Skriftlig fremsættelse (19.
november 2008)
Velfærdsministeren (Karen Jespersen)
:
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov ændring af lov om
kommunernes styrelse og lov om regioner og om nedlæggelse af
amtskommunerne, Hovedstadens Udviklingsråd og Hovedstadens
Sygehusfællesskab (regionsloven) (Kommunal kvalitetskontrakt,
borgerrådgiver m.v.)
(Lovforslag nr. L 76).
Efter lovforslaget skal kommunalbestyrelsen udarbejde en
kvalitetskontrakt for udvikling af kvaliteten i den kommunale
opgavevaretagelse. I kvalitetskontrakten skal kommunalbestyrelsen
opstille kvantificerbare mål for hvert serviceområde i
kommunen. Lovforslaget forpligter samtidig kommunalbestyrelsen til
hvert år senest samtidig med vedtagelsen af
årsbudgettet og de flerårige budgetoverslag at
redegøre for, hvordan kommunalbestyrelsen følger op
på de opstillede mål. Kvalitetskontrakten og
redegørelsen om opfølgningen herpå skal
offentliggøres. Denne del af lovforslaget er en del af
udmøntningen af regeringens kvalitetsstrategi.
Efter lovforslaget skal kommunalbestyrelsen og
regionsrådet endvidere inden udgangen af funktionsperiodens
første år udarbejde en udbudsstrategi.
Udbudsstrategien skal indeholde en vurdering af, på hvilke
områder kommunalbestyrelsen og regionsrådet
påtænker at anvende udbud, og hvordan anvendelsen af
udbud kan øges. Samtidig forpligter lovforslaget
kommunalbestyrelsen og regionsrådet til inden udgangen af det
år, hvori der finder valg sted til kommunalbestyrelse og
regionsråd, at følge op på udbudsstrategien.
Udbudsstrategien og opfølgningsredegørelsen skal
offentliggøres. Bestemmelsen om, at kommunalbestyrelsen og
regionsrådet som led i en udbudsstrategi skal vurdere, hvilke
områder der planlægges udbud på, er en
videreførelse af et nugældende lovkrav til indholdet
af de kommunale servicestrategier. Med lovforslaget ophæves
de øvrige bestemmelser om servicestrategier.
Lovforslaget indeholder endvidere en lovfæstelse af
kommunernes adgang til at etablere en borgerrådgiverfunktion,
der administreres af kommunalbestyrelsen.
Borgerrådgiverfunktionen kan kun varetage opgaver
vedrørende rådgivning og vejledning af borgerne og
vedrørende tilsyn med kommunens administration.
Velfærdsministeriet har hidtil ved dispensation kunnet give
kommunerne mulighed for at oprette en sådan
borgerrådgiverfunktion. Lovforslaget giver mulighed for, at
kommunerne kan gøre det uden dispensation. Også denne
del af lovforslaget er en del af udmøntningen af regeringens
kvalitetsstrategi.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de
ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale
lovforslaget til det Høje Tings hurtige og velvillige
behandling.