L 214 (som fremsat): Forslag til lov om ændring
af lov om Arbejdsgivernes Elevrefusion. (Afskaffelse af
præmieordning og indførelse af præmie,
løntilskud og bonus).
Fremsat den 12. maj 2009 af
Undervisningsminister (Bertel Haarder)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om Arbejdsgivernes
Elevrefusion
(Afskaffelse af præmieordning og
indførelse af præmie, løntilskud og bonus)
§ 1
I lov om Arbejdsgivernes Elevrefusion, jf.
lovbekendtgørelse nr. 977 af 20. juli 2007, som ændret
ved § 8 i lov nr. 484 af 17. juni 2008 og § 134 i lov nr.
1336 af 19. december 2008, foretages følgende
ændring:
1.Kapitel 6 affattes således:
»Kapitel 6
Præmie, løntilskud og
bonus
§ 16.
Arbejdsgivernes Elevrefusion yder til de i § 2, stk. 1,
nævnte arbejdsgivere en præmie i prøvetiden for
elever, som har uddannelsesaftaler inden for de i § 4, stk. 1,
nævnte uddannelser. Præmien ydes ikke for elever, der
er fyldt 25 år, og som udløser løntilskud til
arbejdsgiveren i henhold til § 68, stk. 2, i lov om en aktiv
beskæftigelsesindsats.
Stk. 2. Præmien
udgør 2.000 kr. pr. måned pr. elev, dog højest
6.000 kr. pr. elevansættelse. Præmien ydes alene, hvis
elevens uddannelsesaftale omfatter hele måneden.
Præmien udbetales månedsvis bagud.
Stk. 3. Bestyrelsen for
Arbejdsgivernes Elevrefusion fastsætter nærmere regler
om præmiens beregning, udbetaling, efterregulering,
modregning og tilbagebetaling samt om administration af ordningen i
øvrigt.
§ 16
a. Arbejdsgivernes Elevrefusion yder til de i § 2, stk.
1, nævnte arbejdsgivere tilskud til løn i
prøvetiden for elever, som har praktikaftaler i henhold til
lov om erhvervsgrunduddannelse m.v.
Stk. 2.
Løntilskuddet udgør 30 kr. i timen for den i
praktikaftalen aftalte arbejdstid. Tilskuddet udbetales
månedsvis bagud.
Stk. 3. Bestyrelsen for
Arbejdsgivernes Elevrefusion fastsætter nærmere regler
om tilskuddets beregning, udbetaling, efterregulering, modregning
og tilbagebetaling samt om administration af ordningen i
øvrigt.
§ 17.
Arbejdsgivernes Elevrefusion yder til de i § 2, stk. 1,
nævnte arbejdsgivere en bonus for elever, som har
uddannelsesaftaler inden for de i § 4, stk. 1, nævnte
uddannelser, såfremt uddannelsesaftalen fortsat er i kraft
efter prøvetidens udløb.
Stk. 2. Bonus
udgør 10.000 kr. pr. elev. Bonus udbetales efter
prøvetidens udløb.
Stk. 3. Bestyrelsen for
Arbejdsgivernes Elevrefusion fastsætter nærmere regler
om udbetaling af bonus, efterregulering, modregning og
tilbagebetaling samt om administration af ordningen i
øvrigt.«
§ 2
Stk. 1. Loven
træder i kraft den 1. juni 2009 og finder anvendelse på
uddannelsesaftaler og praktikaftaler, der er indgået efter
lovens ikrafttræden. Lovforslaget kan stadfæstes straks
efter vedtagelsen.
Stk. 2. Der ydes i
henhold til den hidtil gældende § 16 i lov om
Arbejdsgivernes Elevrefusion en økonomisk præmie til
arbejdsgivere for merbeskæftigelse i praktikpladser i
perioden fra 1. oktober 2008 til lovens ikrafttræden.
Stk. 3. Forslag om
revision af kapitel 6 i lov om Arbejdsgivernes Elevrefusion, som
affattet ved denne lovs § 1, nr. 1, fremsættes for
Folketinget senest i folketingsåret 2010-11.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Indledning
1.1 Formål
Lovforslaget har til formål at fremme indgåelse af
nye uddannelsesaftaler i henhold til lov om erhvervsuddannelser og
nye praktikaftaler i henhold til lov om erhvervsgrunduddannelse
m.v.
1.2 Baggrund
Regeringen, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og Det
Radikale Venstre har i lyset af finanskrisens negative
påvirkning af praktikpladsområdet indgået aftale
om en praktikpladspakke, som sigter mod at fremme indgåelsen
af nye uddannelsesaftaler. Aftalen er optaget som bilag 2 til
lovforslaget.
I perioden fra september 2008 til februar 2009 er der
indgået 13.240 uddannelsesaftaler. Det er 3.652 færre
aftaler sammenlignet med samme periode for et år siden,
svarende til et fald på 22 pct. Samtidig er antallet af
praktikpladssøgende elever steget med 1.133 fra februar 2008
til februar 2009 svarende til en stigning på 31 pct. Der var
4.845 praktikpladssøgende elever ved udgangen af februar
2009.
Inden indgåelsen af aftalen har Undervisningsministeriet
ført drøftelser med DA, LO og KL. Det er aftalt at
fortsætte drøftelserne med DA, LO og KL om
praktikpladsområdet og erhvervsuddannelserne.
