B 103 Forslag til folketingsbeslutning om skærpet straf for voldtægt af ofre for menneskehandel.

Udvalg: Retsudvalget
Samling: 2009-10
Status: Beretning afgivet

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 12-01-2010

Fremsat: 12-01-2010

Fremsat den 12. januar 2010 af Line Barfod (EL), Per Clausen (EL), Johanne Schmidt‑Nielsen (EL) og Frank Aaen (EL)

20091_b103_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 12. januar 2010 af Line Barfod (EL), Per Clausen (EL), Johanne Schmidt-Nielsen (EL) og Frank Aaen (EL)

Forslag til folketingsbeslutning

om skærpet straf for voldtægt af ofre for menneskehandel

Folketinget pålægger regeringen inden den 1. november 2010 at fremsætte lovforslag, der skærper straffen for voldtægt og samleje opnået ved anden tvang end vold eller trussel om vold, når ofret er offer for menneskehandel.


Bemærkninger til forslaget

Enhedslisten ønsker med forslaget at indføre en strafskærpelse til straffelovens § 216, voldtægtsparagraffen, og straffelovens § 217, hvorefter det er strafbart at skaffe sig samleje ved anden ulovlig tvang, jf. § 260, end vold eller trussel om vold. Det skal være en skærpende omstændighed, hvis voldtægtsofferet er offer for menneskehandel.


Med en sådan strafskærpelse signalerer vi klart fra samfundets side, at vi ikke kan eller vil tolerere menneskehandel og den udnyttelse, der efterfølgende finder sted af handlede kvinder og mænd. Med forslaget ønsker vi at rette fokus mod den udnyttelse, som ofre for menneskehandel udsættes for her i landet, hvor ofre for menneskehandel f.eks. tvinges til at prostituere sig selv gennem vold eller trusler.


Samtidig vil vi tydeliggøre, at det er voldtægt, hvis en kunde er vidende om, at den prostituerede, som kunden køber sex hos, er offer for menneskehandel og derfor truet til at prostituere sig selv. Vi mener ikke, at sexkunder ønsker at begå voldtægt, så der ligger en helt anden erkendelse i, at det faktisk er det, man gør, hvis man har sex med et offer for menneskehandel.


Det er ikke forslagsstillerne bekendt, at politiet har forsøgt at rejse den form for sager over for sexkunder, hvilket vi med dette forslag ønsker at ændre på.


I den forbindelse har justitsministeren over for Folketingets Retsudvalg i folketingsåret 2007-08 gjort det klart, at »… Der vil efter omstændighederne kunne straffes for (medvirken til) overtrædelse af andre bestemmelser i straffeloven i tilfælde, hvor en person modtager seksuelle ydelser fra et offer for menneskehandel med fortsæt til (f.eks. med viden om eller hvis det anses for overvejende sandsynligt), at den pågældende udfører ydelserne under tvang mv. Det drejer sig navnlig om straffelovens § 216 (voldtægt) og § 217 (samleje opnået ved anden tvang end vold eller trussel om vold).«, jf. REU alm. del - svar på spørgsmål 569, 2007-08, 2. samling.


Strafskærpelsen forudsættes også at skulle finde anvendelse, i det omfang der er tale om mindreårige, anden kønslig omgængelse end samleje og kønslig omgængelse med en person af samme køn, jf. straffelovens §§ 223 a, 224 og 225.


Skriftlig fremsættelse

Line Barfod (EL):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:


Forslag til folketingsbeslutning om skærpet straf for voldtægt af ofre for menneskehandel.

(Beslutningsforslag nr. B 103).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.