Skriftlig fremsættelse (12.
december 2008)
Økonomi- og
erhvervsministeren (Lene Espersen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
finansiel virksomhed, lov om ligebehandling af mænd og
kvinder inden for de erhvervstilknyttede sikringsordninger og
forskellige andre love (Lempelse af Finanstilsynets tavshedspligt i
forbindelse med krisehåndtering og deltagelse i
internationalt tilsynssamarbejde, vurdering af erhvervelser af
kapitalandele i finansielle virksomheder og regler om
forskelsbehandling på baggrund af køn i forbindelse
med forsikringer m.v.)
(Lovforslag nr. L 91).
På baggrund af erfaringerne fra håndteringen af
den finansielle krise har lovforslaget til formål at lempe
Finanstilsynets tavshedspligt på nogle punkter med henblik
på at effektivisere krisehåndteringer af
nødlidende finansielle virksomheder. I forlængelse
heraf vil åbenheden tillige blive øget i visse
situationer overfor offentligheden.
Tavshedspligten lempes over for Folketingets stående
udvalg i de situationer, hvor der er tale om et nødlidende
pengeinstitut, og hvor der f.eks. er ansøgt Finansudvalget
om statslig garanti. Dermed sikres et ordentligt
beslutningsgrundlag for udvalget.
Det foreslås endvidere, at det i forbindelse med
krisehåndtering af finansielle virksomheder bliver muligt for
Finanstilsynet at videregive fortrolige oplysninger om den
kriseramte virksomhed til de interessenter, der er involveret i
drøftelser om en løsning. Formålet hermed er at
smidiggøre den praktiske håndtering af den kriseramte
finansielle virksomhed, hvor videregivelsen vil være vigtig
for et hensigtsmæssigt forløb.
Endvidere lempes tavshedspligten over for offentligheden i de
tilfælde, hvor et pengeinstitut er gået i konkurs, og
hvor der har været statslig involvering. Det foreslås,
at Finanstilsynet, når en finansiel virksomhed er
erklæret konkurs, og staten har ydet garanti eller stillet
midler til rådighed får pligt til at udarbejde og
efterfølgende offentliggøre en redegørelse for
forløbet op til konkursen - herunder for Finanstilsynets
rolle under dette forløb.
Lovforslaget indeholder derudover en uddybning af reglerne for
vurderingen af, om en påtænkt erhvervelse af en
kvalificeret andel i en finansiel virksomhed m.v. kan godkendes.
Formålet med disse regler er at sikre, at en finansiel
virksomhed ejes af en fysisk eller juridisk person, der ikke
modvirker en forsvarlig drift af virksomheden. Det
præciseres, hvilke kriterier, der kan inddrages i vurderingen
af, om den påtænkte erhvervelse kan godkendes.
Lovforslaget har endelig til formål at fremme
ligestillingen mellem mænd og kvinder ved at forbyde
forskelsbehandling på baggrund af køn ved beregning af
præmier og ydelser i forbindelse med tegning af
skadesforsikringer eller private livsforsikringer. Der kan
således alene ske forskelsbehandling ved beregningen, hvis
anvendelsen af køn er en afgørende faktor ved
risikovurderingen. Det er et krav, at dette kan dokumenteres med
relevante og nøjagtige aktuarmæssige og statistiske
data, som skal indsamles, offentliggøres og
ajourføres regelmæssigt.
Lovforslaget gennemfører også en række
mindre ændringer af teknisk karakter.
Med disse bemærkninger, og idet jeg i øvrigt
henviser til lovforslaget og de bemærkninger, der ledsager
det, skal jeg anbefale forslaget til Tingets velvillige
behandling.