Fremsat den 9. februar 2010 af
Pernille Frahm (SF),
Pernille Vigsø Bagge (SF),
Ole Sohn (SF) og Nanna Westerby (SF)
Forslag til folketingsbeslutning
om nedsættelse af en følgegruppe
på specialundervisningsområdet i grundskolen
Folketinget pålægger regeringen at nedsætte
en følgegruppe, der årligt skal aflægge rapport
til Folketingets Uddannelsesudvalg og Undervisningsministeriet om
udviklingen på specialundervisningsområdet i
grundskolen. Følgegruppen skal rådgive og vejlede
skoler og kommuner om, hvordan man bedst sikrer, at
folkeskolelovens § 3, stk. 2, der giver børn ret til
den undervisning, de har brug for, overholdes.
Følgegruppen skal nedsættes af
Undervisningsministeriet og bestå af repræsentanter for
Danmarks Lærerforening, Pædagogisk Psykologisk
Rådgivning (PPR), Skole og Samfund, Skolelederforeningen,
Dansk Handicapforbund, Socialpædagogernes Landsforbund (SL)
og Kommunernes Landsforening (KL) samt en eller flere relevante
uddannelsesforskere.
Bemærkninger til forslaget
Forslagsstillerne konstaterer, at
specialundervisningsområdet er under betydeligt pres i disse
år.
Folkeskoleloven er ellers meget klar på dette
område: § 3, stk. 2, fastslår, at børn,
hvis udvikling kræver en særlig hensyntagen eller
støtte, har et retskrav på at få
specialundervisning eller specialpædagogisk bistand. Det
indebærer, at en elev har ret til et undervisningstilbud, der
er særligt tilrettelagt og afpasset efter elevens
særlige behov, hvis den almindelige (og differentierede)
undervisning ikke kan tilgodese elevens behov.
Alligevel er virkeligheden den, at alt for mange børn
langt fra får den undervisning, de har krav på
ifølge loven. Det finder forslagsstillerne stærkt
bekymrende. Bekymringen bliver ikke mindre af, at den
altovervejende begrundelse for, at loven ikke overholdes, for
så vidt angår specialundervisning, er kommunernes
økonomiske rammer. I KL's budgetvejledning til kommunerne
(2008) fremhæves vigtigheden af, at kommunerne
»fastsætter en økonomisk ramme til
specialundervisning, og at rammen aktivt søges
fastholdt«, hvorfor kommunerne før skolestart må
»vurdere, hvilket serviceniveau, det er muligt at arbejde
med, når den økonomiske ramme er fastsat.«
Da folkeskoleloven ikke siger noget om, hvordan det sikres, at
specialundervisningens omfang svarer til barnets særlige
behov, bliver det således ofte kommunens budgetramme på
området, der afgør, i hvilket omfang der skal tilbydes
specialundervisning.
Stramme budgetter betyder så i nogle kommuner, at
børn ikke får tilstrækkelig særlig
undervisning, selvom de pædagogisk psykologiske
rådgivningsenheder (PPR), der vejleder kommunerne, indstiller
dem til omfattende specialundervisning. En elev, der efter PPR's
vurdering har behov for 20 timers specialundervisning om ugen,
risikerer altså at måtte nøjes med 10.
En undersøgelse fra Danmarks Evalueringsinstitut fra
2009 vedrørende visitationsprocessen til vidtgående
specialundervisning viser desuden, at forældre i nogle
kommuner må vente i over et halvt år, før deres
barn kan starte i det undervisningstilbud, som skolen har gjort
kommunen opmærksom på at barnet har behov for. Den
lange ventetid har negative konsekvenser for barnet, der bliver for
længe i en undervisningssituation, det ikke får noget
ud af, hvilket kan føre til, at selvtilliden lider et
knæk.
Hertil kommer, at ressourceproblemerne ser ud til at
være forstærket i år: Ifølge Danmarks
Lærerforenings undersøgelse af de vedtagne kommunale
budgetter for 2009 sparede 41 pct. af landets kommuner på
støtten til elever med særlige behov, der undervises i
normalklassen og/eller på den specialpædagogiske
indsats uden for normalklassen.
Med regeringens forslag til afbureaukratisering er det fra
næste skoleår blevet muligt for skoleledere at henvise
elever til specialundervisning uden at få en vurdering fra
PPR. Det kræver dog, at forældrene er enige heri.
Forslagsstillerne mener, at denne ændring indebærer
risiko for, at forældre, der ønsker at klage over tab
af specialundervisning, med denne ændringer mister
klagemuligheder.
Idet forslagsstillerne konstaterer, at økonomien i alt
for høj grad sætter rammerne for indsatsen for den
differentierede gruppe af børn med særlige behov, er
der grund til at søsætte nye initiativer, der i
højere grad kan sikre, at alle børn modtager et
relevant og kvalificeret undervisningstilbud. En
følgegruppe, der kan rådgive og vejlede om fremskridt
inden for området m.v., er derfor et nødvendigt
initiativ, der samtidig skal sikre, at loven administreres efter
hensigten.
