Tak for det.
Lad mig tage tråden op fra den sidste ordfører.
Jeg tror også, at jeg ville være langt mere tryg ved, at den nuværende meget stærke minister ville have langt større held med at få gennemført de nødvendige tiltag end de regionsråd, som vi oplever agere i den nuværende situation.
Når man lytter til debatten, kan man jo ikke lade være med at lægge mærke til en ting.
Jeg tror ikke, at der var en eneste, der ikke havde problemer med den her struktur.
Samtlige havde eksempler på noget, som var meget dårligt fungerende.
Men de konklusioner, man drager af det, er jo forskellige.
Det har vi hørt.
Så vi har meget forskellige måleskalaer, når vi skal vurdere de her ting.
Socialdemokratiet påpegede meget rigtigt det fantastiske dilemma i, at hvis man er 40 pct.
mere effektiv, får man en fyreseddel til gengæld – var det ikke sådan noget lignende?
Så synes jeg jo netop, at man leverer det bedste argument for, at vi har en fejlagtig struktur.
Det her er for så vidt ikke et spørgsmål om at spare nogle kroner.
Det afgørende er, at vi har fået etableret en struktur, som gør det vanskeligere for os at agere hensigtsmæssigt.
SF opererede med begrebet succes, og så kom der i øvrigt en række fortrædeligheder bagefter.
Her ser vi så også, at succeskriterierne jo er meget forskellige.
Jeg kunne ikke svinge mig op til at bruge det begreb, vel vidende at der har været produktivitetsstigninger i sundhedssektoren, men det er altså på trods af strukturen, vil jeg sige.
Det er jo ikke længe, man får lov at ligge i sygehussengen, før man bliver sendt hjem.
Vi ved jo alle sammen, at der er et enormt produktivitetspres på sygehussektoren.
Venstre gik fantastisk meget op i de nye eksamensregler, som jeg kan forstå vi har fået i det danske samfund.
Jeg har hørt om noget, der hedder livslang læring, men jeg har ikke hørt om livslang eksamen.
Det ville der ikke være ret mange uddannelsesinstitutioner der ville kunne have råd til, og jeg synes heller ikke, at vi skal have råd til det herinde, altså sige, at vi godt kan se, at det fungerer skidt, og tilsyneladende bliver det værre og værre, men vi har jo lavet et forlig, så derfor gør vi ikke noget.
Det er næsten, ligesom når man argumenterer for, at der ikke er grund til at lave om på efterlønnen, for vi lavede jo et forlig i 2006, og det skal lige fungere først.
Herre du milde gud, tænk hvis en virksomhed sagde sådan i dag:
Jamen vi traf jo en beslutning i 2006, så den skal vi køre videre med.
Så det er godt, at regeringen ikke er en virksomhed, der laver dippedutter.
Så ville den dreje nøglen om, hvis man forlængede den argumentation.
Og lidt af det samme hører jeg for så vidt her, altså at fordi man lavede et forlig – og så kigger jeg specielt på De Konservative, som jo er hamrende meget imod den her struktur – holder man fast.
Så hvis folk skulle være en lille smule forvirret af debatten, hvis der er nogle, der holder ud og hører efter så langt henne på dagen/aftenen, så kan jeg godt forstå det.
Nu er der snakket meget kommunalreform, og det siger jo sig selv, at det er hele udgangspunktet for diskussionen.
Jeg synes, det er interessant, at vi jo altså kan konstatere, at vi siden kommunalreformen har fået ikke mindre end 8.500 flere personer i administrative stillinger.
Heraf er der 4.200 i kontorjob og i it-job.
Ud fra den kendsgerning kan man vel næppe sige, at kommunalreformen har givet den stordriftsfordel på det administrative område, som var et af de helt afgørende argumenter, da vi lavede kommunalreformen:
stordrift, besparelser og væk med alle de her mange fedtlag.
I regionerne har vi været vidne til en nærmest bizar diskussion – vi har også hørt om det i dag – om, hvem der egentlig har ansvaret, når budgetterne skrider og der skal fyres personale.
Hertil kommer, at vi har set en statsminister true med at nedlægge regionerne, hvis ikke de kan finde ud af det der med kuglerammen, mens regionerne er fortvivlede over at skulle leve op til statsligt fastsatte behandlingsgarantier med deraf følgende ekstraudgifter til privathospitaler, når de ikke kunne levere varen.
Den, der bestiller musikken, skal også betale, lød det så flot, da vi lavede den store kommunalreform.
