L 84 (som fremsat): Forslag til lov om ændring
af lov om sikkerhed til søs og om ophævelse af lov om
liniekonferencer. (Rykkergebyrer m.v.).
Fremsat den 3. december 2008 af
økonomi- og erhvervsministeren (Lene
Espersen)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om sikkerhed til
søs og om ophævelse af lov om liniekonferencer
(Rykkergebyrer m.v.)
§ 1
I lov om sikkerhed til søs, jf.
lovbekendtgørelse nr. 903 af 12. juli 2007, som ændret
ved § 2 i lov nr. 511 af 17. juni 2008, foretages
følgende ændring:
1.§ 24, stk. 5, 1. pkt., affattes
således:
ȯkonomi- og erhvervsministeren kan
fastsætte regler om forrentning af beløb efter stk.
1-4, der ikke betales til forfaldstid, samt om betaling af
rykkergebyr.«
§ 2
Lov nr. 174 af 28. april 1982 om liniekonferencer
ophæves.
§ 3
Loven træder i kraft den 1. april 2009.
§ 4
Loven gælder ikke for Færøerne
og Grønland, men § 1 kan ved kongelig anordning
sættes i kraft for Grønland med de ændringer,
som de særlige grønlandske forhold tilsiger.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Lovforslagets baggrund og
indhold
Med forslaget til ændring af lov om sikkerhed til
søs får Søfartsstyrelsen hjemmel til at
opkræve rykkergebyr ved for sen betaling for lovpligtige syn
af skibe. Forslaget skal øge incitamentet til at betale
rettidigt for syn.
Forslaget til ophævelse af lov om liniekonferencer er en
konsekvens af ophævelse af EU-reguleringen på
området.
2. Hjemmel til rykkergebyr
§ 24 i lov om sikkerhed til søs giver hjemmel til
at fastsætte regler om betaling for syn af skibe.
Bekendtgørelse nr. 1007 af 15. august 2007 om betaling for
syn af skibe m.v. er udstedt i medfør heraf.
Søfartsstyrelsen opkræver med hjemmel i
bekendtgørelsen timebetaling for udført synsarbejde
m.m. på danske og udenlandske skibe.
Søfartsstyrelsen udskriver årligt ca. 1.200
fakturaer til danske og udenlandske redere for syn af skibe.
Langt hovedparten af Søfartsstyrelsens kunder betaler
deres faktura rettidigt. Dog er der over en 3-årig periode
(perioden 2005-2007) udsendt ca. 1.000 rykkere (såvel
første, anden og tredje rykker), hvilket er
uforholdsmæssigt mange set i forhold til det begrænsede
antal fakturaer. I samme periode er 94 af Søfartsstyrelsens
krav sendt til inddrivelse ved SKAT. Det samlede, forfaldne
tilgodehavende udgjorde for perioden 2005-2007 ca. 1,6 mio. kr. og
fordelte sig på 53 kunder. Heraf var 43 danske, og 10 var
udenlandske.
Antallet af skyldige beløb bør til enhver tid
minimeres, og der bør skabes hjemmel til opkrævning af
et rykkergebyr i tilfælde af for sen eller manglende
betaling.
Hjemlen skal give adgang til at ændre
bekendtgørelsen om betaling for syn af skibe m.v.,
således at der i bekendtgørelsen indføres krav
om betaling af rykkergebyr ved for sen eller manglende betaling for
syn.
Formålet med indførelsen af et rykkergebyr er at
nedbringe antallet af rykkere samt at få dækket
Søfartsstyrelsens omkostninger i forbindelse med
rykkerproceduren. Det forventes, at indførelsen af et
rykkergebyr vil have en adfærdsregulerende effekt,
således at der i højere grad erlægges rettidig
betaling. Forslaget vil ikke berøre den store majoritet af
kunder, som i dag overholder betalingsfristen.
