L 63 Forslag til lov om ændring af aktieavancebeskatningsloven, skattekontrolloven og andre skattelove.

(Ændring af sondringen mellem børsnoterede og unoterede aktier).

Af: Skatteminister Kristian Jensen (V)
Udvalg: Skatteudvalget
Samling: 2008-09
Status: Bortfaldet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 13-11-2008

Fremsættelse: 13-11-2008

Fremsættelsestale af lovforslag

20081_l63_fremsaettelsestale (html)

Skriftlig fremsættelse (13. november 2008)

Skatteministeren (Kristian Jensen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:


Forslag til lov om ændring af aktieavancebeskatningsloven, skattekontrolloven og andre skattelove (Ændring af sondringen mellem børsnoterede og unoterede aktier)

(Lovforslag nr. L 63).

Der er tale om en genfremsættelse af lovforslag L 86, forslag til lov om ændring af aktieavancebeskatningsloven, skattekontrolloven og andre skattelove (Ændring af sondringen mellem børsnoterede og unoterede aktier), folketingssamlingen 2007-08 (2. samling).


Lovforslaget indeholder en tilpasning af skattereglerne til den nye begrebsanvendelse, der er indført i den finansielle lovgivning som følge af det såkaldte MiFID-direktiv. Tilpasningen indebærer bl.a., at betegnelsen »børsnoteret« erstattes af betegnelsen »optaget til handel på et reguleret marked«. Dermed sker der en ændring af den gældende sondring mellem børsnoterede og unoterede aktier.


For yderligere at styrke aktiekulturen indeholder lovforslaget tillige en udvidelse af personers adgang til fradrag for tab på aktier, der efter gældende regler anses for børsnoterede. Det foreslås således, at der også for disse aktier er adgang til fuldt fradrag i tabsåret. Adgangen til fuldt fradrag betinges af, at SKAT har modtaget oplysning om erhvervelse af den pågældende aktie.


I tilknytning til disse ændringer foreslås en ændring af indberetningsreglerne. For det første indføres der pligt for fondshandlere til at indberette køb af aktier i lighed med de regler, der i dag gælder for salg. For det andet udvides reglerne om depotførernes indberetning om beholdningen ved årets udgang fra alene at omfatte børsnoterede aktier til at omfatte alle deponerede aktier.


Ændringen af indberetningsreglerne og reglerne for personers aktietab foreslås indført med virkning fra 2010.


Provenumæssigt vil ophævelsen af kildeartsbegrænsningen for modregning af tab på børsnoterede aktier fremrykke udnyttelsen af tabene og dermed et rentetab. Baseret på tabene i årene 2002-2005 skønnes rentetabet til ca. 50 mio. kr. årligt. Det er ikke muligt at skønne over provenuvirkningen i 2010 på nuværende tidspunkt.


Idet jeg i øvrigt henviser til bemærkningerne til lovforslaget, skal jeg anbefale lovforslaget til Folketingets velvillige behandling.