Jeg tror, de fleste danskere har en opfattelse af, at vi lever i et samfund, hvor myndighederne forsøger at udøve en effektiv kontrol med, om de produkter, der bliver indført i Danmark, og som bliver produceret i Danmark, er farlige, eller i hvert fald med, om de er ufarlige, når de bliver solgt. Jeg tror også, de fleste går ud fra, at der findes nogle metoder, som har en rimelig troværdighed. Og sådan er det vel i det store og hele.

Men en af de ting, som jo er lidt interessant, er, at hvis vi kigger på, hvordan man kontrollerer nogle af de produkter, som faktisk kommer til at spille en større og større rolle, nemlig nanoprodukter, er det sådan, at Europa-Kommissionen siger, at de risikovurderinger, der foretages, enten er mangelfulde, ikke virker eller ikke giver meningsfulde resultater.

Jeg kunne godt tænke mig at spørge miljøministeren, hvordan han har det med, at godkendelse af produkter i Danmark, når det handler om nanoprodukter, er baseret på risikovurderinger, som enten er mangelfulde, ikke virker eller ikke giver meningsfyldte resultater.

Ministeren.

Det er jo et spørgsmål, som hr. Per Clausen også - i hvert fald i en eller anden udformning - har stillet på skrift, og der har jeg så også besvaret spørgsmålet på skrift.

Det, som jeg også synes man skal lægge til grund, er, at vi jo er meget opmærksomme på at tage de tiltag, der tages i forhold til nanomaterialer, både gennem EU-kredsen og på f.eks. OECD-niveau. Men det er klart, at nanomaterialer er et af de områder, som jeg også følger meget tæt som miljøminister. Det siger sig selv, det er en helt ny produktform, et helt nyt produkt.

Så jeg er sådan set enig i, at man selvfølgelig skal have den størst mulige opmærksomhed omkring det. Det mener jeg sådan også at jeg allerede har givet tilsagn om i nogle af de svar, som jeg tidligere har givet til hr. Per Clausen i 2008.

Hr. Per Clausen.

Det er jo fuldstændig korrekt, at jeg har rejst denne problemstilling i flere omgange, også over for miljøministerens forgænger. Det interessante er, at jeg sådan set får det samme svar nu, som jeg fik for 3 år siden, nemlig at det arbejder man på. Men hvis man ser på den måde, hvorpå man arbejder på det, kan man jo konstatere, at der ikke er nogen vilje fra den danske regerings side til at afsætte særlige ressourcer til at forske i miljømæssige og sundhedsmæssige problemstillinger vedrørende nanoprodukter og godkendelse af dem.

Bare for at give et eksempel på, hvor galt det er fat: Man siger, at ud fra de metoder, man bruger nu, kan man godt konstatere, at hvis et givet stofs kemiske påvirkninger medfører kræftfare, er det nok også tilfældet, hvis det er et nanoprodukt, og det er helt rigtigt. Pointen er, at netop fordi nanoprodukter er så små, er der meget stor sandsynlighed for, at de også kan indebære en kræftrisiko, selv om de ikke gør det i den oprindelige form. Derfor er det jo en alvorlig sag, og det undrer mig, at det eneste, miljøministeren har at sige, nu efter at sagen har været rejst gentagne gange, er, at det følger man opmærksomt.

Ministeren.

Jeg kan heldigvis berolige hr. Per Clausen med, at det ikke er det eneste, jeg har at sige. Der er masser at sige, også noget konkret, som jeg helt sikkert tror hr. Per Clausen vil blive glad for at høre mig blive citeret for.

Jeg kan bl.a. oplyse hr. Per Clausen om, at forskere og myndighedspersoner samles den 31. marts for at diskutere nanorisici. Det er noget, Miljøstyrelsen står for, og derfor vil jeg sige, at det jo netop er udtryk for det, jeg også har svaret hr. Per Clausen skriftligt flere gange, nemlig at vi selvfølgelig hele tiden skal blive bedre til at spørge dem, der har den største viden og ekspertise. Jeg må medgive, at det ikke er mig, der har det, det er forskere og en lang række myndighedspersoner.

Derfor giver det jo også meget mening at diskutere det her, når vi samler de mennesker, og se deres anbefalinger, som jeg må gå ud fra kommer i løbet af april måned. Det er jo sat til, at de skal mødes den 31. marts, og derefter vil jeg selvfølgelig gerne vende fyldestgørende tilbage til hr. Per Clausen, for jeg deler selvfølgelig det synspunkt, at nanomaterialer skal man være meget opmærksom på.

Hr. Per Clausen.

Jamen det synes jeg da er meget positivt, for jeg må jo tolke det, miljøministeren nu siger, sådan, at det, som han tidligere har sagt, og som videnskabsministeren tidligere har sagt, nemlig at der ikke var brug for en særlig dansk indsats i forskningen, når vi snakker om sundhedsmæssige og miljømæssige risici, er man indstillet på at tage op til overvejelse, hvis det er sådan, at der kommer klare tilkendegivelser om, at det er en forudsætning for, at Danmark kan sikre de danske interesser på området på et tilfredsstilende niveau, at der også ydes en særlig dansk forskningsindsats. Hvis det er det, miljøministeren er i færd med at arbejde sig frem til, hilser jeg det da med tilfredshed.

Ministeren.

Hr. Per Clausen må jo aldrig være i tvivl om, at også jeg har mulighed for at blive klogere, og det sker med jævne mellemrum, at jeg bliver klogere, og jeg handler selvfølgelig ud fra den viden, jeg får. Men omvendt vil jeg sige, at for at kunne handle på den bedst tænkelige måde bliver vi nødt til at se, hvad det netværkssamarbejde, som også har kørt tidligere - det er ikke noget nyt, det er et arbejde, som har kørt før, men som nu den 31. marts bl.a. fokuserer på nanorisici - måtte føre til.

Jeg tager det her seriøst, men jeg skal heller ikke lægge skjul på, at en dansk indsats, helt uden at vi gør noget på EU-niveau, absolut ingen mening giver. Men det skal jo ikke udelukke, at der kan gøres mere fra dansk side, og jeg tror selvfølgelig, at hr. Per Clausen jo har den pointe, at det skal vi selvfølgelig altid være opmærksomme på, og det er jeg opmærksom på. Så jeg kan give det tilsagn, at hvis der er ting, vi skal gøre bedre, er jeg selvfølgelig også villig til at drøfte det, under den forudsætning at det giver mening.

Spørgsmålet er afsluttet, og hermed er også spørgetimen afsluttet.

Jeg skal her udsætte mødet. Det genoptages i dag kl. 14.00.

Mødet er udsat. (Kl. 13:49).