øgede
økonomiske udgifter og ikke mindst irriterende gener i
hverdagen.
Derudover benytter forbrugerne ekstra sæbe i både
badet og vaskemaskinen som resultat af det kalkholdige vand. En
analyse fra 2001 i Odense Kommune har f.eks. vist, at
blødere vand kan betyde en besparelse på op til 25
pct. af vaskepulverforbruget.
I Sverige, Tyskland og Holland benyttes allerede
blødgøringsanlæg af ovennævnte
årsager.
Skriftlig fremsættelse
Ida Auken
(SF):
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig
herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om at
give vandværkerne mulighed for at fjerne kalk fra
drikkevandet.
(Beslutningsforslag nr. B 138).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der
ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige
behandling.