Skriftlig fremsættelse (19.
november 2008)
Skatteministeren
(Kristian Jensen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af
skattekontrolloven, momsloven, opkrævningsloven, lov om aktiv
socialpolitik, integrationsloven og forskellige andre love (Indsats
mod skatte- og afgiftsunddragelse - fair play III og fradrag for
børnebidragsrestancer i kontanthjælp, starthjælp
og introduktionsydelse)
(Lovforslag nr. L 72).
Lovforslaget (fair play III) er et led i regeringens samlede
indsats, som retter sig bredt mod sort og illegalt arbejde og andre
former for skatte- og afgiftssnyd (fair play-indsatsen).
Fair play-indsatsen består af målrettet kontrol,
mediekampagner og af skærpet lovgivning rettet mod sort og
illegalt arbejde og skatte- og afgiftssnyd generelt på
udvalgte områder. Herudover gennemføres der en
række rent administrative initiativer rettet mod sort arbejde
mv. Fair play-kampagnens overordnede formål er at skabe et
samfund, hvor der konkurreres på lige vilkår
virksomhederne imellem. Regeringens fair play-kampagne er
nærmere beskrevet i regeringspjecen »Fairplay - fokus
på holdninger« fra oktober 2004.
Lovforslaget »fair play III« er det tredje forslag
i rækken af lovindgreb gennemført som led i fair
play-kampagnen. Tidligere er gennemført »fairplay
I« ved lov nr. 325 af 18. maj 2005 samt »fair play
II« ved lov nr. 408 af 8. maj 2006.
Fair play III indeholder en række ændringer i form
af bl.a. skærpede muligheder for at give daglige
bøder, mulighed for at foretage konfiskation af ikke
afgiftsberigtigede varer, mulighed for samkøring af
oplysninger med henblik på at skærpe kontrollen af
virksomhederne, skærpelser af reglerne om registrering og
sikkerhedsstillelse i opkrævningsloven samt en række
yderligere kontrolrelaterede ændringer.
Som det har været tilfældet med de
foregående fair play-lovforslag, retter lovforslagene sig mod
konkrete eksisterende problemstillinger og dermed også mod de
virksomheder, som er involveret i disse problemstillinger. Det er
således kendetegnende for de foreslåede
lovændringer, at de virksomheder, der har ordnede forhold,
generelt ikke vil opleve at blive berørt heraf.
De 2 væsentligste forslag i Fair play III lovforslaget
er følgende:
-Mulighed for konfiskation af ikke afgiftsberigtigede
varer
Der har vist sig at være betydelig respekt for
beslaglæggelse af ikke afgiftsberigtigede varer blandt
virksomheder og personer, som bevidst baserer hele eller dele af
deres omsætning på handel med sådanne varer.
Dette hænger sammen med, at varerne tages ud af handel.
På denne baggrund foreslås det, at SKAT får en
hjemmel til i meget grove tilfælde - herunder i
gentagelsestilfælde - at konfiskere ikke afgiftsberigtigede
varer. Konfiskeres varerne er der - i modsætning til de
situationer hvor varerne beslaglægges - ingen mulighed for
efterfølgende at generhverve varerne ved at betale afgifter
og bøder. Varerne køres bort og sælges herefter
på auktion eller destrueres.
- Forslag om
påbud efterfulgte af daglige bøder.
Det foreslås, at der i en række situationer
indføres mulighed for at give en virksomhed et påbud
om at nærmere udpegede bestemmelser i skatte- og
afgiftslovgivningen efterleves. Følges påbuddet ikke
foreslås det, at SKAT kan pålægge virksomheden
daglige bøder, indtil virksomheden efterlever
påbuddet.
Overordnet set er ønsket med sådanne daglige
bøder at få et redskab, der er smidigt og konsekvent,
og som hurtigt kan få virksomhederne til at følge de
regler i skatte- og afgiftslovgivningen, for hvilke det
foreslås, at der skal kunne gives påbud om
overholdelse.
Herudover indeholder lovforslaget i oversigtsform
følgende forslag
- Strafansvar for
juridiske personer mv.
Skattekontrollovens § 18, kildeskattelovens § 77 og
investeringsfondslovens § 11, stk. 4, ændres,
således at der indsættes en enslydende og generel
ansvarsbestemmelse for juridiske personer. Den foreslående
bestemmelse svarer til standardformuleringen i afgiftslovgivningen.
I en række afgiftslove ændres strafferammen for
forsætlige unddragelser, således at maksimumsstraffen
efter særloven er fængsel i op til 1 ½ år
og med mulighed for højere straf efter straffelovens §
289.
- Samkøring
og sammenstilling af oplysninger fra Erhvervs- og
Selskabsstyrelsens overtrædelsesregister.
Hensigten med denne samkøring, at SKAT får
mulighed for at målrette sin kontrolindsats mod de
virksomheder, som begår flest overtrædelser af - ikke
bare skatte- og afgiftsreglerne - men også reglerne på
andre ministeriers områder.
- Samkøring
af oplysninger fra SKATs KINFO-register
(kontrolinformationsregistet) og SKATs registreringssystem.
Det foreslås, at der i skattekontrollovens § 6 F
indsættes hjemmel til, at SKAT kan foretage
registersamkøring af oplysninger i KINFO-registeret med
oplysninger i SKATs registreringssystem for virksomheder -
Erhvervssystemet. SKAT kan stille resultatet af
registersamkøringen til rådighed for Erhvervs- og
Selskabsstyrelsen til brug for styrelsens arbejde som
registreringsmyndighed for SKAT.
- Fjernelse af
kravet om en dansk befuldmægtiget for udenlandske
virksomheder, der etablerer sig i Danmark.
- Forslag om at
ledelsen kan komme til at hæfte for ikke indeholdte A-skatter
mv. ved afmeldelse fra registrering.
- Inddragelse af
personskatter ved vurdering og opgørelse af
sikkerhedsstillelse - samt inddragelse af filialbestyrere i den
personkreds, som kan udløse et krav om sikkerhedsstillelse
efter opkrævningslovens regler.
- Ændring af
reglerne om frikørsel af hyrevogne.
- Ophævelse
af skattekontrollovens § 7 E om danske virksomheders
registrering af udenlandske arbejdstagere.
- Regulering af
fradrag for moms.
- Mulighed for at
kontrollere lønmodtageres varebiler i de tilfælde,
hvor der kun betales halv privatbenyttelsesafgift.
- Fradrag for
børnebidragsrestancer i kontanthjælp, starthjælp
og introduktionsydelse.
Idet jeg i øvrigt henviser til bemærkningerne til
lovforslaget, skal jeg anbefale lovforslaget til Folketingets
velvillige behandling.