Skriftlig fremsættelse (3.
december 2008)
Økonomi- og
erhvervsministeren (Lene Espersen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
sikkerhed til søs og om ophævelse af lov om
liniekonferencer. (Rykkergebyrer m.v.)
(Lovforslag nr. L 84).
Forslaget om ophævelse af lov om liniekonferencer er en
konsekvens af EU-regulering, hvorefter liniekonferencer ikke
længere er tilladt på farter til og fra EU-havne.
Forslaget om ændring af lov om sikkerhed til søs
indebærer, at Søfartsstyrelsen kan opkræve
rykkergebyrer i tilfælde af for sen eller manglende betaling
for styrelsens arbejde med syn af skibe. Langt størstedelen
af Søfartsstyrelsens kunder betaler deres faktura rettidigt,
men over de sidste 3 år har styrelsen dog udsendt ca. 1.000
rykkere. Det er min forventning, at indførelsen af et
rykkergebyr vil have en adfærdsregulerende effekt,
således at der i højere grad erlægges rettidig
betaling.
Jeg henviser i øvrigt til lovforslaget og de
bemærkninger, der ledsager det, og anbefaler forslaget til
Folketingets velvillige behandling.