Skriftlig fremsættelse (8.
oktober 2008)
Transportministeren (Lars Barfoed):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
trafikselskaber og lov om jernbane (Takstkompetence og regler om
kundgørelse m.v.)
(Lovforslag nr. L 26).
Lovforslaget indebærer en præcisering af
fordelingen af takstkompetence mellem trafikselskabet og
jernbanevirksomhederne, der bygger på en opdeling af
trafikselskabets område i takstområder. Udgangspunktet
for ændringen af lov om trafikselskaber er den politiske
aftale af 30. maj 2007 mellem regeringen (V og K) og DF og RV om
rammer for fremtidens takstsystemer.
Baggrunden for en præcisering af fordelingen af
takstkompetence er, at der med kommunalreformen er oprettet nye
trafikselskaber, der i de fleste tilfælde dækker
større geografiske områder end de gamle
trafikselskaber.
Som hovedregel fungerer billetsamarbejdet mellem
trafikselskaberne og jernbanevirksomhederne i dag således, at
trafikselskaberne fastsætter takster for alle rejser inden
for de gamle amtsgrænser, mens jernbanevirksomhederne
fastsætter takster for rejser med tog, der overskrider de
gamle amtsgrænser.
Lovforslaget understøtter og styrker aftalesystemet ved
at lægge op til, at trafikselskabet og jernbanevirksomheder i
fællesskab skal aftale taksterne i trafikselskabets
område. Trafikselskabet får initiativpligten i forhold
til indgåelse af aftaler om fastsættelse af takster for
rejser inden for takstområderne, mens jernbanevirksomhederne
får den tilsvarende initiativpligt for rejser, der
overskrider takstområderne.
Der foreslås endvidere i lovforslaget at
pålægge trafikselskaberne at arbejde for, at
takstsystemerne for den offentlige servicetrafik bliver ensartede
og overskuelige for passagererne.
Lovforslaget indeholder desuden en sproglig præcisering
af bestemmelsen i lov om trafikselskaber om finansiering af lokale
ruter, der betjener mere end en kommune i trafikselskabet på
Sjælland.
De foreslåede ændringer af lov om jernbane er af
teknisk karakter, herunder vedrørende kundgørelse af
forskrifter.
Det foreslås, at ministeren kan fastsætte
nærmere regler for, hvornår de aftalte
takstområder skal anvendes ved takstfastsættelsen,
således at introduktionen af nye takstsystemer kan
koordineres med eventuelt øvrige større
takstomlægninger.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget med
tilhørende bemærkninger, tillader jeg mig at anbefale
forslaget til Det Høje Tings velvillige behandling.