Af ministerens svar på AMU alm. del - spørgsmål 403 fremgår det, at kommunerne skal genoptage alle sager, hvor der er truffet en ulovlig afgørelse af en anden aktør på sygedagpengeområdet. I svaret skriver ministeren bl.a., at ’fører kommunens behandling af sagen til, at der træffes afgørelse om, at borgeren ikke har ret til sygedagpenge - dvs., kommunens afgørelse indholdsmæssigt svarer til den afgørelse, den anden aktør har truffet, følger det af sygedagpengelovens § 21, stk. 3, at retten til sygedagpenge ophører fra dagen efter det tidspunkt, hvor betingelserne for udbetaling ikke længere er opfyldt. Den nye afgørelse ændrer således ikke ved borgerens ret til sygedagpenge og giver ikke grundlag for at udbetale sygedagpenge.’ Den samme ordlyd fremgår i en skrivelse af 15. juni vedr. andre aktører i sygedagpengeopfølgningen, som Arbejdsmarkedsstyrelsen har omsendt til landets kommuner , jf. AMU alm. del - svar på spørgsmål 382.
I forlængelse af ministerens svar og instruksen til landets kommuner i den ovenfor omtalte skrivelse bedes ministeren redegøre for, hvorvidt kommunerne skal undlade at udbetale sygedagpenge med tilbagevirkende kraft i samtlige af de sager, hvor kommunen i forbindelse med genoptagelse af sagen finder, at anden aktør tidligere traf en indholdsmæssig korrekt - om end ugyldig – afgørelse. Ministeren bedes i den forbindelse eksplicit redegøre for, om det har nogen betydning for spørgsmålet om eventuel udbetaling af sygedagpenge med tilbagevirkende kraft, hvorfor sygedagpengeudbetalingen oprindelig blev standset af anden aktør i den enkelte sag. Det ønskes oplyst, om der f.eks. er forskel på, hvorvidt udbetalingen af sygedagpenge til en borger blev stanset, idet anden aktør vurderede, at borgeren på daværende tidspunkt faldt for varighedsbegrænsning (52 + 26 uger), ikke ville samarbejde eller ikke længere op til kravene for rettet til sygedagpenge. Såfremt det er ministerens vurdering, at det har juridisk betydning, hvorfor udbetalingen af sygedagpenge oprindeligt blev bragt til ophør, bedes ministeren redegøre for, i hvilke situationer der eventuelt skal / ikke skal udbetales sygedagpenge med tilbagevirkende kraft fra og med det tidspunkt, hvor anden aktør medvirkede til standsning af udbetalingen af sygedagpenge.
Dato: 05-07-2010
Status: Endeligt besvaret