Forligsparterne er ifølge aftalen bl.a. enige om
følgende:
"Den nuværende præmieringsordning for oprettelse
af ekstra praktikpladser afskaffes.
I stedet indføres en ny præmieringsordning, der
består af et samlet tilskud på i alt op til 16.000 kr.
for alle nye uddannelsesaftaler bestående af en præmie
i prøvetiden og en bonus, når prøvetiden
afsluttes med fastansættelse. Konkret udgøres
præmieringsordningen af:
En månedlig præmie på 2.000 kr. i
prøvetiden, dvs. op til tre gange 2.000 kr. såfremt
eleven fastholdes i alle prøvetidens tre
måneder.
En bonus efter prøvetidens udløb på 10.000
kr.
Ordningen omfatter ikke voksenlærlinge, der får
løntilskud efter voksenlærlingeordningen.
Efter Undervisningsministeriets beregninger kan udgifterne til
den nye præmieringsordning for eud sammen med udgifterne til
løntilskud for egu jf. nedenfor, skønnes at
være ca. 400 mio. kr. årligt.
Bidraget til Arbejdsgivernes Elevrefusion (AER) må ikke
med baggrund i præmieringsordningen sættes op.
Den ny præmieringsordning er tidsbegrænset til og
med 2010. Der foretages en evaluering af ordningen i
efteråret 2010 med henblik på evt.
videreførelse, aftrapning, afvikling eller ændring af
ordningen efter 2010."
Forligsparterne er herudover om erhvervsgrunduddannelsen (egu)
bl.a. enige om følgende:
"For at den nye præmieringsmodel for elever i
erhvervsuddannelse ikke skal skabe uhensigtsmæssig
konkurrence i forhold til praktikpladsindgåelsen på
egu-området, indføres en ordning, der belønner
arbejdsgivere i egu-elevernes prøvetid. Da der i egu kan
være tale om flere praktiksteder med varierende
prøvetid, kan ordningen ikke udformes på samme
måde som den ovenfor nævnte præmieringsordning
vedrørende erhvervsuddannelsen. Der indføres i stedet
en løntilskudsordning, der består af følgende
elementer:
Et løntilskud på 30 kr. i timen i
prøvetiden.
Ingen bonus ved endt prøveperioden.
Det samlede tilskudsniveau svarer i gennemsnit til det
gennemsnitlige tilskudsniveau pr. elev i den nye
eud-præmieringsordning.
Løntilskuddet udgør skønnet i alt ca. 12
mio. kr. i 2009 og ca. 23 mio. kr. i 2010 forudsat en stigning i
tilgangen fra de nuværende ca. 800 elevaftaler årligt
til ca. 1.200 aftaler.
Ordningen finansieres ligesom den nye præmieringsordning
for erhvervsuddannelsen af AER-ordningen, jf. ovenfor.
Den foreslåede ordning er tidsbegrænset til og med
2010. Der foretages en evaluering af ordningen i efteråret
2010 mhp. på evt. videreførelse, aftrapning, afvikling
eller ændring af ordningen efter 2010."
2. Gældende ret
Arbejdsgivernes Elevrefusion (AER) er en selvejende
institution, der har til formål at finansiere og administrere
refusions- og tilskudsordninger, som skal medvirke til at skaffe
det fornødne antal praktikpladser for uddannelseselever.
Alle private og offentlige arbejdsgivere i Danmark betaler bidrag
til AER. Ordningerne under AER er rettet mod at øge
arbejdsgivernes incitamenter til at indgå uddannelsesaftaler.
Arbejdsgivernes Elevrefusion yder refusion til de i § 2
nævnte arbejdsgivere, der i henhold til uddannelsesaftale har
udbetalt løn under skoleophold til elever under
erhvervsuddannelse i overensstemmelse med lovgivningen for disse
uddannelser og til elever under uddannelser, der efter beslutning
truffet af bestyrelsen for Arbejdsgivernes Elevrefusion kan
sidestilles med erhvervsuddannelser. Ordningen er
konjunkturneutral, og har fungeret hensigtsmæssigt siden
indførelsen i 1977. Virksomhedspræmien blev
indført i 2005, jf. § 1, nr. 2, i lov nr. 595 af 24.
juni 2005 om ændring af lov om Arbejdsgivernes Elevrefusion.
Præmien ydes for merbeskæftigelse i praktikpladser i
den pågældende virksomhed i forhold til den
gennemsnitlige beskæftigelse i praktikpladser i den
pågældende virksomhed i de tre foregående
præmieringsår. Med sin præmiering af
væksten i praktikpladsaftaler er virksomhedspræmien en
ordning, som har effekt i en højkonjunkturperiode med stabil
eller stigende beskæftigelse. I perioder med lavkonjunktur og
faldende beskæftigelse mister ordningen sin effekt, og
ressourcerne udnyttes dermed ikke optimalt med henblik på at
understøtte nye aftaleindgåelser.
3. Lovforslagets indhold
3.1. Præmie og løntilskud
Det foreslås, at virksomhedspræmien afskaffes med
virkning for uddannelsesaftaler, der indgås efter lovens
ikrafttrædelse.
Der forslås indført en præmieordning med
præmie i praktikperiodens prøvetid til arbejdsgivere,
jf. § 2, stk. 1, for erhvervsuddannelsesaftaler. Præmien
udgør 2.000 kr. i prøvetiden, dvs. op til tre gange
2.000 kr., såfremt eleven fastholdes i alle
prøvetidens tre måneder. Præmien udbetales
månedsvist bagud. Det er en betingelse for udbetaling af
præmie, at eleven har været ansat hele
måneden.
