L 206 Forslag til lov om ændring af lov om afgift af chokolade- og sukkervarer m.m., lov om afgift af konsum-is, lov om afgift af mineralvand m.v., lov om tobaksafgifter og lov om afgift af øl, vin og frugtvin m.m.

(Afgiftsforhøjelser på chokolade, is, sukkerholdigt sodavand og tobak samt afgiftsnedsættelse på sukkerfrit sodavand).

Af: Skatteminister Kristian Jensen (V)
Udvalg: Skatteudvalget
Samling: 2008-09
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 22-04-2009

Fremsættelse: 22-04-2009

Fremsættelsestale af lovforslag

20081_l206_fremsaettelsestale (html)

Skriftlig fremsættelse (22. april 2009)

Skatteministeren (Kristian Jensen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:


Forslag til lov om ændring af lov om afgift af chokolade- og sukkervarer m.m., lov om afgift af konsum-is, lov om afgift af mineralvand m.v., lov om tobaksafgifter og lov om afgift af øl, vin og frugtvin m.m. (Afgiftsforhøjelser på chokolade, is, sukkerholdig sodavand og tobak samt afgiftsnedsættelse på sukkerfri sodavand)

(Lovforslag nr. L 206).

Forslaget er en del af Forårspakken 2.0. og vedrører aftaledelen "Flere sunde leveår". Forslaget har dels til formål at forhøje afgifterne på is, chokolade, slik og sukkerholdig sodavand, dels at sænke afgiften på sukkerfri sodavand, og dels at omlægge og forhøje afgiften på cigaretter og røgtobak.


Konkret forhøjes afgiften på konsum-is, chokolade og sukkervarer med 25 pct.


Afgiften på sodavand omlægges, så sukkerholdige sodavand får en afgiftsstigning på 17 øre pr. liter, mens afgiften på sukkerfrie sodavand nedsættes med 34 øre pr. liter.


Cigaretafgiften hæves pr. den 1. januar 2010 med gennemsnitligt 3 kr. pr. 20 stk. cigaretter inkl. moms, og sammensætningen af styk- og værdiafgift i cigaretafgiften ændres, således at stykafgiften nedsættes, og værdiafgiften øges. Samtidig indsættes en minimumsafgift på 91,65 øre pr. cigaret. Afgiften på røgtobak hæves med 120 kr. pr. kg.


Forslaget forhøjer endelig pr. 1. januar 2014 afgifterne på cigaretter og røgtobak svarende til 0,35 kr. pr. 20 stk. cigaretter. Dette sker ved en ændring af værdiafgiften for cigaretter og en forøgelse af afgiften på røgtobak med 14 kr.


Forslaget skønnes at give staten et varigt provenu efter adfærd og tilbageløb på omkring 930 mio. kr. fordelt med hhv. 550 mio. kr. fra tobaksafgifterne og 380 mio. kr. fra afgifterne på chokolade m.v. og konsum-is, mens differentieringen af afgiften på sodavand skønnes være provenuneutral.


Ændringerne træder i kraft d. 1. januar 2010.


Den sene fremsættelse skyldes, at lovforslaget, efter at aftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti om Forårspakke 2.0 - Vækst, klima, lavere skat blev indgået den 1. marts, har været sendt i høring og herefter er blevet justeret og færdiggjort. Regeringen har i den forbindelse fundet det vigtigt, at skattereformens første skattelettelser kan nå at få virkning allerede fra 2010, hvilket forudsætter, at lovforslagene vedtages inden Folketingets sommerferie.


Idet jeg i øvrigt henviser til bemærkningerne til lovforslaget, skal jeg anbefale lovforslaget til Folketingets velvillige behandling.