Fremsat den 11. februar 2010 af
Anders Samuelsen (LA),
Simon Emil Ammitzbøll (LA) og Villum Christensen (LA)
Forslag til folketingsbeslutning
om forkortelse af dagpengeperioden
Folketinget opfordrer regeringen til at fremsætte de
nødvendige lovforslag for at sikre, at dagpengeperioden
forkortes til 2 år i overensstemmelse med
Arbejdsmarkedskommissionens anbefalinger.
Bemærkninger til forslaget
Formålet med beslutningsforslaget er at sikre, at ledige
på det danske arbejdsmarked fremover højst kan modtage
dagpenge i 2 år. Dermed er det hensigten, at strukturerne
på det danske arbejdsmarked forbedres, så ledige
hurtigere kommer i beskæftigelse i høj- såvel
som lavkonjunkturer. En halvering af den nuværende
dagpengeperiode på 4 år vil således
indebære, at ledighedsperioderne bliver mærkbart
kortere, og det vil ifølge Arbejdsmarkedskommissionen
føre til en varig forøgelse af
beskæftigelseseffekten med 10.000 personer og dermed bidrage
væsentligt til den økonomiske vækst i
samfundet.
En kortere dagpengeperiode vil mindske risikoen for, at ledige
ikke er aktive nok i deres jobsøgning, som påpeget af
Arbejdsmarkedskommissionen. Den direkte konsekvens af en kortere
dagpengeperiode vil således være, at ledige i alle
faser af ledighedsforløbet er mere aktive og
målrettede i deres søgen efter nyt arbejde. Danmark
har i forvejen en klart længere dagpengeperiode end langt de
fleste andre OECD-lande. Det er kun Belgien og Island, der har
længere dagpengeperioder end Danmark, og ser vi på
vores naboland Sverige, hvor man allerede i 2006 gennemførte
en dagpengereform, kan de kun modtage dagpenge i 300 dage, hvor vi
til sammenligning i Danmark kan modtage understøttelse i
1.460 dage.
Som Arbejdsmarkedskommissionen også påpeger, er
det danske arbejdsmarked meget dynamisk i international
sammenhæng med et nogenlunde konstant antal årlige
ansættelser på omkring 700.000-800.000 på
tværs af konjunkturerne. De ledige kommer altså hurtigt
i arbejde igen - selv i perioder med stigende ledighed. Knap
halvdelen af de ledige, der påbegyndte et
dagpengeforløb i starten af januar 2009, havde efter 2
måneder forladt systemet igen. Og ser vi tilbage på de
ledige, der var berørt af lavkonjunkturen gennem 2002 og
2003, var kun 16 pct. af denne gruppe stadig ledige efter et
år.
En 2-årig dagpengeperiode vil fortsat sikre et aldeles
rimeligt indkomstgrundlag for personer, der ufrivilligt bliver
ledige - og fortsat i en længere periode end i
størstedelen af de øvrige OECD-lande. Ifølge
Arbejdsmarkedskommissionen vil en kortere periode ikke føre
til, at færre forsikrer sig mod ledighed. Det skyldes, at
forholdet mellem, hvad det koster at være med i en a-kasse,
og den mulige dagpengeudbetaling fortsat vil være meget
gunstigt med en dagpengeperiode på 2 år. Historisk set
førte 1990'ernes afkortninger af dagpengeperioden heller
ikke til nogen observerbar effekt på andelen af
dagpengeforsikrede.
Forslagsstillerne ser frem til Folketingets velvillige
behandling.
Skriftlig fremsættelse
Anders Samuelsen
(LA):
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig
herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
forkortelse af dagpengeperioden.
(Beslutningsforslag nr. B 130).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der
ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige
behandling.