Præmien på 2.000 kr. pr. måned efter den
foreslåede § 16 omfatter
alle former for gyldige uddannelsesaftaler inden for
erhvervsuddannelserne, d. v. s.
a)
Uddannelsesaftaler, hvor virksomhed og elev indgår en aftale,
der omfatter hele uddannelsesforløbet.
b)
Restuddannelsesaftaler med elever, der f. eks. har været i
skolepraktik eller i afbrudt uddannelsesforhold.
c)
Kombinationsaftaler, hvor to eller flere virksomheder tilsammen
varetager et helt uddannelsesforløb for en elev.
d) Korte
uddannelsesaftaler, der omfatter mindst en praktikperiode og et
skoleophold.
e) Delaftaler med
elever i skolepraktik.
f) Ny
mesterlæreaftale
Hvis der optræder skoleophold i løbet af
prøvetiden suspenderes prøvetiden efter de
gældende regler i lov om erhvervsuddannelser, og virksomheden
får som hidtil lønrefusion under skoleopholdet.
Når dette er afsluttet genoptages prøvetiden med det
foreslåede løntilskud.
Der foreslås endvidere indført et tilskud til
løn i praktikperiodens prøvetid til arbejdsgivere,
jf. § 2, stk. 1, for praktikaftaler på
erhvervsgrunduddannelsesområdet. Løntilskuddet
udgør 30 kr. i timen. For
erhvervsgrunduddannelsesområdet kan der være tale om
flere praktiksteder med varierende prøvetid. Såfremt
praktikaftalen varer seks måneder eller mere, er de
første tre måneder i virksomheden prøvetid. Er
praktikaftalen af kortere varighed, kan prøvetiden variere
fra en til to måneder. Som følge heraf kan ordningen
ikke udformes på samme måde som en
præmieringsordning vedr. erhvervsuddannelsen.
Den foreslåede ordning indebærer, at præmie
og løntilskud til indgåelse af uddannelsesaftaler og
praktikaftaler er mere synligt for de enkelte arbejdsgivere.
Forslaget har til hensigt at øge antallet af praktikpladser
og sikre, at flere unge afslutter en ungdomsuddannelse. Det
foreslås, at lovens kapitel 6 tages op til revision i
folketingsåret 2010-2011 med henblik på en vurdering
af, hvorvidt ordningen skal videreføres, afvikles eller
ændres.
Præmie og løntilskud vil helt eller delvist kunne
opveje en relativt lav arbejdsværdi i prøvetiden.
Derudover vil præmie og løntilskud være en form
for kompensation for arbejdsgiver, hvis en elev falder fra i
prøvetiden, da arbejdsgivers nettoudgifter i perioden frem
til frafald dermed reduceres. Samtidig vil bonussen give
arbejdsgiver et incitament til at søge at fastholde eleven.
Ordningen vil være mere synlig for arbejdsgiverne end den
nuværende præmieringsordning, da tilskuddet knytter sig
til en bestemt elev.
3.2. Bonusordning
Endvidere foreslås indført en bonus for
erhvervsuddannelsesaftaler, hvis aftalen fortsætter efter
endt prøvetid. Bonus ydes til arbejdsgiveren efter
prøvetidens udløb med 10.000 kr. pr. elev.
Præmie, løntilskud og bonus ydes til de i lovens
§ 2, stk. 1, nævnte arbejdsgivere. Det foreslås,
at lovens kapitel 6 tages op til revision i folketingsåret
2010-2011 med henblik på en vurdering af, hvorvidt ordningen
skal videreføres, afvikles eller ændres.
3.3. Revision/ Evaluering af ordningen
Det foreslås, at lovens kapitel 6 om præmie, bonus
og løntilskud tages op til revision i folketingsåret
2010-2011 med henblik på en vurdering af, hvorvidt ordningen
skal videreføres, afvikles eller ændres.
4. De økonomiske og
administrative konsekvenser for stat, regioner og kommuner
Stat, regioner og kommuner berøres som arbejdsgivere
på samme måde som erhvervslivet. Arbejdsgivere,
inklusive stat, regioner og kommuner, vil ikke længere efter
lovens ikrafttrædelse modtage præmie for
merbeskæftigelse af elever i erhvervsuddannelserne (eud), men
vil i stedet modtage præmie i prøvetiden og bonus.
Arbejdsgivere vil endvidere modtage et løntilskud for
egu-elever. Lovforslaget indebærer ingen ændring af
satsen for arbejdsgiverbidraget.
Lovændringen har meget begrænsede administrative
konsekvenser for arbejdsgivere. Præmien og bonussen baseres
på allerede eksisterende data og registreringer i AER.
