Skriftlig fremsættelse (30.
oktober 2008)
Skatteministeren
(Kristian Jensen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af
pensionsafkastbeskatningsloven og pensionsbeskatningsloven (Ny
valgfri metode for opgørelse af det skattepligtige afkast af
pensionsordninger i pensionsinstitutter, justering af reglerne for
udenlandske pensionsordninger m.v.)
(Lovforslag nr. L 41).
Ved omlægningen af pensionsbeskatningssystemet i 2007
blev skattebegunstigelsen efter pensionsbeskatningsloven udvidet
til også at omfatte indbetalinger til pensionsordninger
oprettet i livsforsikringsselskaber, pensionskasser og
pengeinstitutter i lande inden for EU/EØS. Desuden blev
pensionsafkastbeskatningsloven affattet på ny, da det ikke
var muligt at bibeholde skattepligten på institutniveau for
ordninger i livsforsikringsselskaber og pensionskasser m.v., idet
dansk beskatningsret ikke kan udstrækkes til udenlandske
pensionsinstitutter. Efter den nye pensionsafkastbeskatningslov
blev skattepligten omlagt fra institut- til individniveau,
således at skattepligten som hovedregel påhviler de
enkelte indehavere af pensionsordninger.
Omlægningen var en følge af EF-Domstolens
underkendelse af de danske pensionsbeskatningsregler i dom af 30.
januar 2007 i sag C-150, Kommissionen mod Danmark.
Lovforslaget har til formål at foretage en række
justeringer i form af mindre ændringer og præciseringer
af de regler om omlægning af pensionsbeskatningssystemet, der
blev gennemført i 2007. For så vidt angår
pensionsafkastbeskatningsloven skal særligt fremhæves
indførelsen af en alternativ opgørelsesmetode af
beskatningsgrundlaget for pensionsafkastskatten, der giver
pensionsinstitutterne mulighed for at opgøre
beskatningsgrundlaget for de forsikrede på en mere enkel og
direkte måde. Efter den alternative opgørelsesmetode
sker der som udgangspunkt kun beskatning af kontorenten, dvs.
aftalt rente og rentebonus, der tilskrives den forsikredes
depot.
De fleste ændringer skal have virkning fra 2010.
Forslagene sikrer, at pensionsbeskatningsreglerne bliver i
overensstemmelse med den tiltænkte udformning ved
omlægningen af de danske pensionsbeskatningsregler, som blev
vedtaget af Folketinget i december 2007.
Forslagene har derfor ingen egentlige provenumæssige
konsekvenser.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de
ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale
lovforslaget til Folketingets velvillige behandling.