L 38 Forslag til lov om ændring af forskellige love på Klima- og Energiministeriets område.

(Undtagelse fra indførelse i Lovtidende af tekniske specifikationer m.v.).

Af: Klima- og energiminister Connie Hedegaard (KF)
Udvalg: Det Energipolitiske Udvalg
Samling: 2008-09
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 30-10-2008

Fremsættelse: 30-10-2008

Fremsættelsestale af lovforslag

20081_l38_fremsaettelsestale (html)

Skriftlig fremsættelse (30. oktober 2008)

Klima- og energiministeren (Connie Hedegaard):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:


Forslag til lov om ændring af forskellige love på Klima- og Energiministeriets område. (Undtagelse fra indførelse i Lovtidende af tekniske specifikationer m.v.).

(Lovforslag nr. L 38).

Med lovforslaget foreslår regeringen, at der i forskellige love på Klima- og Energiministeriets område indsættes hjemmel til, at klima- og energiministeren kan fastsætte regler om, at nærmere angivne forskrifter og tekniske specifikationer ikke indføres i Lovtidende.


Efter lov om udgivelsen af en Lovtidende og en Ministerialtidende skal alle ministerielle anordninger, under hvilket navn de end udstedes, indføres i Lovtidende. Der er i dag på Klima- og Energiministeriets område et behov for på en række områder at henvise til internationale vedtagelser og tekniske specifikationer m.v. Der er tale om internationale vedtagelser og tekniske specifikationer m.v., der er af rent teknisk karakter, og som hovedsagligt retter sig mod en snæver kreds af professionelle, der anvender forskrifterne erhvervsmæssigt. De er udbudt til salg af standardiseringsorganer og nyder ofte ophavsretlig beskyttelse. Sædvanlig kundgørelse er derfor ikke hensigtsmæssig. Regeringen ønsker på denne baggrund ved lov at indføre en ordning, hvorefter sådanne forskrifter efter en konkret vurdering kan undtages fra kravet om kundgørelse i Lovtidende.


Regeringen foreslår endvidere, at ministeren bemyndiges til at fastsætte regler om, hvorledes forskrifter, der ikke offentliggøres i Lovtidende, mest hensigtsmæssigt kundgøres.


Forslaget forventes ikke at have økonomiske konsekvenser for det offentlige, ligesom forslaget ikke har administrative eller økonomiske konsekvenser for erhvervslivet. Det bemærkes dog, at ophavsretlige aspekter vil medføre, at kendskab til forskrifter i visse tilfælde alene kan fås ved gennemsyn. Forslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter. Forslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.


Det foreslås, at lov om ændring af forskellige love på Klima- og Energiministeriets område (Undtagelse fra indførelse i Lovtidende af tekniske specifikationer m.v.) træder i kraft den 1. januar 2009.


Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og bemærkningerne til dette, skal jeg anbefale forslaget til Tingets velvillige behandling.