Spm. nr. US 67

Jeg vil fortsætte sådan lidt i samme boldgade som de tidligere ordførere, for jeg vil spørge ministeren, om det er symptomatisk for regeringens politik, at de aftaler, der bliver indgået, og de love, der bliver vedtaget, er lidt længe undervejs. Vi kan se det eksempel, som fru Pia Christmas-Møller nævnte, nemlig organdonorsagen. Hvornår ser vi et skema ligge ude hos lægen, så man kan sætte et kryds? Vi ser i dag, at der er stort brug for de organer. Jeg har lige modtaget et brev fra en 21-årig, der venter på et hjerte og har ventet i halvandet år.

Samtidig har vi set sagen her i weekenden vedrørende kræftbehandlingsspecialisering, hvor vi kan se, at vi tilbage i 2005 fik lavet en aftale om at samle de her komplicerede kræftoperationer.

Så det første spørgsmål er: Er det sådan et problem, der er symptomatisk for regeringens politik?

Ministeren.

Nu er fru Liselott Blixt jo meget involveret i regeringens politik. Fru Liselott Blixt lægger finanslovstemme til mange af tingene og er involveret i meget af det, vi foretager os, så derfor burde fru Liselott Blixt også vide, at jeg generelt vil kunne svare nej til det spørgsmål: Nej, det er ikke symptomatisk.

Men det er klart, at fru Liselott Blixt brænder utrolig meget for sundheden og er en utålmodig sjæl, det ved jeg godt. Men jeg vil også sige, at når man kommer ind og skal sørge for, at tingene er lægefagligt forsvarlige og der er evidens i alting og alting er underbygget, så tager ting tid. Det ved jeg godt generer fru Liselott Blixt, fordi der gerne skulle rykkes, og det mener hun sådan set med et godt hjerte, men ting tager tid, når tingene skal være fagligt underbygget. Og jeg mener ikke, at vi bruger mere tid, end vi skal.

Med hensyn til Roskildesagen kan jeg sige, at den her sag jo i al sin enkelhed dokumenterer, hvorfor vi skal samle tingene. Jeg ved godt, at fru Liselott Blixt så også har en hel masse holdninger til, hvad vi skal gøre der, hvor der ikke sker noget - altså hvor der kommer hvide pletter, og hvordan vi får dem gjort røde og sådan nogle ting. Men det dokumenterer i al sin enkelhed, hvorfor vi skal samle tingene.

Jeg har den holdning, at hvis man tager in mente, at tingene skal flyttes på den rigtige måde, sådan at patienterne lider mindst muligt under ændringer, kan det kun gå for langsomt med at komme ind på de store steder. Og det har jeg gjort mit system begribeligt. Jeg er også citeret i B.T. i dag for at sige, at det efter min mening kun kan gå for langsomt, og det er ud fra den tese - og jeg ved, at den er rigtig - at vi skal have samling for at få den høje kvalitet.

Fru Liselott Blixt.

Jeg takker for svaret, og jeg vil så også sige, at for mit vedkommende, for Dansk Folkepartis vedkommende, er det vigtigt, at vi netop som støtteparti ved og kan se, at nogle af de aftaler og love, som vi er med til at gennemføre, også virker, specielt mens vi er her og ikke er røget ud igen. Derfor er jeg måske også lidt utålmodig.

Med hensyn til organdonation stillede jeg tidligere ministeren et spørgsmål om, hvornår ministeren mente at vi kunne have skemaet liggende hos lægen - det var så det forrige spørgsmål.

Så vil jeg med hensyn til æggestokkræft - hvor ministeren siger det tager sin tid - sige, at det var tilbage i 2005, der blev lavet en aftale om at samle netop de her komplicerede kræftoperationer i æggestokke på færre hospitaler. Hvornår forventer ministeren at det sker?

Ministeren.

Med hensyn til organdonorsagen vil jeg gentage, hvad jeg har sagt til fru Pia Christmas-Møller: Vi skal selvfølgelig levere det her, som er aftalt med et flertal i Folketinget, og de her organdonorkort er ifølge mine oplysninger på vej ud med den ekstra rubrik: »ved ikke«.

Jeg har meddelt Sundhedsstyrelsen, at det kun kan gå for langsomt med at få lavet de her sammenlægninger. Jeg forventer, at det vil kunne blive omkring august eller september måned, at de her behandlingssteder, når det gælder æggestokkræft, så er blevet samlet. Det er det, jeg har fået at vide. Jeg spørger naturligvis lige så utålmodigt til det: Hvad er processen, og hvorfor kan vi ikke bare implementere det i morgen? Og det kan man altså ikke bare. Men jeg spørger så naturligvis også meget utålmodigt, for jeg vil have dem samlet. Det er hele strategien bag at hæve kvaliteten.

Fru Liselott Blixt.

Det er jo dejligt med nogle klare svar.

Mener ministeren også, at det er rimeligt over for de patienter, der nu har ventet, at Sundhedsstyrelsen har givet tilladelse? Jeg ved, at ministeren har sagt, at han vil undersøge sagen og spørge, hvorfor man er blevet ved med at foretage operationerne eksempelvis i Roskilde og Næstved. Mener ministeren, at der er nogen, der skal drages til ansvar i den sag?

Ministeren.

Med hensyn til at tage et ansvar: Jeg vil overlade det til direktøren for Sundhedsstyrelsen at vurdere, om der er medarbejdere, der har gjort noget forkert eller ikke gjort noget forkert. Det, jeg har bedt om, er at få en forklaring på, hvorfor der bliver sagt, at man skal fortsætte i Roskilde, hvis et andet hospital, der angiveligt - og jeg understreger angiveligt - skulle være bedre, meddeler, at de har ledig kapacitet, dog inden for en måneds tid, skulle svaret vistnok have været dengang. Det er alt sammen noget avissnak, vi har det ikke fra kilderne selv endnu. Det er fra kilderne selv, jeg har bedt om at få svarene.

Med hensyn til, hvad der er rimeligt over for de pågældende kvinder, vil jeg sige, at det kun er rimeligt, at de får den bedste behandling. Og der har det været oppe i debatten, om patienterne skulle have mulighed for at orientere sig i en smileyordning om, hvor de skal tage hen. Det synes jeg ikke er den rigtige løsning. Den rigtige løsning må være, at man visiteres hen et sted, hvor man har god viden og god erfaring. Og det er også derfor, vi skal have samling.

Tak til fru Liselott Blixt.

Den sidste spørger med det sidste spørgsmål, som vi når, bliver så hr. Rasmus Prehn.