AERs samlede udgifter til egu-løntilskud, præmie
i prøveperioden og bonus ved videreførte eud-aftaler
forventes samlet at kunne holdes indenfor de afsatte midler til den
eksisterende præmieringsordning.
|
Forventede udgifter som følge af
forslagene |
Forslag til
ændring af AER-ordningen | 2009 (mio.
kr.) | 2010 (mio.
kr.) |
Udgifter | | |
Præmie i prøvetiden | 85,3 | 146,2 |
Bonus på 10.000 kr. for
videreførte eud-uddannelsesaftaler | 138,3 | 237,2 |
Løntilskud på 30 kr. i timen
i prøvetidsperioden - egu-elever | 11,5 | 23.1 |
Udfasning af den nuværende
præmieringsordning | 173,0 | - |
Udgifter i
alt | 408,1 | 406,5 |
Finansiering | | |
Afskaffelse af
virksomhedspræmieringsordningen (AERs estimerede udgifter til
præmieringsordningen i 2009 og budgetterede udgifter i
2010) | 450,0 | 400,0 |
Difference | 41,9 | -6,5 |
|
|
Implementeringsomkostninger i forbindelse med den nye ordning
skønnes af Arbejdsgivernes Elevrefusion til at udgøre
4-6 mio. kr., som finansieres af den samlede AER-ramme.
5. Økonomiske og
administrative konsekvenser for erhvervslivet
Erhvervslivet berøres som arbejdsgivere. Arbejdsgivere
vil ikke efter lovens ikrafttrædelse modtage præmie for
merbeskæftigelse af elever, men vil i stedet modtage
præmie i prøvetiden og bonus. Arbejdsgivere vil
endvidere modtage et løntilskud for egu-elever i
prøvetiden. Lovforslaget indebærer ingen ændring
af satsen for arbejdsgiverbidraget.
Lovændringen kan få mindre administrative
konsekvenser for arbejdsgivere, idet præmieudbetalingerne
forventes at foregå med aktiv accept. Præmien og
bonussen baseres i øvrigt på allerede eksisterende
data og registreringer i AER.
6. Administrative konsekvenser for
borgerne
Lovforslaget har ingen administrative konsekvenser for
borgerne.
7. Miljømæssige
konsekvenser
Lovforslaget har ingen miljømæssige
konsekvenser.
8. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
9. Høring
I forbindelse med fremsættelsen er lovforslaget sendt
til orientering til følgende:
Rådet for de Grundlæggende Erhvervsrettede
Uddannelser, Dansk Arbejdsgiverforening, Finanssektorens
Arbejdsgiverforening, Sammenslutningen af Landbrugets
Arbejdsgiverforeninger, Håndværksrådet, Dansk
Landbrug, Danske Erhvervsskoler lederne, Danske Erhvervsskoler
bestyrelserne, Danske Landbrugsskoler, Danske Regioner, Kommunernes
Landsforening, Bornholms Regionskommune, Landsorganisationen i
Danmark, Funktionærernes og Tjenestemændenes
Fællesråd, Erhvervsskolernes Elevorganisation,
Landssammenslutningen af handelsskoleelever, Arbejdsgivernes
Elevrefusion, Danmarks Evalueringsinstitut, De Samvirkende
Invalideforeninger, Det Centrale Handicapråd, Rådet for
Etniske Minoriteter, Produktionsskoleforeningen, Forstanderkredsen
Produktionsskolerne, Foreningen af Statsautoriserede Revisorer,
Foreningen af Registrerede Revisorer, Kommunernes Revision,
Rigsrevisionen og Datatilsynet.
10. Vurdering af konsekvenser af
lovforslaget
| Positive konsekvenser /mindre
udgifter | Negative konsekvenser/merudgifter |
Økonomiske konsekvenser for stat og
kommuner | Ingen | Ingen |
Administrative konsekvenser for stat og
kommuner | Ingen | Ingen af betydning |
Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen |
Administrative konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen af betydning |
Administrative konsekvenser for
borgerne | Ingen | Ingen |
Miljømæssige
konsekvenser | Ingen | Ingen |
Forholdet til EU-retten | Forslaget indeholder ikke EU-retlige
aspekter |
| |
Bemærkninger til lovforslagets enkelte
bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Det foreslås, at der indføres en præmie i
prøvetiden for elever i erhvervsuddannelse, jf. lovens
§ 4, stk. 1, og et løntilskud for elever i
erhvervsgrunduddannelse i prøvetiden, samt en bonus for
elever i erhvervsuddannelse, hvis aftalen fortsætter efter
endt prøvetid. Disse ændringer indføres for
uddannelsesaftaler indgået den 1. juni 2009 eller
senere.
Præmien på 2.000 kr. pr. måned efter den
foreslåede § 16 omfatter
alle former for gyldige uddannelsesaftaler inden for
erhvervsuddannelserne, d. v. s.
a)
Uddannelsesaftaler, hvor virksomhed og elev indgår en aftale,
der omfatter hele uddannelsesforløbet.
b)
Restuddannelsesaftaler med elever, der f. eks. har været i
skolepraktik eller i afbrudt uddannelsesforhold.
c)
Kombinationsaftaler, hvor to eller flere virksomheder tilsammen
varetager et helt uddannelsesforløb for en elev.
d) Korte
uddannelsesaftaler, der omfatter mindst en praktikperiode og et
skoleophold.
e) Delaftaler med
elever i skolepraktik.
f) Ny
mesterlæreaftale
Præmien udbetales månedsvis bagud.
Uddannelser, der i henhold til § 4, stk. 1, er
sidestillet med erhvervsuddannelser, er for tiden
erhvervsfiskeruddannelsen, farmakonomuddannelsen og
lokomotivføreruddannelsen. AER fastsætter i henhold
til stk. 3 nærmere regler om præmien, herunder for de
sidestillede uddannelser.
