Forslag
til
Lov om ændring af
ejendomsværdiskatteloven og ligningsloven
(Beskatning af fast ejendom i udlandet)
§ 1
I ejendomsværdiskatteloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 912 af 22. august 2008, foretages
følgende ændringer:
1. I
§ 3 ændres
»beregningsgrundlaget efter § 4 a,
stk. 1-6,« til: »beregningsgrundlaget efter
§§ 4 a og 4 b«.
2.§ 4 a, stk. 5-8,
ophæves.
Stk. 9 bliver herefter stk. 5.
3.§ 4 a, stk. 9, 2. pkt.,
som bliver stk. 5, 2. pkt., ophæves.
4.
Efter § 4 a indsættes:
Ȥ 4
b. Hvis der for ejendomme omfattet af § 4, nr. 11,
findes en udenlandsk, færøsk eller grønlandsk
offentlig ejendomsvurdering, som kan sidestilles med en dansk
vurdering, beregnes ejendomsværdiskatten efter samme regler
som i § 4 a, stk. 1.
Stk. 2. Hvis der
for ejendomme omfattet af § 4, nr. 11, ikke findes en
vurdering som nævnt i stk. 1, udgør
beregningsgrundlaget den laveste af følgende
værdier:
1)
Handelsværdien pr. 1. oktober i indkomståret reguleret
med samme forhold, som på dette tidspunkt eksisterer mellem
danske ejendomsvurderinger og faktiske handelspriser for ejendomme
af den pågældende type.
2)
Handelsværdien pr. 1. januar 2001 reguleret med samme
forhold, som på daværende tidspunkt eksisterede mellem
danske ejendomsvurderinger og faktiske handelspriser for ejendomme
af den pågældende type, med tillæg af 5 pct.
3)
Handelsværdien pr. 1. januar 2002 reguleret med samme
forhold, som på daværende tidspunkt eksisterede mellem
danske ejendomsvurderinger og faktiske handelspriser for ejendomme
af den pågældende type.
Stk. 3.
§ 4 a, stk. 4, 1.-3. pkt., finder tilsvarende
anvendelse på stk. 1 og 2.
Stk. 4.
Handelsværdi efter stk. 2 fastsættes på
følgende måde:
1) Hvis der findes
et udenlandsk, færøsk eller grønlandsk
prisindeks for ejendomme af den pågældende type og
dette indeks kan godkendes af told- og skatteforvaltningen,
fastsættes handelsværdien på grundlag af den
faktiske anskaffelsespris frem- eller tilbageindekseret efter et
sådant prisindeks. Told- og skatteforvaltningen kan bestemme,
at et udenlandsk, færøsk eller grønlandsk
prisindeks skal anvendes med fremadrettet virkning.
2) Hvis prisindeks
som nævnt i nr. 1 ikke findes, anvendes dansk prisindeks for
ejendomme af den pågældende type.
3) Hvis der
foreligger anden dokumentation, der giver en mere retvisende
fastsættelse af handelsværdien end den dokumentation,
der er nævnt i nr. 1 og 2, lægges sådan anden
dokumentation til grund for værdifastsættelsen.
4) Hvis der ikke
findes prisindeks som nævnt i nr. 1 og 2 og nr. 3 ikke finder
anvendelse, ansættes handelsværdien
skønsmæssigt. Tilsvarende gælder, hvis
indeksering af en faktisk anskaffelsespris medfører et
resultat, som står i åbenbart misforhold til
ejendommens reelle handelsværdi.
Stk. 5. Hvis der
foretages om-, til- eller nybygning af ejendomme omfattet af
§ 4, nr. 11, og værdien heraf ikke indgår i
den udenlandske ejendomsvurdering efter stk. 1 eller den
beregnede handelsværdi efter stk. 2, lægges prisen
på om-, til- eller nybygningen til ejendomsvurderingen eller
den beregnede handelsværdi. Prisen på om-, til- eller
nybygningen indekseres til 2001-niveau henholdsvis 2002-niveau ved
anvendelse af relevant udenlandsk prisindeks. Findes anvendeligt
udenlandsk prisindeks ikke, anvendes i stedet dansk prisindeks. Den
indekserede pris reguleres som nævnt i stk. 2, nr. 2 og
3.
Stk. 6. Hvis en
nybygget ejendom omfattet af § 4, stk. 11, efter
danske forhold ikke ville kunne vurderes som færdigbygget pr.
1. oktober i året før indkomståret, jf.
vurderingslovens § 33, stk. 1, betales der ikke
ejendomsværdiskat i indkomståret. Det påhviler
den skattepligtige at dokumentere, at betingelsen i 1. pkt. er
opfyldt.