Kraftig stigning i klager og konsekvensen af disse
På baggrund af ovenstående kan det ikke overraske,
at der har været en stigning i antallet af forældre,
der klager over kommunens afslag på specialundervisning. Mens
Klagenævnet for vidtgående specialundervisning i 2007
modtog 384 klager om tildeling af specialundervisning på
folkeskoleområdet, steg tallet i 2008 til 478
(Klagenævnets årsrapport for 2008). Om disse
gælder:
- Den hyppigste
klageårsag i folkeskolesagerne var »afslag på
støtte i den overvejende del af undervisningstiden«,
der udgjorde 27 pct. af de afsluttede sager.
- I ca. en
tredjedel af folkeskolesagerne valgte den pågældende
kommune at genoptage sagen med henblik på at opnå
enighed med klageren, før Klagenævnet traf
afgørelse.
- Klagenævnet
omgjorde ca. 43 pct. af de realitetsbehandlede folkeskolesager,
dvs. ændrede en kommunes afgørelse eller hjemviste
sagen til fornyet behandling.
I 2009 er der fra januar til september indløbet 516
klager til Klagenævnet, heraf 422 vedrørende
folkeskolesager. Medlemmer af nævnet har tidligere peget
på, at kommunens afslag ofte er begrundet med økonomi,
selvom det - også ifølge undervisningsministeren -
ikke er tilladt at angive dette som eneste grund (jf. retskravet).
Medlem af klagenævnet og formand for Autismeforeningen Morten
Carlsson har udtalt, at »det er helt entydigt, at kommunerne
generelt ikke forvalter deres ansvar ordentligt«
(Information, den 20. juli 2009).
Samtidig er det primært ressourcestærke
forældre, der klager. Dermed fører de stramme
kommunebudgetter også til en social skævhed i, hvem der
modtager specialundervisning.
Det forhold, at kommunernes afgørelser underkendes i
ca. 43 pct. af sagerne på folkeskoleområdet,
understreger behovet for at skabe større overblik over
udviklingen på området. Realiteten i dag er jo, at den
økonomiske ramme ligger fast og i mange tilfælde
administreres af PPR efter vejledning fra KL, og kommunerne presses
derfor af Kommunernes Landsforening og af de indgåede
økonomiaftaler med staten til at fastlægge en ramme,
som ikke giver elastik til uventede udgifter på
området.
De børn, hvis forældre klager, får
følgelig ressourcer fra den eksisterende ramme - dvs. fra de
børn, hvis forældre ikke klager. Ikke mindst af hensyn
til gruppen af børn, hvis forældre ikke magter at
klage, er det derfor nødvendigt at etablere en
følgegruppe, der kan rådgive og vejlede, så man
i højere grad sikrer en mere ensartet praksis i de danske
kommuner.
En undersøgelse foretaget for Ugebrevet A4 og Fagbladet
Folkeskolen har vist, at 33 pct. af folkeskolelærerne
underviser børn, som ikke får særlig
støtte, selv om de er indstillet af fagfolk til at få
det. Det stiller ekstra krav til lærernes kompetencer, hvis
undervisningen skal fungere. Men ved skolestarten i år
sættes der som bekendt netop rekord i antallet af uuddannede
lærere ude i klasseværelserne. (I Helsingør
får de f.eks. blot et 60-timers-kursus).
Et rundspørge til lærere og skoleledere foretaget
af A4 sidste år viste også, at mange vurderede, at op
imod 20 pct. af deres elever i 8.-9. klasse ikke ville være i
stand til at gennemføre en ungdomsuddannelse. På den
baggrund er den utilstrækkelige specialundervisning
måske nok en kortsigtet økonomisk
nødløsning for kommunerne, men på lang sigt
trues den nationale målsætning om, at 95 pct. af en
årgang skal fuldføre en ungdomsuddannelse.
På baggrund af ovenstående finder
forslagsstillerne det afgørende, at regeringen
nedsætter en følgegruppe til belysning af udviklingen
i specialundervisningsområdet, så fokus ikke fremover
udelukkende rettes mod kommunernes (begrænsede)
økonomiske rammer, men også forholder sig konstruktivt
til de kvalitative forringelser, diverse interessenter kan
konstatere på området. Følgegruppen skal derfor
kunne komme med anbefalinger til Undervisningsministeriet.
En følgegruppe skal således sikre, at
folkeskolelovens § 3, stk. 2, rent faktisk administreres efter
hensigten og ikke primært ud fra den enkelte kommunes
økonomiske rammer. En opgave for følgegruppen kunne
derfor også være at få skabt et overblik over
forskellige kvalitetsparametre, f.eks. ventelister, tildelinger,
visitationer osv.
Skriftlig fremsættelse
Pernille Frahm
(SF):
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig
herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
nedsættelse af en følgegruppe på
specialundervisningsområdet i grundskolen.
(Beslutningsforslag nr. B 124).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der
ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige
behandling.