Løntilskuddet efter den foreslåede § 16 a omfatter alle former for gyldige
praktikaftaler inden for erhvervsgrunduddannelserne.
Løntilskuddet udbetales månedsvis bagud.
Bonus efter den foreslåede § 17 udgør 10.000
kr. pr. elev og udbetales efter udløbet af den fjerde
måned af ansættelsesforholdet. Det vil sige godt en
måned efter prøvetidens udløb. Bonus
vedrører alene de i lovens § 4, stk. 1, nævnte
uddannelser, jf. ovenfor.
Til § 2
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juni
2009 og finder anvendelse på uddannelsesaftaler og
praktikaftaler, der er indgået efter lovens
ikrafttræden.
Det foreslås med bestemmelsen i stk. 2, at
Arbejdsgivernes Elevrefusion i henhold til den hidtil
gældende § 16, stk. 1, og de i medfør heraf
fastsatte bestemmelser yder en økonomisk præmie for
merbeskæftigelse i praktikpladser til arbejdsgivere for
perioden 1. oktober 2008 til lovens ikrafttræden.
Arbejdsgivernes Elevrefusion foretager en opgørelse i
henhold til den hidtil gældende § 16, stk. 2, og
udbetaler arbejdsgivernes eventuelle tilgodehavender på
baggrund heraf.
Det foreslås med bestemmelsen i stk. 3, at
undervisningsministeren senest i folketingsåret 2010-11
fremsætter forslag til revision af kapitel 6 i lov om
Arbejdsgivernes Elevrefusion, som affattet ved denne lovs § 1,
stk. 1, for Folketinget.
Bilag 1
Lovforslag sammenholdt med gældende
lov
Gældende
formulering | | Lovforslaget |
| | § 1 I lov om Arbejdsgivernes Elevrefusion jf.
lovbekendtgørelse nr. 977 af 20. juli 2007, foretages
følgende ændring: |
Kapitel 6 | | Kapitel 6 |
Præmiering af ekstra
praktikpladser | | Præmie, løntilskud og
bonus |
§ 16.
Arbejdsgivernes Elevrefusion yder efter bestemmelserne i stk. 2-4
og regler fastsat i medfør af stk. 5 en økonomisk
præmie til de i § 2, stk. 1, nævnte arbejdsgivere
for merbeskæftigelse i praktikpladser. Stk. 2.
Præmien ydes for merbeskæftigelse i praktikpladser
opgjort på dagsbasis for perioden fra den 1. oktober til den
30. september (præmieringsåret) i forhold til den
gennemsnitlige beskæftigelse i praktikpladser i den
pågældende virksomhed i de 3 foregående
præmieringsår. Elever, jf. stk. 4, indgår i
beregningen for den periode, hvor arbejdsgiveren er fritaget for
det i § 18 nævnte bidrag for den pågældende
elev. Stk. 3.
Præmien beregnes efter præmieringsårets
afslutning på grundlag af en præmieringssats på
20.000 kr. pr. merbeskæftiget elev i 1 år. Ved
beregningen af merbeskæftigelsen fradrages for hver
arbejdsgiver beskæftigelse i praktikpladser i 30 dage.
Præmien udbetales efter præmieringsårets
afslutning. Stk. 4.
Præmie efter stk. 1 ydes kun for elever, som har
uddannelsesaftaler inden for de i § 4, stk. 1, nævnte
uddannelser, og som har gennemført prøvetiden i
virksomheden. Stk. 5.
Bestyrelsen for Arbejdsgivernes Elevrefusion fastsætter
nærmere regler om præmiens beregning, dens udbetaling,
herunder efterregulering, modregning og tilbagebetaling, samt om
administrationen af ordningen i øvrigt. | | § 16.
Arbejdsgivernes Elevrefusion yder til de i § 2, stk. 1,
nævnte arbejdsgivere en præmie i prøvetiden for
elever, som har uddannelsesaftaler inden for de i § 4, stk. 1,
nævnte uddannelser. Præmien ydes ikke for elever, der
er fyldt 25 år, og som udløser løntilskud til
arbejdsgiveren i henhold til § 68, stk. 2, i lov om en aktiv
beskæftigelsesindsats. Stk. 2.
Præmien udgør 2.000 kr. pr. måned pr. elev, dog
højest 6.000 kr. pr. elevansættelse. Præmien
ydes alene, hvis elevens uddannelsesaftale omfatter hele
måneden. Præmien udbetales månedsvis bagud. Stk. 3.
Bestyrelsen for Arbejdsgivernes Elevrefusion fastsætter
nærmere regler om præmiens beregning, udbetaling,
efterregulering, modregning og tilbagebetaling samt om
administration af ordningen i øvrigt. § 16
a. Arbejdsgivernes Elevrefusion yder til de i § 2, stk.
1, nævnte arbejdsgivere tilskud til løn i
prøvetiden for elever, som har praktikaftaler i henhold til
lov om erhvervsgrunduddannelse m.v. Stk. 2.
Løntilskuddet udgør 30 kr. i timen for den i
praktikaftalen aftalte arbejdstid. Tilskuddet udbetales
månedsvis bagud. Stk. 3.
Bestyrelsen for Arbejdsgivernes Elevrefusion fastsætter
nærmere regler om tilskuddets beregning, udbetaling,
efterregulering, modregning og tilbagebetaling samt om
administration af ordningen i øvrigt. |
§ 17.
(Ophævet). § 17
a. (Ophævet). | | § 17.
