L 8 Forslag til lov om ændring af lov om private gymnasieskoler, studenterkurser og kurser til højere forberedelseseksamen (hf-kurser).

(Opfølgning på kommunalreformen og forenkling af tilskudssystem).

Af: Undervisningsminister Bertel Haarder (V)
Udvalg: Uddannelsesudvalget
Samling: 2008-09
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 08-10-2008

Fremsættelsestale af lovforslag

20081_l8_fremsaettelsestale (html)

Skriftlig fremsættelse (8. oktober 2008)

Undervisningsministeren (Bertel Haarder):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:


Forslag til lov om ændring af lov om private gymnasieskoler, studenterkurser og kurser til højere forberedelseseksamen (hf-kurser) (Opfølgning på kommunalreformen og forenkling af tilskudssystemet)

(Lovforslag nr. L 8).

Efter lovforslaget indføres en ny tilskudsmodel for de private gymnasieskoler, studenterkurser og hf-kurser, der følger hovedprincipperne og -strukturen i de offentlige almene gymnasiers taxametermodel.


Lovforslaget indebærer, at der for de private gymnasier m.fl. på de årlige finanslove fastsættes en undervisnings-, fællesudgifts-, bygnings- og færdiggørelsestakst for hver af de almengymnasiale uddannelser samt tillægstakster til udvalgte fag på A-niveau (fysik, kemi m.v.) og et tilskud til særligt oprettede studieretninger.


Taksterne til de private gymnasier m.fl. fastsættes som en andel af taksterne til de tilsvarende uddannelser på institutioner for almengymnasiale uddannelser inden for den offentlige forvaltning ekskl. moms. Taksterne tillægges moms, da de private gymnasier m.fl. ikke er omfattet af Undervisningsministeriets momskompensationsordning. Forskellen mellem taksterne til de offentlige og de private gymnasier vil hermed blive synliggjort. Den lavere takst til de private gymnasier m.v. skyldes, at der for de private gymnasier m.v. er et krav om egendækning i form af deltagerbetaling, skolepenge, donationer eller lignende.


Ved enhver ændring i taksterne til de offentlige almene gymnasier i de årlige finanslove vil der efter lovforslaget som udgangspunkt ske en tilsvarende ændring i taksterne til de private gymnasier m.fl.


Det faste tilskud til vikarudgifter, sygeundervisning og pædagogikum, der også indgår i den gældende tilskudsmodel, videreføres. Desuden foreslås indført to grundtilskud i form af et basistilskud samt uddannelsestypetilskud, som også findes på de offentlige almene gymnasier. Tilskuddene fastsættes på de årlige finanslove på et niveau, der dels afspejler de private gymnasiers institutionsstruktur og institutionsstørrelse, dels giver en passende balance mellem de aktivitetsafhængige taxametertilskud og faste tilskud. Endvidere tilstræbes et niveau, der medvirker til den mindst mulige indbyrdes økonomiske omfordeling som følge af den tekniske omlægning af tilskudsmodellen.


Det foreslås, at loven skal træde i kraft den 1. januar 2009.


Idet jeg i øvrigt tillader mig at henvise til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling