Fremsat den 21. januar 2010 af
Karl H. Bornhøft (SF),
Anne Baastrup (SF),
Jonas Dahl (SF) og Ole Sohn (SF)
Forslag til folketingsbeslutning
om forbedringer på
høreapparatområdet
Forslagsstillerne pålægger regeringen at tage
initiativ til inden udgangen af denne folketingssamling at
fremsætte lovforslag, der sikrer følgende
ændringer af området for høreapparater:
- Obligatorisk og
ensartet kvalitetsmåling for både offentlige og private
høreklinikker.
- Fælles
indkøbsordning for anskaffelse af høreapparater til
udlevering hos offentlige og private høreklinikker,
således at samtlige kommuner går sammen om
indkøb af høreapparaterne på samme måde,
som det sker i det offentlige i dag.
-
Speciallæger i øre-, næse- og halssygdomme, der
praktiserer under sygesikringen, skal afstå fra at have
økonomiske interesser i private høreklinikker, som de
henviser til.
Bemærkninger til forslaget
I forhold til befolkningens størrelse har Danmark et af
verdens højeste forbrug af høreapparater. I 2007 blev
der udleveret ca. 100.000 høreapparater til en samlet
offentlig udgift på ca. 434 mio. kr. Antallet af borgere med
behov for høreapparat er voksende, ligesom antallet af
udleverede høreapparater har været stigende og nu er
på ca. 120.000 høreapparater årligt.
I betragtning af det store antal høreapparater, der
hvert år udleveres, og udgiften for det offentlige forbundet
hermed finder forslagsstillerne det centralt, at området
organiseres og kvalitetsmåles bedst muligt.
Kvalitetsmåling
Forslagsstillerne ønsker, at der udvikles en
fælles kvalitetsmåling af og opfølgning på
høreapparatbehandling i offentligt og privat regi.
I perioden 2006-2008 kørte et projekt med det
formål at måle kvaliteten af og tilfredsheden med
høreapparaterne set fra patienternes perspektiv. Projektet,
som var finansieret af Danske Regioner, er nu afsluttet.
Forslagsstillerne finder, at det er helt centralt, at der fortsat
sker opfølgning og kontrol af
høreapparatbehandlingen.
Kvalitetskontrollen foregår på forskellige
måder i de private høreapparatforretninger og på
de offentlige høreklinikker. For at sikre en ensartet,
sammenlignelig og landsdækkende kvalitetsopfølgning
ønsker forslagsstillerne, at der gøres brug af samme
fremgangsmåde, uanset i hvilket regi
høreapparatbehandlingen foregår.
Løbende kvalitetsopfølgninger kan eksempelvis
give et billede af, hvor mange af de udleverede
høreapparater der reelt benyttes af borgeren.
Undersøgelser har vist, at en væsentlig del af de
udleverede høreapparater ender som skuffeapparater, der
enten ikke eller kun i meget begrænset omfang benyttes af
borgeren. Forslagsstillerne finder det helt centralt, at kvaliteten
af høreapparatbehandlingen og brugen af
høreapparaterne fortsat måles, så det bliver
muligt at følge udviklingen og igangsætte initiativer
til forbedring af kvaliteten på området, såfremt
kvalitetsmålingerne viser behov for og gavn af dette.
Forslagsstillerne ønsker med forslaget ikke at
lægge sig fast på en model for, hvordan
kvalitetsovervågningen fremover skal foregå. Men
undersøgelsen skal gennemføres på en
videnskabeligt pålidelig måde, dække både
de offentlige og private udbydere og gennemføres på
samme måde i offentligt og privat regi. Forslagsstillerne
finder det relevant at trække på erfaringerne fra det
før omtalte projekt og lade opfølgningen foregå
ved en spørgeskemaundersøgelse, hvor et
spørgeskema sendes direkte til patienten. Med en
landsdækkende registrering og
spørgeskemaundersøgelser vil resultaterne kunne
samles, således at udviklingen kan følges. Samtidig
vil den enkelte kommune på denne måde få et
komplet register til rådighed med information om, hvem der
har fået udleveret høreapparater, hvor de har
fået dem, og hvorvidt høreapparaterne bliver
brugt.
Fælles
indkøbsordning
For kommunerne er der stigende udgifter til
høreapparater. En væsentlig årsag til det er, at
patienter, der vælger at få udleveret
høreapparat hos en privat udbyder, modtager et tilskud til
dette. I 2000 udgjorde dette tilskud 3.000 kr. pr.
høreapparat, som både dækkede
høreprøve, høreapparat, tilpasning, service og
garanti. I 2002 blev dette tilskud forhøjet til 5.000 kr.
pr. høreapparat, og med denne ændring steg antallet af
private udbydere mærkbart. I 2010 udgør tilskuddet til
høreapparater 6.230 kr. pr. høreapparat.
Høreapparater har i dag en særstatus i
lovgivningen på den måde, at kommunerne ikke kan
indgå en indkøbsaftale med en leverandør,
så borgerne højst kan få det tilskud, som svarer
til det offentliges pris. Forslagsstillerne ønsker med dette
forslag at fjerne denne særstatus. I stedet skal der
etableres et fælles udbud på samtlige offentligt
betalte høreapparater, privat som offentligt udleverede. Ved
en sådan ordning betaler kommunerne i stedet for selve
behandlingen.
De private udbydere har med de nuværende regler for
manges vedkommende en markant fortjeneste på udlevering af
høreapparater. Ved at man giver kommunerne mulighed for at
indgå aftale med en leverandør, kan kommunernes
udgifter til tilskud til patienter, der får udleveret
høreapparat på en privat høreklinik, mindskes.
Dermed vil kommunernes samlede udgifter til høreapparater
kunne begrænses. Erfaringerne fra den offentlige
indkøbsordning indikerer, at der kan forventes en besparelse
på 40-50 mio. kr. årligt.
Henvisning til egen
høreklinik
Forslagsstillerne finder det helt centralt, at den
rådgivning, en patient modtager af sin speciallæge, er
uvildig og uden risiko for indblanding af interessekonflikter. Som
borger og patient skal man føle sig sikker på, at den
rådgivning og vejledning, man modtager af sin læge, er
korrekt og uvildig. Der skal for borgeren ikke herske tvivl om, at
lægen alene handler til patientens bedste og uden personlige
interesser i patientens videre valg af behandling.
Der er en grundlæggende interessekonflikt, når en
øre-, næse- og halslæge kan henvise patienten
til klinikker, som speciallægen selv har en personlig
interesse i.
Den enkelte ørelæge har pligt til at oplyse
patienten om det frie valg af høreapparatleverandør
og om sine egne eventuelle økonomiske forbindelser til
private høreklinikker. Men forslagsstillerne finder ikke, at
denne ordning er tilstrækkelig til at sikre, at patienterne
altid modtager uvildig vejledning. For patienterne kan det
være svært eller umuligt at gennemskue lægens
egen interesse i at komme med bestemte anbefalinger, og med den
nuværende ordning vil der ikke være kontrol med den
information, som lægen giver patienten.
For at man kan komme denne uheldige interessekonflikt til
livs, mener forslagsstillerne, at der er brug for en
regelændring på området. Ved at
speciallæger i øre-, næse- og halssygdomme ikke
kan henvise til høreklinikker, som de selv har en
økonomisk interesse i, vil denne mulige interessekonflikt,
eller mistanken om en sådan, kunne undgås.
Skriftlig fremsættelse
Karl H.
Bornhøft (SF):
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig
herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
forbedringer på høreapparatområdet.
(Beslutningsforslag nr. B 111).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der
ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige
behandling.