Arbejdsgivernes Elevrefusion yder til de i § 2, stk. 1,
nævnte arbejdsgivere en bonus for elever, som har
uddannelsesaftaler inden for de i § 4, stk. 1, nævnte
uddannelser, såfremt uddannelsesaftalen fortsat er i kraft
efter prøvetidens udløb. Stk. 2. Bonus
udgør 10.000 kr. pr. elev. Bonus udbetales efter
prøvetidens udløb. Stk. 3.
Bestyrelsen for Arbejdsgivernes Elevrefusion fastsætter
nærmere regler om udbetaling af bonus, efterregulering,
modregning og tilbagebetaling samt om administration af ordningen i
øvrigt. |
| | |
| | § 2 Stk. 1. Loven
træder i kraft den 1. juni 2009 og finder anvendelse på
uddannelsesaftaler og praktikaftaler, der er indgået efter
lovens ikrafttræden. Lovforslaget kan stadfæstes straks
efter vedtagelsen. Stk. 2. Der
ydes i henhold til den hidtil gældende § 16 i lov om
Arbejdsgivernes Elevrefusion en økonomisk præmie til
arbejdsgivere for merbeskæftigelse i praktikpladser i
perioden fra 1. oktober 2008 til lovens ikrafttræden. Stk. 3. Forslag om revision af kapitel 6 i
lov om Arbejdsgivernes Elevrefusion, som affattet ved denne lovs
§ 1, nr. 1, fremsættes for Folketinget senest i
folketingsåret 2010-11. |
Bilag 2
Aftalen om en praktikpladspakke
Aftale mellem regeringen (Venstre og
Konservative) og Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og Det
Radikale Venstre om en praktikpladspakke
Indledning
Regeringen, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og Det
Radikale Venstre har i lyset af finanskrisens negative
påvirkning af praktikpladsområdet indgået aftale
om en praktikpladspakke, som sigter mod at fremme indgåelsen
af nye aftaler.
I perioden fra september 2008 til februar 2009 er der
indgået 13.240 uddannelsesaftaler. Det er 3.652 færre
aftaler sammenlignet med samme periode for et år siden,
svarende til et fald på 22 pct. Samtidig er antallet af
praktikpladssøgende elever steget med 1.133 fra februar 2008
til februar i år svarende til en stigning på 31 pct.
Der var 4.845 praktikpladssøgende elever ved udgangen af
februar i år.
Inden indgåelsen af aftalen mellem forligsparterne har
undervisningsministeren ført drøftelser med DA, LO og
KL. Det er aftalt at fortsætte disse drøftelser.
Forligsparterne vil desuden løbende følge op på
praktikpladssituationen.
Forligsparterne er enige om følgende:
AER-ordningen
Der findes flere ordninger under AER rettet mod at øge
arbejdsgivernes incitamenter til at indgå uddannelsesaftaler.
Lønrefusionsordningen refunderer udgifter til løn i
elevens skoleperioder. Ordningen er konjunkturneutral, og har
fungeret hensigtsmæssigt siden indførelsen i
1977.
Derudover findes præmieringsordningen, der
belønner virksomhederne for at indgå flere
praktikaftaler end gennemsnittet i de foregående 3 år.
Virksomhedspræmien er indført i 2005 og er med sin
præmiering af væksten i
praktikaftaler udpræget en ordning, som har effekt i en
højkonjunktur med stabil eller stigende beskæftigelse.
I perioder med lavkonjunktur med faldende beskæftigelse, som
i den indeværende periode, mister ordningen imidlertid sin
effekt, og ressourcerne udnyttes dermed ikke optimalt mhp. at
understøtte nye aftaleindgåelser.
Parterne er på den baggrund enige
om følgende:
- Den
nuværende præmieringsordning for oprettelse af ekstra
praktikpladser afskaffes.
- I stedet
indføres en ny præmieringsordning, der består af
et samlet tilskud på i alt op til 16.000 kr. for alle nye
uddannelsesaftaler bestående af en præmie i
prøvetiden og en bonus, når prøvetiden
afsluttes med fastansættelse. Konkret udgøres
præmieringsordningen af:
- En månedlig
præmie på 2.000 kr. i prøvetiden, dvs. op til
tre gange 2.000 kr. såfremt eleven fastholdes i alle
prøvetidens tre måneder.
- En bonus efter
prøvetidens udløb på 10.000 kr.
- Ordningen
omfatter ikke voksenlærlinge, der får løntilskud
efter voksenlærlingeordningen.
- Efter
Undervisningsministeriets beregninger kan udgifterne til den nye
præmieringsordning for eud sammen med udgifterne til
løntilskud for egu jf. nedenfor, skønnes at
være ca. 400 mio. kr. årligt.
- AER-bidraget
må ikke med baggrund i præmieringsordningen
sættes op.
- Den ny
præmieringsordning er tidsbegrænset til og med 2010.
Der foretages en evaluering af ordningen i efteråret 2010
mhp. evt. videreførelse, aftrapning, afvikling eller
ændring af ordningen efter 2010.
- Der arbejdes
på at udvikle en metode, som i højere grad end i dag
sikrer, at tilskud vedrørende praktikpladsaftaler er synlige
i fht. de enkelte lokale driftssteder, hvor eleverne inden for en
koncern er tilknyttet.
- Der er enighed
om, at den nye tilskudsordning skal træde i kraft hurtigst
muligt.
