Skriftlig fremsættelse (8.
oktober 2008)
Økonomi- og
erhvervsministeren (Lene Espersen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om finansiel
stabilitet
(Lovforslag nr. L 33).
Formålet med lovforslaget er, at staten og den
finansielle sektor de næste to år spænder et
sikkerhedsnet ud, så alle bankkunder og øvrige simple
kreditorer har fuld sikkerhed for deres tilgodehavender i
pengeinstitutter, der deltager i Det Private Beredskab. Det skal
sikre den finansielle stabilitet i Danmark i lyset af den
internationale finansielle krise.
Lovforslaget indebærer, at der etableres en
garantiordning og et afviklingsselskab, som skal sikre simple
kreditorers krav mod pengeinstitutter i Danmark, i det omfang deres
krav ikke er dækket på anden måde. Udenlandske
pengeinstitutters filialer i Danmark kan ligeledes blive omfattet
af ordningen for så vidt angår indskud. Der er tale om
en slags kollektiv forsikringsordning for pengeinstitutterne, hvor
staten stiller garanti mod, at pengeinstitutterne gennem Det
Private Beredskab bidrager med samlet 35 mia. kr. over to år
i form af garantiprovision og tabskaution.
Det statslige afviklingsselskab skal sælge eller afvikle
nødlidende pengeinstitutter eller på anden måde
sikre de simple kreditorers krav. Et evt. overskud i
afviklingsselskabet tilfalder staten. Bankerne har endvidere
forpligtet sig til ikke at udbetale udbytter mv. samt at lave nye
aktieoptionsprogrammer i to år. Pengeinstitutterne kan blive
ekskluderet fra ordningen, hvis de ikke efterlever dette eller i
øvrigt misbruger ordningen. Tilsynet med den finansielle
sektor styrkes. Som del af lovforslaget indgår endvidere en
ændring af selskabsbeskatningsloven, således at det
statslige afviklingsselskab undtages fra selskabsbeskatning.
Af hensyn til den finansielle krise ønskes lovforslaget
hastebehandlet og vedtaget inden efterårsferien. Det
forudsætter en række dispensationer fra reglerne i
Folketingets forretningsorden.
Med disse bemærkninger, og idet jeg i øvrigt
henviser til lovforslaget og bemærkningerne til dette, skal
jeg anbefale forslaget til det høje Tings velvillige
behandling.