Stk. 7.
§ 4 a, stk. 5, finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 8.
Skatteministeren kan fastsætte regler om afgivelse af
oplysninger til brug for fastsættelsen af handelsværdi
efter stk. 2 og 4.«
5. I
§ 5 ændres
»§ 4 a, stk. 1-8,« til:
»§§ 4 a og 4 b«.
6. I
§ 6, stk. 1,
ændres »§ 4 a, stk. 1-7« til:
»§§ 4 a og 4 b«.
7.§ 7 affattes
således:
Ȥ 7. Har den
skattepligtige senest den 1. juli 1998 erhvervet en ejendom som
nævnt i § 4, nr. 1, 3-5 og 9-11, nedsættes
den beregnede ejendomsværdiskat endvidere med et beløb
svarende til 4 promille af beregningsgrundlaget efter
§§ 4 a og 4 b. Ejendomsværdiskatten for
ejendomme som nævnt i § 4, nr. 2, nedsættes
med 4 promille af beregningsgrundlaget for hele ejendommen.
Stk. 2. Nedslag
efter stk. 1 kan maksimalt udgøre 1.200 kr. pr.
selvstændig boligenhed. Nedslaget gives ikke til ejere af
ejerlejligheder og fredede ejendomme omfattet af ligningslovens
§ 15 K. Nedslaget bortfalder ved ejerskifte, dog ikke ved
ejerskifte mellem ægtefæller. § 6,
stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.«
8. I
§ 8, stk. 1, 1. pkt.,
ændres »beregningsgrundlaget efter § 4 a,
stk. 1-7« til: »beregningsgrundlaget efter
§§ 4 a og 4 b«.
9. I
§ 9, stk. 6, 3. pkt.,
ændres »§ 4 a, stk. 9« til:
»§ 4 a, stk. 5«.
10.§ 12 affattes
således:
Ȥ 12. Skat, som er
betalt til udlandet, Færøerne eller Grønland,
og som er beregnet med henvisning til værdien af en
dér beliggende fast ejendom, kan fradrages i
ejendomsværdiskatten. Grundskatter samt tinglysningsafgifter
og andre skatter og afgifter i forbindelse med overdragelse,
belåning eller anden disposition over fast ejendom er ikke
omfattet af 1. pkt. Fradragsbeløbet kan ikke overstige den
opgjorte ejendomsværdiskat.«
§ 2
I ligningsloven, jf. lovbekendtgørelse nr.
1061 af 24. oktober 2006, som ændret senest ved § 5
i lov nr. 906 af 12. september 2008, foretages følgende
ændringer:
1.§ 7 E, stk. 2, affattes
således:
»Stk. 2. Hvis
der til et bygningsarbejde på en fredet eller
bevaringsværdig bygning er ydet eller kan ydes et offentligt
tilskud, der omfattes af bestemmelsen i stk. 1, behandles
andre tilskud, der ydes til det samme bygningsarbejde,
skattemæssigt efter reglerne i stk. 1.«
2.§ 15 P, stk. 1, 4. pkt.,
affattes således:
»For ejendomme beliggende i udlandet m.v. udgør
bundfradraget 1 1/3 pct. af udenlandsk ejendomsvurdering, som kan
sidestilles med en dansk, jf. ejendomsværdiskattelovens
§ 4 b, stk. 1, eller i mangel heraf
handelsværdien beregnet efter ejendomsværdiskattelovens
§ 4 b, stk. 2, nr. 1, dog altid mindst 24.000 kr.,
jf. dog 5. pkt.«
3.§ 16, stk. 5, 1. pkt.,
affattes således:
»Den skattepligtige værdi af en
sommerbolig, der er stillet til rådighed af en arbejdsgiver
som nævnt i stk. 1, sættes til 1/2 pct. pr. uge af
dansk ejendomsværdi eller hermed sammenlignelig udenlandsk
ejendomsværdi pr. 1. oktober året før
rådighedsåret eller i tilfælde, hvor der ikke er
ansat en ejendomsværdi, handelsværdien reguleret som
nævnt i ejendomsværdiskattelovens § 4 b,
stk. 2, pr. 1. oktober året før
rådighedsåret for hver af ugerne 22-34 og 1/4 pct. for
hver af årets øvrige uger.«
§ 3
Stk. 1. Loven
træder i kraft den 1. januar 2009.
Stk. 2.
§ 1, nr. 10, har virkning fra indkomståret
2008.