Undervisningsministeren fremsætter lovforslag til
ændring af AER-loven snarest mhp. vedtagelse inden
sommerferien.
Det praktikpladsopsøgende
arbejde
Den nuværende beskæftigelsessituation tilsiger, at
der er behov for en forstærket praktikpladsopsøgende
indsats fra erhvervsskolernes og de faglige udvalgs side.
Den nuværende tilskudsordning til erhvervsskolernes
praktikpladsopsøgende arbejde fungerer ligesom AER's
virksomhedspræmie mest effektivt i en højkonjunktur.
Laveste tilskud gives i dag til de første 90 pct. af skolens
aftaler målt i forhold til de sidste tre års
gennemsnit. Det højeste tilskud gives, når skolen
opnår flere aftaler (mere end 100 pct.) end
måltallet.
Dermed udløses færre midler, når antallet
af praktikpladser falder, selvom skolerne gør en ekstra
indsats. Dette er et problem, da der netop i perioder med
lavkonjunktur kræves ekstra ressourcer for at opretholde
niveauet for aftaleindgåelser.
Parterne er på den baggrund enige
om følgende:
- Der
iværksættes en kampagne for oprettelse af nye
praktikpladser. I kampagnen sættes særligt fokus
på skolernes og de faglige udvalgs
praktikpladsopsøgende indsats i form af direkte
virksomhedskontakt.
- Til brug herfor
udvikles praktikplads-start-pakker til virksomheder inden for de
enkelte uddannelses- og brancheområder.
Målsætningen er, at pakkerne skal indeholde al relevant
information, så virksomhederne kun behøver at
søge information ét sted, herunder om de forskellige
muligheder for at indgå uddannelsesaftaler. Pakken skal
både kunne bruges af skolernes praktikpladsmedarbejdere og de
faglige udvalg.
-
Praktikplads-start-pakkerne understøttes af en telefonlinje
(hotline), hvor virksomheder kan henvende sig med
spørgsmål om uddannelsesaftaler, herunder hvilke
skoler eller faglige udvalg virksomheden kan søge yderligere
hjælp hos.
- Grundlaget for
skolernes og de faglige udvalgs praktikpladsopsøgende
arbejde styrkes gennem videreudvikling og udvidelse af anvendelsen
af Praktik+, bl.a. ved særlige standard-udtræk om
uddannelsesaftaler, der netop er udløbet, og som kan
målrette det opsøgende arbejde yderligere.
- Kampagnen "Flere
fagfolk, tak" videreføres med øget fokus på den
virksomhedsrettede del af kampagnen.
- Der
afsættes inden for Undervisningsministeriets ramme i alt ca.
10 mio. kr. i 2009 og 2010 til afholdelse af udgifter til
ovennævnte initiativer.
- I tillæg
til ovennævnte kampagneelementer omlægges den
nuværende tilskudsordning til institutionernes
praktikpladsopsøgende arbejde inden for den eksisterende
ramme på 150 mio. kr. i 2009 med henblik på, at
ordningen tilpasses den nuværende praktikpladssituation.
Dermed sikres i højere grad, at der ikke står
uforbrugte midler tilbage, når året er omme. Konkret
består omlægningen af følgende elementer:
- Grundtaksten til
nyindgåede uddannelsesaftaler hæves fra 3.200 kr. til
4.000 kr. pr. aftale.
- Ordningen
forenkles, så der kun er et frem for to måltal for,
hvornår der udløses en højere takst.
- Måltallet
fastlægges fremover som en procent af sidst kendte års
antal indgåede aftaler og kan på fremtidige finanslove
enten fastholdes eller justeres alt afhængigt af udviklingen.
Måltallet sættes ved 75 pct., og aftaler udover dette
måltal udløser en takst på 8.000 kr.
- Det
bemærkes, at tilskuddet til institutionernes
praktikpladsopsøgende arbejde ligesom i dag ikke gives til
aftaler inden for sosu-området, idet der er helt
særlige vilkår for aftaler om dimensionering af
praktikpladser på sosu-området.
Undervisningsministeriet udarbejder aktstykke snarest muligt
mhp. at den ændrede tilskudsordning får virkning,
således at alle aftaler indgået i
præmieringsåret indgår i beregningen af
institutionernes samlede tilskud for 2009.
Parterne finder, at de faglige udvalgs og erhvervsskolernes
praktikpladsopsøgende arbejde skal styrkes bl.a. med henblik
på at få genbesat udløbne praktikpladsaftaler og
at få placeret elever i praktik på virksomheder, der
ikke tidligere har haft praktikpladser.
Undervisningsministeriet vil evaluere denne indsats inden
udgangen af 2009.
Erhvervsgrunduddannelserne
(egu)
Globaliseringsaftalen indebar en modernisering af
erhvervsgrunduddannelsen (egu). Egu henvender sig til unge under 30
år, der ikke umiddelbart kan gennemføre en anden
kompetencegivende uddannelse. Kommunerne er forpligtet til at
oprette egu for målgruppen.
Aktiviteten på egu er ganske lav, hvilket er
problematisk i forhold til 95 pct. målsætningen. I
globaliseringsforligskredsen er det derfor aftalt, at der i
foråret 2009 gennemføres en analyse af, hvordan
kommunernes incitamenter til at oprette egu kan forbedres.
De nedenstående initiativer er udarbejdet på
grundlag af det på denne baggrund iværksatte
analysearbejde, der hermed betragtes som afsluttet.