Gebyrets størrelse vil blive beregnet ud fra styrelsens
faktiske omkostninger forbundet med opgaven.
3. Ophævelse af lov om
liniekonferencer
Formålet med ophævelsen af lov om liniekonferencer
er at bringe den danske lovgivning i overensstemmelse med
EU-reguleringen på området.
Lov nr. 174 af 28. april 1982 om liniekonferencer
gennemfører FN's konvention af 6. april 1974 om en kodeks
for liniekonferencer.
Liniekonferencer er en gruppe på to eller flere
linierederier, der driver international liniefart, og som har en
aftale, hvorefter de bl.a. kan drive virksomhed i henhold til
ensartede eller fælles fragtrater.
Med baggrund i ønsket om at fremme fri konkurrence er
to EU-forordninger (Rådets forordning (EØF) nr.
4056/86 af 22. december 1986 om fastsættelse af de
nærmere retningslinjer for anvendelsen af traktatens artikel
85 og 86 på søtransport (EF-Tidende 1986 nr. L 378,
side 4) og Rådets forordning (EØF) nr. 954/79 af 15.
maj 1979 medlemsstaternes ratifikation eller tiltrædelse af
De forenede Nationers konvention om en kodeks for linjekonferencer
(EF-Tidende 1979 nr. L 121, side 1)), der hidtil nærmere har
fastsat linierederiernes virksomhed, blevet ophævet med
virkning fra 18. oktober 2008.
Liniekonferencer er således ikke længere tilladt
på farter til og fra EU-havne. Linierederier kan stadig
operere enkeltvis i liniefart til og fra europæiske havne.
Disse forhold vil fremover være reguleret af de almindelige
EU-konkurrenceregler. Europa-Kommissionen har den 1. juli 2008
udstedt retningslinjer for den fremtidige regulering af
søtransport. Retningslinjerne giver ikke anledning til at
opretholde loven.
Danmark skal af samme årsag opsige FN's konvention af 6.
april 1974 om en kodeks for liniekonferencer. Regeringen vil tage
initiativ hertil straks efter vedtagelsen af nærværende
lovforslag, idet Folketinget ved vedtagelsen af lovforslaget giver
sin tilslutning til, at konventionen opsiges. Lov om
liniekonferencer har gennemført konventionen i dansk
ret.
4. Økonomiske og
administrative konsekvenser for det offentlige
Der pålægges i dag morarenter ved for sen betaling
i henhold til bekendtgørelsen om betaling for syn af skibe
m.v. Renterne modsvarer styrelsens finansielle rentetab, og
rentesatsen fastlægges efter gældende regler.
Forslaget om rykkergebyrer vil ikke indebære
indtægter til det offentlige, idet gebyret i det hele vil
modsvare Søfartsstyrelsens omkostninger ved
rykkerproceduren.
Forslaget berører alene dårlige betalere, som
pålægges et gebyr ved for sen betaling. Dersom
offentlige myndigheder betaler for sent, vil det koste et gebyr
på lige fod med private kunder.
Lovforslaget har ikke herudover økonomiske konsekvenser
for det offentlige.
Lovforslaget vurderes ikke at have administrative konsekvenser
for det offentlige.
5. Økonomiske og
administrative konsekvenser for erhvervslivet
Forslaget vedrørende rykkergebyrer vil i meget
beskedent omfang få økonomiske konsekvenser for de
relativt få redere, som ikke betaler deres faktura
rettidigt.
Forslaget om ophævelse af lov om liniekonferencer
skønnes ikke at have økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet.
Forslaget forventes ikke at medføre administrative
konsekvenser for erhvervslivet.
Der forventes ikke iværksat en særlig
kommunikationsindsats for lovforslaget, herunder findes det ikke
nødvendigt at udarbejde en egentlig
kommunikationsplan.
Lovforslaget er testet for e-administrerbarhed, og der er ikke
fundet hindringer herfor.
