Jeg vil gerne takke for debatten.
Det er jo lidt sjovt at høre de mange partier, der igen og igen fremhæver flexicuritymodellen og siger, hvor vigtigt det er for det danske arbejdsmarked, at vi har flexicurity, som jo bl.a.
betyder, at der skal være security, altså at man får dækning, når man bliver arbejdsløs.
Men når vi så foreslår, at den dækning skal opretholdes på den kompensationsgrad, der var gældende for 10, 20 år siden, kommer svaret:
Nej, det vil være helt forfærdeligt og medføre stor arbejdsløshed.
Det er da underligt, at man på den ene side kan sige, at det er den her model, der gør, at vi i Danmark i den grad har formået at sikre et fleksibelt arbejdsmarked og hurtigt har kunnet omstille os til forskellige situationer og dermed også kan have flere i beskæftigelse, men at man på den anden side siger, at hvis vi sørger for at vedligeholde den model, vil det betyde arbejdsløshed, og så holder modellen ikke alligevel.
Man bliver nødt til at vælge, om man går ind for modellen eller ej.
Så synes jeg også, at det har været lidt sjovt at høre det, der bliver sagt om, at det vil give stor social slagside – især når man hører det fra regeringspartierne og Dansk Folkeparti, som i den grad har skabt social slagside med de skattelettelser, de har gennemført.
Det er i den grad social slagside, at man går ud og siger, at direktørerne, millionærerne skal have over 150.000 kr.
i skattelettelser, mens dem i bunden stort set ikke får noget, når man ser på, hvor meget de grønne afgifter m.v.
samtidig stiger.
Det er da om noget social slagside.
Det her forslag handler om, at arbejdsløse skal have en bedre dækning, at arbejdsløse faktisk skal have en ydelse, der gør, at de ikke er nødt til at gå fra hus og hjem.
Men det synes man åbenbart ikke er noget problem, det er kun bankdirektørerne, man gerne vil sikre.
Jeg skal så sige, at vi også ønsker at hæve niveauet for kontanthjælp, og det har vi et andet forslag om.
Flere har spurgt til finansieringen.
Den har vi jo fremlagt tidligere, også i vores finanslovforslag.
Vores forslag er som altid fuldt finansieret, og på vores forslag til finanslov er der oven i købet overskud i modsætning til regeringens, der har et kæmpe underskud.
Et af de steder, vi mener det er afgørende at tage penge fra, og som finansierer vores forslag både på dagpengeområdet, på pensionsområdet og på kontanthjælpsområdet, og som vil kunne afskaffe fattigdommen i Danmark, er de 65 mia.
kr., man i dag bruger om året på, at også de fattigste i dette land via deres skattebetaling er med til at betale til, at de rigeste kan spare op til deres pension.
Vi kan simpelt hen ikke forstå, hvorfor de mennesker, der har råd til at betale måske flere hundrede tusind kroner ind på en pensionsordning, skal have et tilskud fra skatteborgerne og ikke bare selv skal betale.
Vi synes, det ville være bedre, hvis de penge gik til bl.a.
de arbejdsløse og til at sikre, at de fik en indkomst, der var til at leve af, og som gjorde, at de ikke skulle gå fra hus og hjem.
Så synes jeg også, det var lidt interessant, at ministeren synes, det er fint, at arbejdsløse har en købekraft som for 20 år siden.
Så håber jeg, ministeren også kan pege på, hvor det er, man kan få boliger til samme pris som for 20 år siden, for jeg har i hvert fald svært ved at få øje på, hvor i landet de boliger ligger henne, der ikke er steget i de sidste 20 år, men som man kan klare at sidde i på dagpenge med en købekraft, der er den samme som for 20 år siden.
Men det ser jeg frem til at få et svar fra ministeren på.
Så blev der også talt om, at der ligger et problem, i forhold til at de højtlønnede kan få, for vil de lavtlønnede så ikke synes, at de ikke får noget ud af at gå på arbejde?
Det ligger jo indbygget i det dagpengesystem, vi har, og i det lønsystem, vi har.
Vi ønsker også at kæmpe for, at de lavtlønnede får mere i løn.
Vi synes, det er helt urimeligt, at nogen får så lav en løn, som kassedamerne får, og som mange offentligt ansatte får.
Det var også derfor, vi støttede kravene fra de mange offentligt ansatte, da de var i strejke sidste år, og at vi også vil støtte de krav, der kommer fra de lavtlønnede til de kommende overenskomstforhandlinger på det private område.
Vi tror på, at der er en sammenhæng mellem det, at man fuldstændig udhuler de sociale ydelser og dagpengene, og at man dermed også presser lønniveauet.
Så det er jo egentlig ikke så mærkeligt, at regeringen og Dansk Folkeparti synes, at dagpenge- og kontanthjælpsydelsen skal være så lav som muligt.
Men jeg vil sige, at det undrer mig, at SF og Socialdemokraterne ikke har en større forståelse for, at vi altså er nødt til at sikre en ordentlig dagpengedækning, hvis vi gerne vil have, at folk stadig væk er med i en a-kasse, og hvis vi gerne vil blive ved med at sikre, at man har et ordentligt lønniveau i det her land, og at det ikke bliver fuldstændig udhulet, fordi folk efterhånden kommer til at have så lidt, at de for at sikre, at de får penge, vil tage et job til en meget lavere løn end det, der ellers ligger i overenskomsterne, også selv om de så kommer ned på en anden levestandard.
Jeg mener, det er rigtig vigtigt at holde fast i, at det altså ikke er en gave fra de borgerlige i dette land, at vi har et dagpengesystem.
Det er noget, som fagbevægelsen i høj grad har tilkæmpet sig, og som har haft stor betydning for, at vi har den høje levestandard, vi har i Danmark i dag.
Derfor er det vigtigt at holde fast i at have en dagpengekompensationsgrad, der faktisk gør, at når man bliver arbejdsløs, har man mere end bare halvdelen af sin indkomst; så har man, så man kan opretholde sin hidtidige levestandard nogenlunde, indtil man kommer i arbejde igen.