Jeg tror faktisk, det var statsministeren, der lancerede det her malende udtryk.
Men regionerne blev solgt som politisk projekt i kampen om at få gennemført kommunesammenlægningerne eller for at få den nødvendige opbakning fra kommunerne.
Det er det, vi ser i dag, ikke bare omkring driften, men så sandelig også omkring de store anlægsinvesteringer.
Efter vores opfattelse er det det rene roderi, når det handler om placering af ansvar og kompetence i denne del af den offentlige sektor.
Og det er der vist heller ikke ret mange, der er uenig i.
Når man ikke kan udskrive skat, og når man ikke reelt kan prioritere mellem opgaverne – for det kan man reelt ikke, som hr.
Per Clausen ganske rigtigt noterede sig – bliver det en tom politisk skal, vi får tilbage.
Vi går også ind for, at vi skal lægge tingene så langt ud som overhovedet muligt, men det kræver jo, at den politiske enhed, vi sætter til at røgte opgaven, får nogle meningsfyldte måder at arbejde på, og det gør man altså ikke, hvis ikke der er mulighed for at foretage en reel prioritering.
Man kan sige, at kommunerne på den ene side æder sig ind på regionerne og har fået en væsentlig indflydelse på regionernes aktiviteter, mens staten på den anden side til stadighed forfiner detailstyringen af regionernes virksomhed og æder sig ind på regionernes autonomi, også med store økonomiske konsekvenser til følge.
Vi synes ikke, det er rimeligt at være regionspolitiker under disse konditioner, og vi er overbevist om, at den manglende mulighed for reelt at placere et politisk ansvar er medvirkende til, at vi ser de tragiske budgetoverskridelser, hvor man som sagt i rigtig mange tilfælde også straffes for at være effektiv.
Men vi ved jo også godt, at det at lave reformer er en meget stor opgave, og jeg takker meget for – og det er vist næsten den eneste gang, jeg har gjort det, tror jeg, nej, det ved jeg ikke, det er ikke ret tit i hvert fald – at Dansk Folkeparti melder så soleklart ud, som tilfældet er.
Jeg har forstået, at det er tretrinsstrukturen, man er meget, meget opmærksom på vi skal have gjort noget ved.
Vi siger jo ikke, at vi skal spare, men hvorfor have tre led, når der nu er mulighed for at arrangere det i to?
Vi har jo ikke sagt hvordan.
Vi har sagt:
Lad regeringen selv finde ud af, hvordan man konkret vil gøre det.
Det er også vigtigt, at Strukturkommissionen jo ikke kom med den her løsning.
Det var et kludetæppe, vi på en eller anden måde fik lavet.
Så der er jo alle de dårligdomme, vi får ud af et kludetæppe eller et politisk forlig.
Der har vi fået syn for sagen.
Havde vi holdt os til nogle af eksperternes mere renlinjede modeller, tror jeg, at vi var sluppet langt bedre fra det.
Så synes jeg også, det er vigtigt, at vi har debatten i forhold til regionspolitikerne og dem, der arbejder i regionerne.
Det er jo ikke sjovt på en eller anden måde at være slået halvt ihjel, for det er egentlig det, man er, når en statsminister truer med, at hvis ikke man har orden på kuglerammen, så bliver man lukket.
Det er ikke rimelige vilkår, og jeg synes egentlig, at når alt kommer til alt, er det godt, at vi får diskussionen.
Selv om den måske ikke går vores vej, er det godt for de implicerede parter, og det er godt for interessenterne omkring regionerne, at man ved, hvad man har at rette sig efter.
Jeg kunne forstå på ministeren, at vi altså ikke får den her diskussion med den konsekvens, at vi nedlægger regionerne i den her valgperiode.
Så kan man sige, at så langt, så godt.
Men det ændrer ikke ved den omstændighed, at jeg er sikker på, at på et eller andet tidspunkt vil vi få nedlagt regionerne.
Det er ikke en rigtig måde.
Jeg tror ikke, man kan finde en organisationsbog nogen steder, uanset hvor man leder i den store verden, som vil pege på, at det her skulle være den rigtige måde at drive politik på.
Det er en form for et misfoster, som vi skal af med.
Jeg vil så blot sige, at kan vi ikke få det i den her periode, så kan vi forhåbentlig få det inddraget i valgkampen, så vi kan træffe den vigtige beslutning allerede tidligt efter det næste valg.