Kommunernes udgifter til egu (bortset fra udgifter til
vejledning, administration, elevløn mv.) er omfattet af den
kommunale budgetgaranti, hvilket indebærer, at kommunerne
under et får dækket afholdte udgifter til uddannelsen.
De kommuner, der ikke opretter elevpladser eller opretter relativt
få pladser, får herved andel i den samlede kompensation
til kommunerne, der overstiger deres faktiske udgifter, mens de
kommuner, der opretter relativt mange elevpladser, samlet set ikke
får fuld kompensation for deres udgifter. Ordningen betyder,
at den enkelte kommune har et begrænset økonomisk
incitament til at sætte unge i gang med et
egu-forløb.
Parterne er på den baggrund enige
om følgende:
- Der
gennemføres en omlægning af finansieringsmodellen for
egu til en refusionsordning, hvorefter kommunerne i stedet for at
blive fuldt kompenseret over bloktilskuddet (budgetgarantien)
modtager en delvis statslig refusion op til et bestemt beløb
pr. elev. Kommunerne får dermed styrket de økonomiske
incitamenter til at igangsætte egu-forløb frem for at
lade de unge modtage kontanthjælp. Modellen er velkendt og
blev anvendt til forberedende voksenundervisning (fvu), da denne
foregik i amterne.
- Der oprettes en
aktivitetsafhængig refusionsbevilling på
Undervisningsministeriets finanslovsafsnit. Bevillingen ydes mere
konkret til følgende elementer:
- 65 pct. refusion
af udgifterne til skoleydelsen, svarende til refusionsandelen for
kontanthjælpsydelsen under aktivering.
- Refusion på
50 pct. af de faktisk afholdte driftsudgifter op til et loft pr.
elev til udgifter vedr. undervisning på kommunale
institutioner og særtilskud, der ofte gives i forbindelse med
elevers undervisning på statsligt finansierede uddannelser.
Refusionsandelen svarer dermed til refusionsandelen for
driftsudgifter til kontanthjælpsmodtagere under aktivering.
Loftet for refusion sættes til 50 pct. af de nuværende
gennemsnitlige driftsudgifter for kommunerne pr.
egu-forløb.
- Kommunernes
udgifter til vejledning, administration og tilrettelæggelse
af egu er ikke i dag omfattet af budgetgarantien og omfattes derfor
ikke af refusionsordningen.
- For at
undgå uhensigtsmæssig brug af
værkstedsskoleundervisning som praktikmulighed, indgår
kommunernes udgifter hertil - skoleydelse og undervisningsudgifter
- ikke i refusionsordningen. Dvs. at kommunernes udgifter hertil
forbliver i det budgetgaranterede område.
- Omlægningen
vil som udgangspunkt, dvs. ved uændret aktivitet, være
udgiftsneutral. Det konkrete beløb skal forhandles (DUT) med
kommunerne.
Ordningen udmøntes via bloktilskudsaktstykket,
når dette fremsættes i forlængelse af
kommuneforhandlingerne.
Parterne er herudover enige om
følgende:
- For at den nye
præmieringsmodel for eud ikke skal skabe
uhensigtsmæssig konkurrence i fht.
praktikpladsindgåelsen på egu-området,
indføres en ordning, der belønner arbejdsgivere i
egu-elevernes prøvetid. Da der i egu kan være tale om
flere praktiksteder med varierende prøvetid, kan ordningen
ikke udformes på samme måde som den ovenfor
nævnte præmieringsordning vedrørende eud. Der
indføres i stedet en løntilskudsordning, der
består af følgende elementer:
- Et
løntilskud på 30 kr. i timen i
prøveperioden
- Ingen bonus ved
endt prøvetid.
- Det samlede
tilskudsniveau svarer i gennemsnit til det gennemsnitlige
tilskudsniveau pr. elev i den nye eud-præmieringsordning.
-
Løntilskuddet udgør skønnet i alt ca. 12 mio.
kr. i 2009 og ca. 23 mio. kr. i 2010 forudsat en stigning i
tilgangen fra de nuværende ca. 800 elevaftaler årligt
til ca. 1.200 aftaler.
- Ordningen
finansieres ligesom den nye præmieringsordning for eud af
AER-ordningen, jf. ovenfor.
- Den ny
tilskudsmodel er tidsbegrænset til og med 2010. Der foretages
en evaluering af ordningen i efteråret 2010 mhp. evt.
videreførelse, aftrapning, afvikling eller ændring af
ordningen efter 2010.
Praktikpladser i det
offentlige
Regeringen og KL vil i forbindelse med kommuneforhandlingerne
i foråret 2009 drøfte, om det er muligt
ekstraordinært at øge antallet af kommunale
praktikpladser blandt andet gennem en forøgelse af
praktikpladser på social- og sundhedsuddannelsen og den
pædagogiske assistentuddannelse.
Tilsvarende foretager staten en evaluering af de hidtidige
indsatser for flere praktikpladser i staten mhp. en evt.
fremadrettet justering.
Øvrigt
Forligsparterne er enige om, at arbejde videre med at
afdække mulighederne for en styrkelse af
uddannelsesgarantien, herunder evt. en midlertidig styrkelse af
skolepraktikken. Dette sker bl.a. med inddragelse af Rådet
for de Grundlæggende Erhvervsrettede Uddannelser (REU).