L 79 Forslag til lov om ændring af retsplejeloven.

(Udveksling af oplysninger som led i politiets samarbejde med de sociale myndigheder og psykiatrien).

Af: fungerende justitsminister Justitsminister Brian Mikkelsen (KF)
Udvalg: Retsudvalget
Samling: 2008-09
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 26-11-2008

Fremsættelse: 26-11-2008

Fremsættelsestale af lovforslag

20081_l79_fremsaettelsestale (html)

Skriftlig fremsættelse (26. november 2008)

Fg. justitsminister (Jakob Axel Nielsen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:


Forslag til lov om ændring af retsplejeloven (Udveksling af oplysninger som led i politiets samarbejde med de sociale myndigheder og psykiatrien).

(Lovforslag nr. L 79).

I Frederiksberg Kommune er der i de senere år udviklet et samarbejde mellem politiet, de sociale myndigheder og social- og behandlingspsykiatrien med det formål at koordinere myndighedernes indsats i forhold til socialt udsatte personer (det såkaldte PSP-samarbejde).


Erfaringerne fra Frederiksberg har vist, at det er vigtigt at kunne udveksle arbejdsmetoder og erfaringer mellem de relevante myndigheder med henblik på at finde brugbare løsninger for den enkelte person, sådan at den pågældende ikke udvikler (eller fortsætter) en kriminel adfærd, og sådan at den pågældende hjælpes på en ordentlig måde, når allerede iværksatte foranstaltninger mislykkes.


De hidtidige erfaringer fra Frederiksberg har været positive, og regeringen foreslår derfor, at PSP-samarbejdet udbredes til hele landet.


Formålet med lovforslaget er således at sikre, at politidirektøren i alle landets politikredse virker for at etablere et samarbejde mellem politiet og de sociale myndigheder og social- og behandlingspsykiatrien som led i indsatsen over for socialt udsatte personer.


Det er centralt for PSP-samarbejdet, at myndighederne på en hurtig og smidig måde kan udveksle oplysninger om de pågældende borgere, herunder om rent private forhold (f.eks. om tidligere straffedomme eller om sociale og psykiske problemer).


Formålet med lovforslaget er på den baggrund således også at skabe udtrykkelig hjemmel til, at oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold kan videregives uden samtykke som led i PSP-samarbejdet, hvis det er nødvendigt for samarbejdet. Lovforslaget tager herved sigte på at indføre et fælles retsgrundlag for udveksling af oplysninger mellem de involverede myndigheder. Det er samtidigt vigtigt at understrege, at der ikke efter forslaget er tale om en pligt til at videregive oplysninger, men alene om en mulighed herfor.


Den foreslåede ordning vedrørende udveksling af oplysninger som led i PSP-samarbejdet svarer i praksis til ordningen vedrørende udveksling af oplysninger som led i det eksisterende kriminalpræventive samarbejde mellem politi, skoler og sociale myndigheder (SSP-samarbejdet).


Med lovforslaget foreslås det på den baggrund, at retsplejelovens § 114 (om politidirektørens ansvar for etablering af et SSP-samarbejde) og § 115 (om udveksling af oplysninger som led i SSP-sam­arbejdet) nyaffattes, så bestemmelserne også kommer til at omfatte PSP-samarbejdet.


Idet jeg i øvrigt tillader mig at henvise til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.