Lovforslaget har været forelagt Erhvervs- og
Selskabsstyrelsens Center for Kvalitet i ErhvervsRegulering (CKR)
med henblik på en vurdering af, om forslaget skal
forelægges Økonomi- og Erhvervsministeriets
virksomhedspanel. CKR har vurderet, at forslaget ikke indeholder
administrative konsekvenser i et omfang, der berettiger, at
lovforslaget bliver forelagt virksomhedspanelet. Forslaget
bør derfor ikke forelægges Økonomi- og
Erhvervsministeriets virksomhedspanel.
6. Administrative konsekvenser for
borgerne
Lovforslaget har ikke administrative konsekvenser for
borgerne.
7. Miljømæssige
konsekvenser
Lovforslaget har ingen miljømæssige
konsekvenser.
8. Forholdet til EU-retten
Forslaget om ophævelsen af lov om liniekonferencer er en
følge af ophævelsen af EU-reguleringen om
liniekonferencer.
Rådets forordning (EØF) nr. 4056/86 af 22.
december 1986 om fastsættelse af de nærmere
retningslinjer for anvendelsen af traktatens artikel 85 og 86
på søtransport (EF-Tidende 1986 nr. L 378, side 4)
blev således ophævet ved Rådets forordning (EF)
nr. 1419/2006 af 25. september 2006 (EU-Tidende 2006 nr. L 269,
side 1).
Rådets forordning (EØF) nr. 954/79 af 15. maj
1979 medlemsstaternes ratifikation eller tiltrædelse af De
forenede Nationers konvention om en kodeks for linjekonferencer
(EF-Tidende 1979 nr. L 121, side 1) er ophævet ved
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1490/2007
af 11. december 2007 (EU-Tidende 2007 nr. L 332, side 1).
9. Hørte myndigheder og
organisationer m.v.
Lovforslaget har været i høring hos:
Advokatrådet, Beskæftigelsesministeriet,
Bilfærgernes Rederiforening, Danmarks Fiskeriforening,
Danmarks Rederiforening, Danmarks Statistik, Dansk
Sø-Restaurations Forening, Danske Advokater, Danske
Regioner, Datatilsynet, Erhvervs- og Byggestyrelsen, Erhvervs- og
Selskabsstyrelsen, Fag og Arbejde, Fagligt Fælles Forbund
(3F), Finansministeriet, Finanstilsynet, Fiskeriets
Arbejdsmiljøråd, Fiskernes Forbund,
Forbrugerstyrelsen, Foreningen af Småøernes
Færgeselskaber, Funktionærernes og
Tjenestemændenes Fællesråd, Grønlands
Hjemmestyre, HORESTA, Kommunernes Landsforening,
Konkurrencestyrelsen, Landsorganisationen i Danmark,
Maskinmestrenes Forening, Metal Søfart, Patent- og
Varemærkestyrelsen, Radiotelegrafistforeningen af 1917,
Rederiforeningen af 1895, Rederiforeningen for Mindre Skibe,
Rigsrevisionen, Sammenslutningen af Mindre Erhvervsfartøjer,
Sikkerhedsstyrelsen, Skatteministeriet, Statens
Byggeforskningsinstitut, Statsansattes Kartel, Statsministeriet,
Statstjenestemændenes Centralorganisation II,
Søfartens Arbejdsmiljøråd, Søfartens
Ledere - Dansk Navigatørforening, Transportministeriet og
Træskibs Sammenslutningen.
10. Sammenfattende skema
| Positive konsekvenser/Mindreudgifter | Negative konsekvenser/Merudgifter |
Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Ingen | Ingen |
Administrative konsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Ingen | Ingen |
Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Forslaget vedrørende rykkergebyrer
vil i meget beskedent omfang få økonomiske
konsekvenser for de relativt få redere, som ikke betaler
deres faktura rettidigt. |
Administrative konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen |
Miljømæssige
konsekvenser | Ingen | Ingen |
Administrative konsekvenser for
borgerne | Ingen | Ingen |
Forholdet til EU-retten | Forslaget om ophævelse af lov om
liniekonferencer har til formål at bringe den danske
lovgivning i overensstemmelse med EU-reguleringen på
området. |
Bemærkninger til lovforslagets enkelte
bestemmelser
Til § 1
Med forslaget skabes hjemmel til, at økonomi- og
erhvervsministeren kan fastsætte regler om rykkergebyrer i
tilfælde af for sen eller helt manglende betaling for syn af
skibe. Hjemlen vil blive udnyttet til straks efter lovens
ikrafttræden at ændre bekendtgørelsen om
betaling for syn af skibe m.v., således at der i
bekendtgørelsen indføres regler om betaling af
rykkergebyr.
Gebyrets størrelse vil blive beregnet ud fra styrelsens
faktiske omkostninger forbundet med opgaven og vil blive holdt
inden for de af regeringen fastsatte rammer for rykkergebyrers
størrelse.
For så vidt angår renter bemærkes, at
Søfartsstyrelsen allerede har hjemmel til at opkræve
morarenter ved for sen betaling, jf. § 5 i
bekendtgørelse nr. 1007 af 15. august 2007 om betaling for
syn af skibe m.v.
Til § 2
Forslaget er en følge af EU-regulering, hvorefter
liniekonferencer siden oktober 2008 ikke længere har
været tilladt på farter til og fra
fællesskabshavne. Dette gælder også for
liniekonferencer mellem lande udenfor EU ved sejlads på
europæiske havne.
EU-reguleringen hindrer ikke, at linierederier stadig kan
operere enkeltvis i liniefart til og fra europæiske havne,
men der må ikke indgås aftaler om liniekonferencer.
Disse forhold vil fremover være reguleret af de almindelige
EU-konkurrenceregler.
Forslaget om ophævelse af lov om liniekonferencer har
således til formål at bringe den danske lovgivning i
overensstemmelse med EU-retten.
Til § 3
Det foreslås, at loven træder i kraft 1. april
2009.
Til § 4
Området søsikkerhed er overtaget af
Færøerne, hvorimod det for så vidt angår
Grønland er et rigsanliggende. Forslaget til ændring
af lov om sikkerhed til søs vil derfor kunne sættes i
kraft for Grønland. Før dette sker, skal det dog
forelægges de grønlandske myndigheder til
udtalelse.
Lov om liniekonferencer er ikke sat i kraft for
Færøerne og Grønland og skal følgelig
ikke ophæves for disse landsdele.
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende
lov
Gældende
formulering | | Lovforslaget |
| | § 1. I lov
om sikkerhed til søs, jf. lovbekendtgørelse nr. 903
af 12. juli 2007, som ændret ved § 2 i lov nr. 511 af
17. juni 2008, foretages følgende ændring: |
§ 24.
. | | 1. § 24, stk. 5, 1. pkt., affattes
således: |
Stk. 5.
Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte regler om
forrentning af beløb efter stk. 1-4, der ikke betales
til forfaldstid. Skyldige beløb efter denne bestemmelse kan
inddrives ved udpantning og ved indeholdelse i løn m.v.
efter reglerne for inddrivelse af personlige skatter i
kildeskatteloven. | | ȯkonomi- og
erhvervsministeren kan fastsætte regler om forrentning af
beløb efter stk. 1-4, der ikke betales til forfaldstid, samt
om betaling af rykkergebyr.« |
| | § 2. Lov
nr. 174 af 28. april 1982 om liniekonferencer ophæves. |
| | § 3. Loven
træder i kraft den 1. april 2009. |
| | § 4. Loven
gælder ikke for Færøerne og Grønland, men
§ 1 kan ved kongelig anordning sættes i kraft for
Grønland med de ændringer, som de særlige
grønlandske forhold tilsiger. |